Punkt 8 Forslag til Natura 2000-handleplaner 2022-2027
Beslutningstema
Forslag til Natura 2000-handleplaner for fire Natura 2000-områder forelægges og vedtages, inden de sendes i offentlig høring.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefaler:
- At forslag til Natura 2000-handleplaner for Natura 2000-områderne ’Søer ved Tårup og Klintholm’, ’Sydfynske Øhav’ samt ’Rødme Svinehaver’ vedtages og sendes i 8 ugers offentlig høring fra den 29. februar 2024.
- At forslag til Natura 2000-handleplan for Natura 2000-område ’Skove og Søer syd for Brahetrolleborg’ vedtages og sendes i 8 ugers offentlig høring fra den 7. marts 2024.
Sagsfremstilling
Statens Natura 2000-planer for 3. planperiode (2022-2027) blev offentliggjort den 3. juli 2023. Kommunerne skal herefter – og inden for et år - udarbejde handleplaner, der beskriver, hvordan planerne vil blive realiseret. Som led heri skal kommunerne sende forslag til handleplaner i offentlig høring i mindst 8 uger. Herefter skal de endelige handleplaner vedtages og offentliggøres inden den 3. juli 2024.
Svendborg Kommune er ansvarlig for udarbejdelsen af Natura 2000-handleplanerne: ’Søer ved Tårup og Klintholm’, ’Sydfynske Øhav’ samt ’Rødme Svinehaver’. Svendborg Kommune sender forslag til disse handleplaner i 8 ugers offentlig høring fra 29. februar til 25. april 2024.
Miljøstyrelsen er ansvarlig for udarbejdelsen af Natura 2000-handleplan for ’Skove og Søer syd for Brahetrolleborg’. Miljøstyrelsen sender forslag til denne handleplan i 8 ugers offentlig høring fra 7. marts til 2. maj 2024. Svendborg Kommune vil i samme periode offentliggøre et link til Miljøstyrelsens høring.
Handleplaner for fire Natura 2000-områder
Der er lavet forslag til én handleplan for hvert Natura 2000-område. Forslagene er lavet i samarbejde med nabokommuner, hvor et Natura 2000-område berører flere kommuner. Forslag til handleplanerne er vedlagt som bilag 1-4.
Handleplanerne er, ligesom Natura 2000-planerne, bindende for anden offentlig planlægning som f.eks. kommuneplanen. Handleplanerne er overordnede planer, som beskriver, hvad der skal ske indenfor planperioden i det enkelte Natura 2000-område. Handleplanerne må ikke være så detaljerede, at de foregriber, hvad der skal ske på den enkelte lodsejers ejendom. Kommunerne skal sikre gennemførelse af vedtagne handleplaner inden udgangen af 2027. Dette sker som udgangspunkt ved hjælp af frivillige aftaler med relevante lodsejere.
Forslag til handleplanerne er blevet præsenteret for Det Grønne Råd på møde den 8. januar 2024.
Handleplanforslagene skal vedtages af alle berørte kommuner, dog således at de enkelte kommunalbestyrelser/byråd kun vedtager det, der vedrører egen kommune.
?
Handleplanerne fra 2. planperiode bortfalder ved den endelige vedtagelse af handleplanerne for 3. planperiode.
Fokus i 3. planperiode
Natura 2000-indsatserne i 3. planperiode (2022-27) har fokus på:
- Mere naturlige processer og naturens robusthed.
- Sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder.
- Bekæmpe invasive arter.
- Igangværende projekter og indsatser afsluttes og gennemførte indsatser vedligeholdes.
Hovedindholdet i handleplanforslagene
Søer ved Tårup og Klintholm, N118
Arealet ved Klintholm ligger i Svendborg Kommune. Habitatområdet rummer bl.a. en række rentvandede kalkrige søer og en af de få bestande af klokkefrø på Fyn. I 3. planperiode skal der iværksættes bekæmpelse af rynket rose på 2 ha strandvold ved Klintholm. Herudover skal indsatser fra tidligere planperioder vedligeholdes.
Sydfynske Øhav, N127
Sydfynske Øhav er et stort og komplekst Natura 2000-område med 30 naturtyper, 29 arter og med arealer inden for fire kommuner. Indsatsen i denne planperiode er rettet mod forbedring af ynglelokaliteter for områdets truede fugle, bekæmpelse af invasive arter og udtagning af kulstofholdige jorde. Herudover skal indsatser fra tidligere planperioder færdiggøres og vedligeholdes.
Rødme Svinehaver, N241
Rødme Svinehaver er et lille snævert afgrænset habitatområde med Fyns bedst udviklede sure overdrev som den centrale del. Størstedelen af området ejes af Naturstyrelsen. Der er ingen nye indsatser i 3. planperiode, men gennemførte indsatser skal vedligeholdes.
Skove og søer syd for Brahetrolleborg, N120
Svendborg Kommune har kun ansvar for et meget lille areal, og indsatsen forventes løst i sammenhæng med de tilstødende fredskovspligtige arealer, som Miljøstyrelsen har ansvaret for.
Den samlede indsats i Svendborg Kommune i 3. planperiode
Den samlede indsats, som skal gennemføres i Svendborg Kommune i 3. planperiode (2022-2027), fremgår af bilag 5 (Bilag 5. Oversigt over kommunale indsatser i 3. planperiode Svendborg), og de konkrete indsatser i de fire Natura 2000-områder fremgår af de vedlagte forslag til handleplaner (bilag 1-4).
?
Redegørelse for indsatsen i 2. planperiode (2016-2021)
Som en del af handleplanerne skal kommunen redegøre for indsatsen i 2. planperiode For Klintholm og Rødme Svinehaver er handleplanerne gennemført jævnfør bilag 6 (Bilag 6. Oversigt over gennemførslen af indsatser i 2. planperiode). For Sydfynske Øhav mangler udvidelse af areal med mosetypen rigkær og udvidelse af levested for plettet rørvagtel. Indsatserne er videreført til handleplanen for 2022-2027.
?
Miljøvurdering
Det vurderes, at forslag til Natura 2000-handleplanerne ikke skal miljøscreenes eller miljøvurderes.
??
Virkemidler
Virkemidler og de økonomiske rammer fastlægges af Regeringen. Der er overvejende tale om frivillige tilskudsordninger, som lodsejere selv skal søge. Det forventes, at kommunerne faciliterer ordningerne. Kommunerne har ansvar for at gennemføre indsatser for arter og bekæmpelse af invasive arter. Kommunerne forventes i øvrigt at koordinere og tage procesansvar i større projekter.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Økonomiske konsekvenser
Indsatsprogrammet i Natura 2000-planerne er afstemt, så den økonomiske ramme og den krævede indsats i planerne passer sammen. Til gennemførelse af planerne stiller Staten en række virkemidler til rådighed, ligesom det forudsættes, at kommunerne bidrager økonomisk via de midler, som kommunerne er blevet økonomisk kompenseret for af Staten (Lov- og Cirkulære-midler). Det kan f.eks. være til indsatser for arter og bekæmpelse af invasive arter.
?
Kommunens finansiering af Natura 2000-indsatsen for 3. planperiode er indregnet i budget 2024 og frem.
Erhvervsmæssige konsekvenser
I de statslige Natura 2000-planer lægges vægt på, at indsatsen i handleplanerne i videst muligt omfang gennemføres gennem frivillige aftaler.
Hvis der mod forventning ikke kan indgås en aftale med ejeren om den nødvendige indsats eller drift, har kommunerne mulighed for at give en lodsejer et påbud mod erstatning. En sådan erstatning skal finansieres af kommunen. Svendborg Kommune har ikke hidtil anvendt denne mulighed.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen CO2-konsekvenser
Lovgrundlag
Miljømålsloven (LBK nr. 692 af 26/05/2023)
Bekendtgørelse om kommunalbestyrelsernes Natura 2000-handleplaner (BEK nr. 944 af 27/06/2016)
Naturbeskyttelsesloven (LBK nr. 1392 af 04/10/2022)
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 08-02-2024
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Birger Jensen (liste V), stedfortræder: Mette Kristensen (liste V).
Jørgen Lundsgaard (liste B) var fraværende under behandlingen af punktet.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-02-2024
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Hanne Ringgaard Møller (B) deltog som suppleant.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-02-2024
Godkendt.
Afbud fra Jesper Ullemose (V). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).