Punkt 7 Svendborg Kommunes Klimahandleplan: Fælles fynsk rammeaftale med landbruget
Beslutningstema
En arbejdsgruppe fra de fynske kommuner har efter dialog med fynske landbrugsorganisationerne udarbejdet et udkast til en fælles fynsk rammeaftale med landbruget. Borgmesterforum Fyn besluttede på mødet den 30. november 2023 at sende aftalen til politisk behandling med indstilling til, at de fynske kommuners kommunalbestyrelser/byråd godkender den fælles fynske rammeaftale med landbrugsorganisationerne L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug. Rammeaftalen er et vigtigt skridt til handlinger i Svendborg Kommunes Klimahandleplan.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, at
- godkende, at Svendborg Kommune sammen med de andre fynske kommuner indgår en rammeaftale med landbrugsorganisationerne L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug.
Sagsfremstilling
Løsninger til landbrugets klimaudfordringer kræver samarbejde og innovation. En effektiv måde at samarbejde med landbruget er gennem landbrugsorganisationerne. Derved kan der opnås synergi og erfaringsudveksling. Samtidig kræver innovation både kompetencer og kritisk masse, som bedst skabes på tværs af flere kommuner og i samarbejde med regionale og nationale aktører. En fælles rammeaftale mellem de fynske kommuner og landbrugsorganisationerne på Fyn vil danne et godt grundlag for at forfølge disse muligheder. Dertil kommer, at det vil være en operationel ramme for indsatsen i den enkelte kommune, uden at det kræver individuelle gensidige aftaler mellem kommune og landbrug.
En fælles fynsk rammeaftale indgår som handlinger i tre af Svendborg Kommunes Klimahandleplan’s indsatser under fokusområdet landbrug.
En nedsat arbejdsgruppe for de fynske kommuner har arbejdet med udkast til en rammeaftale og har været i dialog med repræsentanter fra L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug. Parterne er enige om, at et forpligtende og formaliseret samarbejde er afgørende, da der er brug for fælles sigtelinjer og fælles handlinger, og parterne ønsker derfor at tiltræde en fælles fynsk rammeaftale se bilag 1 (Bilag 1. Fælles fynsk klimapartnerskab - Rammeaftale med landbruget).
Det fælles samarbejde skal sættes i gang via udpegning af to konkrete projekter, som er skrevet ind i rammeaftalen.
Parterne har indledningsvist udpeget følgende to projektmuligheder:
- Pilotprojekt 1 ønskes fokuseret mod lokal praksisrettet driftsoptimering, hvor der tages udgangspunkt i erfaringerne fra igangværende samarbejdsprojekt mellem 18 lokale landbrug, Landbrug & Fødevarer, Centrovice og Assens Kommune, Middelfart Kommune og Nordfyns Kommune om lokal klimaberegning og klimaregnskab. Målsætningen for pilotprojektet er at udbrede klimaberegning og klimaregnskab til flere landbrug på tværs af Fyn og sikre videndeling og sparring mellem de fynske kommuner og organisationer.
- Pilotprojekt 2 ønskes fokuseret mod afklaring af potentialerne for etablering af et anlæg, der kan omdanne affaldsprodukter fra landbruget til biokul. Anvendelsen af biokul kan skabe forudsætningerne for kulstofbinding, som vil kunne medvirke til en optimeret cirkulær økonomi i landbruget. Målsætningen for pilotprojektet er at etablere et anlæg, der kan medvirke til en afgørende reduktion i CO2-udledningen via anvendelse af biokul i landbruget.
Rammeaftalen ønskes nu godkendt i de respektive organisationers bestyrelser og i de fynske kommuners byråd/kommunalbestyrelser med henblik på endelig tiltrædelse og offentliggørelse i starten af 2024. Der skal udarbejdes projektbeskrivelser for de to projekter, herunder økonomi. Der er bliver nedsat arbejdsgrupper til formålet.
Borgmesterforum Fyn besluttede på mødet den 30. november 2023 at sende den fælles fynske rammeaftale med landbruget til politisk behandling i de fynske kommuner med indstilling til, at de fynske kommuners kommunalbestyrelser/byråd godkender den fælles fynske rammeaftale med landbrugsorganisationerne L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med Svendborg Kommunes tilslutning til den fælles fynske rammeaftale. Der kan efterfølgende være tale om ressourcer til deltagelse i de konkrete projekter. Når projektbeskrivelserne er klar, vil der blive taget stilling til Svendborg Kommunes deltagelse. Hvis det viser sig, at der er brug for ressourcer enten administrative medarbejderressourcer og/eller anlægsmidler, der er større end hvad der kan rummes indenfor den almindelige drift, vil det blive fremlagt til en særskilt beslutning.
CO2-Konsekvensvurdering
En fælles fynsk rammeaftale indgår som handlinger i tre af Svendborg Kommunes Klimahandleplan’s indsatser under fokusområdet landbrug. Selve rammeaftalen vil i sig selv ikke bidrage til nedbringelse af CO2-udledningen fra landbruget. Derimod vil de konkrete projekter under rammeaftalen være et vigtigt og nødvendigt redskab for nedbringelse af CO2-udledningen fra landbruget i fremtiden.
Lovgrundlag
Fyn 2030 – sammen om en bæredygtig fremtid 2020
Svendborg Kommunes Klimahandleplan 2022
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 08-02-2024
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, med bemærkning om, at udvalget gerne ser, at der laves et lokalt pilotprojekt vedrørende udtagning af lavbundsjorde i Svendborg Kommune.
Afbud: Birger Jensen (liste V), stedfortræder: Mette Kristensen (liste V).
Jørgen Lundsgaard (liste B) var fraværende under behandlingen af punktet.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-02-2024
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Hanne Ringgaard Møller (B) deltog som suppleant.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-02-2024
Godkendt.
Afbud fra Jesper Ullemose (V). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).