Punkt 19 Lukket - Spejdernes Lejr 2026
Beslutningstema
Behandling af revideret rammeaftale vedr. eventuelt værtskab for Spejdernes Lejr 2026
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Økonomiudvalget tager stilling til, hvorvidt det reviderede udkast til rammeaftale skal fremsendes til SPEJDERNE
- Økonomiudvalget tager stilling til, hvorvidt der skal tilbydes et direkte økonomisk tilskud og i givet fald beløbets størrelse
Sagsfremstilling
I marts 2021 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget en afdækning af potentialerne ved et eventuelt værtskab for Spejdernes Lejr 2026, hvor administrationen fik mandat til at indlede forhandlinger med SPEJDERNE.
På Økonomiudvalgets møde i februar 2022 fik administrationen mandat til at udarbejde et revideret forslag til rammeaftale vedr. Spejdernes Lejr 2026, der omfatter, ”at kommunen stiller jord til rådighed mv. samt personaleressourcer til myndighedsbehandling”.
Administrationen har udarbejdet et revideret oplæg, der begrænser kommunens engagement og økonomiske forpligtelser jfr. ovenstående. Revideret udkast til rammeaftale er vedhæftet.
Den reviderede rammeaftale forpligter Svendborg Kommune til at stille jord og personaleressourcer til rådighed for SPEJDERNE svarende til 5,7 mio. kr. (tidligere 15 mio. kr.).
Administrationen vurderer, at det øvrige, ufinansierede, ressourcetræk i organisationen beløber sig til 3,7 mio. kr. til primært tekniske opgaver. Opgaverne forventes ikke at kunne løses, med de nuværende ressourcer, uden betydelige konsekvenser for den daglige drift og det forventede serviceniveau.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Forpligtelserne i rammeaftalen og det øvrige ressourcetræk beløber sig til samlet set 9,4 mio. kr. til forberedelse og afvikling. Størstedelen af ressourcetrækket vil være i 2025 og 2026.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget giver mandat til videre forhandlinger.
Endelig rammeaftale godkendes i Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-03-2022
Udvalget besluttede, at der ikke skal arbejdes videre med sagen. Liste F var imod, idet man ønskede, at afgive bud på værtskabet.
Flemming Madsen (A) var fraværende. Som stedfortræder deltog Maria Haladyn (A).
Afbud fra Birger Jensen (V). Som suppleant deltog Jesper Ullemose (V).