Punkt 17 Udmøntning af budgetforlig 2022 - IPS-konsulent
Beslutningstema
Godkendelse af oprettelse af en IPS-konsulent-stilling
Indstilling
Direktionen indstiller, at Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget:
- Godkender at der oprettes en stilling som IPS-konsulent som anført i budgetforlig 2022
- indstiller til Økonomiudvalget, at stillingen finansieres ved en bevillingsomplacering fra overførselsudgifter til serviceudgifter.
Sagsfremstilling
Af budgetforliget for 2022 fremgår at forligsparterne ønsker at undersøge muligheden for et udvidet samarbejde med psykiatrien på ungeområdet via ansættelse af en IPS-Konsulent, der finansieres af mindreudgifter på overførselsudgifterne.
En del af de unge, jobcentret i Ungekontakten har kontakt til har det svært og en del har eller har haft tilbud i psykiatrien. Psykiatrien har derfor udtrykt ønske om et samarbejde, hvor der arbejdes efter den anerkendte IPS-metode.
IPS (individuelt planlagt job med støtte) er en veldokumenteret metode, der er afprøvet i et dansk forsøg i perioden 2011-2017. Forsøget vidste at 60 procent af deltagerne, der fik hjælp af en IPS-konsulent kom i beskæftigelse eller uddannelse.
Den overordnede tankegang i IPS er, at psykisk udfordrede godt kan arbejde eller tage uddannelse, når der skabes et godt match mellem den unge og arbejdsgiver/uddannelsessted.
IPS-metoden bygger på 8 grundlæggende principper:
- Alle der ønsker at arbejde kan deltage – ingen ekskluderes
- Målet er beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.
- IPS-indsatsen er integreret med den psykiatriske behandling.
- Deltagerne modtager vejledning i social- og beskæftigelseslovgivningen.
- Jobsøgningen starter hurtigt efter opstart i IPS indsatsen.
- IPS konsulenterne opbygger relationer til arbejdsgivere i lokalområdet, baseret på deltagernes ønsker om beskæftigelse.
- Den individualiserede støtte på arbejdspladsen er tidsubegrænset.
- Indsatsen er baseret på deltagernes ønsker og præferencer.
Der vil være et tæt samspil mellem psykiatriens medarbejder og IPS-konsulent. Region Syddanmark har afholdt undervisning og vil derudover bidrage med supervision.
Erfaringerne fra forskningen omkring brug af IPS-metoden viser, at en forudsætning for at indsatsen virker er, at IPS-konsulenten har et lavt sagstal.
Dette kræves, da der skal være tid til tæt kontakt med den unge, psykiatrien samt den virksomhed den unge skal i tilbud i. Kontakten ophører først når den unge ikke længere har brug for det.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De årlige drifts- og lønudgifter til en IPS Konsulent udgør 530.000 kr. Jævnfør budgetforliget forslås udgifterne finansieret ved at reducere budgettet til uddannelseshjælp, hvilket svarer til, at indsatsen skal nedbringe antallet af uddannelseshjælpsmodtagere med ca. 7 helårspersoner.
En IPS-konsulent kan have et sagstal på 25 unge ad gangen. Såfremt resultaterne fra forskningsforsøget kan opnås i Svendborg vil 60 % af de unge, der tilknyttes konsulenten blive selvforsørgende. Derfor foreslås lønudgifterne finansieret ved en budgetomplacering.
Finansiering via mindreudgifter på overførselsudgifterne vil påvirke overholdelsen af servicerammen.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget.
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 14-03-2022
Indstillingen blev godkendt.
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-03-2022
Godkendt.
Afbud fra Birger Jensen (V). Som suppleant deltog Jesper Ullemose (V).