Punkt 7 Dispensationsansøgning til Energistyrelsen - Lukning af Svendborg Kraftvarme P/S
Beslutningstema
Byrådet har truffet en beslutning om, at Svendborg Kraftvarme P/S skal lukke senest i 2022. Svendborg Kommune har udarbejdet et projektforslag i denne forbindelse, der udviser negativ samfundsøkonomi ved lukning af Svendborg Kraftvarme P/S. Der skal derfor søges dispensation hos Energistyrelsen, såfremt Svendborg Kraftvarme P/S skal kunne lukkes jævnfør projektbekendtgørelsens regler. Administrationen anmoder om godkendelse til at sende den udarbejdede dispensationsansøgning til Energistyrelsen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget,
- At der gives godkendelse til at administrationen sender den udarbejdede dispensationsansøgning for projektbekendtgørelsens regler i forbindelse med myndighedsbehandlingen af lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S til Energistyrelsen.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede den 24. november 2020, at Svendborg Kraftvarme P/S skal lukke senest i 2022.
Det er blevet oplyst af Energistyrelsen og klima-, energi- og forsyningsministeren, at lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S kræver en projektgodkendelse efter projektbekendtgørelsen jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Svar til borgmesteren fra klima-, energi- og forsyningsministeren). Dette vil derfor kræve et projektforslag, der fremviser positiv samfundsøkonomi ved lukning af Svendborg Kraftvarme P/S.
Energistyrelsen og klima-, energi- og forsyningsministeren har gjort Svendborg Kommune opmærksom på, at det er muligt at søge dispensation, såfremt projektforslaget udviser negativ samfundsøkonomi ved lukning af Svendborg Kraftvarme P/S jævnfør bilag 2 (Bilag 2. Korrespondance med Energistyrelsen) og bilag 3 (Bilag 3. Svar fra klima-, energi- og forsyningsministeren).
Svendborg Kommune har udarbejdet et projektforslag, som viser negativ samfundsøkonomi ved lukning af Svendborg Kraftvarme P/S jf. bilag 4 (Bilag 4. Projektforslag for nedlæggelse af Svendborg Kraftvarme P/S). Projektforslaget viser en negativ samfundsøkonomi på ca. 287 mio. kr. over en 20-årig periode ved lukning af Svendborg Kraftvarme P/S. Resultatet er robust ift. ændrede forudsætninger med bl.a. kalkulationsrente, brændselspriser og affaldsmængder.
Projektforslaget er sendt i 4 ugers høring hos relevante forsyningsselskaber i perioden fra 24. februar 2022 frem til 24. marts 2022.
Administrationen har jævnfør bilag 5 (Bilag 5. Dispensationsansøgning til Energistyrelsen) udarbejdet en dispensationsansøgning til Energistyrelsen. I ansøgningen argumenteres for, at der bør meddeles dispensation for kravet om positiv samfundsøkonomi ved gennemførsel af projektforslaget for lukning af Svendborg Kraftvarme P/S. Denne dispensationsansøgning søges politisk godkendt inden afsendelse til Energistyrelsen.
Jævnfør projektforslaget vil der være begrænsede omkostninger for varmeforbrugerne i forbindelse med lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S. Der er estimeret at være en øget omkostning på 325 kr. ved lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S for en standard forbruger med et årligt forbrug på 18,1 MWh. De økonomiske konsekvenser for varmeforbrugerne er præget af usikkerhed på grund af den nuværende og fremtidige udvikling i energipriserne.
Svendborg Fjernvarme har oplyst til Svendborg Kraftvarme P/S, at de høje nuværende energiomkostninger forventes at bidrage til en meromkostning oveni nuværende prisniveau på ca. 20 mio. kr. i vinteren 2022/2023 ved lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S i slutningen af 2022. Dette vil betyde en yderligere omkostning på ca. 2.550 kr. for en standard forbruger med et årligt forbrug på 18,1 MWh.
Projektforslaget skal til endelig godkendelse ved Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelsen såfremt Energistyrelsen meddeler dispensation fra reglerne i projektbekendtgørelsen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der kan komme yderligere omkostninger til konsulentbistand i forbindelse med dispensationsansøgningen hos Energistyrelsen, hvis der efterspørges supplerende eller opdaterede oplysninger i Energistyrelsens sagsbehandling af dispensationsansøgningen.
Afhængig af udviklingen i energipriserne kan der være øgede omkostninger forbundet med lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S for fjernvarmeforbrugerne i Svendborg Fjernvarmes forsyningsområde.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen ved dispensationsansøgningen. Ved lukningen af Svendborg Kraftvarme P/S vil der ske en markant reduktion af den lokale CO2-udledning jf. projektforslaget. Konsekvensen på den globale CO2-udledning vil være afhængig af, om affaldet fra Svendborg Kraftvarme P/S fortsat afbrændes andetsteds samt om denne forbrænding sker med CO2-fangst og lagring eller med fortrængning af andre fossile brændsler.
Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse nr. 2068 af 16. november 2021 (Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning)
Bekendtgørelse nr. 818 af 4. maj 2021 (Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg).
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-03-2022
Udsat.
Afbud fra Birger Jensen (V). Som suppleant deltog Jesper Ullemose (V).