Punkt 4 Budget 2023
Beslutningstema
Orientering om Svendborg Kommunes økonomiske og finansielle politik, effektiviseringsstrategi, samt KØF- og ECO nøgletal.
Fastlæggelse af økonomisk råderum for budget 2023-26.
Program for anlægsseminar den 26. april 2022.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget,
- At Svendborg Kommunes økonomiske og finansielle politik, samt effektiviseringsstrategi drøftes med henblik på, om der er behov for justeringer.
- At KØF- og ECO-nøgletal tages til efterretning, samt at ECO-nøgletallene indgår i den elektroniske budgetmappe på kommunes hjemmeside.
- At fastlægge en ramme og principper for udvalgene for fremsendelse af budgettemaer på såvel serviceudgifter som anlægsudgifter til budget 2023.
- udmøntning af rammestyring fastlægges
- At der udarbejdes et sparekatalog for serviceudgifterne på 35 mio. kr. fordelt på udvalgene.
- At pejlemærker for realistisk og prioriteret anlægsbudget tilkendegives på anlægsseminar 26. april 2022.
Sagsfremstilling
Økonomiudvalget drøfter Svendborg Kommunes økonomiske og finansielle politik, samt effektiviseringsstrategi med henblik på, om der er behov for eventuelle justeringer. Økonomisk og finansiel politik, samt effektiviseringsstrategi er vedlagt dagsorden og er ligeledes tilgængelig på kommunens hjemmeside.
I forbindelse med Kommunal Økonomisk Forum (KØF) har KL udarbejdet en lang række nøgletal på kommunens sektorområder. Med afsæt heri er der udarbejdet vedlagte opgørelse, der viser nøgletallene for Svendborg Kommune, og kommunes placering i forhold til landets øvrige kommuner.
På baggrund af det vedtagne budget 2022 for landets kommuner har ECO udsendt nøgletalsoversigt, som vedlægges til orientering. ECO-nøgletallene viser med udgangspunkt i vedtaget budget 2022 et tværgående overblik over de udgiftspolitiske prioriteringer på 19 udgiftsområder, som er efterfulgt af mere detaljerede opgørelser. Jf. nuværende praksis offentliggøres ECO-nøgletallene på kommunens hjemmeside i den elektroniske budgetmappe til budget 2022.
Fastlæggelse af økonomisk råderum for budget 2023-26
På mødet den 8. februar godkendte Økonomiudvalget budgetproceduren for budget 2023, herunder at Økonomiudvalget på mødet den 22. marts 2022 drøfter behov for og omfang af økonomisk råderum, samt udmøntning af rammestyring i forhold til fremsendelse af udvidelsesønsker, udfordringer, demografisk udgiftspres og tilhørende finansiering til budget 2023.
Budgetproceduren er tilrettelagt ud fra et budget 2022-25 i økonomisk balance med et stort driftsoverskud, en betydelig nedbringelse af kommunens gæld og ingen likviditetsreserver i forhold til den økonomiske politiks målsætning på min. 125 mio. kr.
I nedenstående tabel er vist de økonomiske nøgletal jf. det vedtagne budget 2022.
Ultimo 2021 udgør Svendborg Kommunes gennemsnitlige likviditet udgør 3.790 kr. pr indbygger, og kommunen har dermed landets 4. laveste likviditet. Et stigende udgiftspres jf. nedennævnte økonomiske udfordringer, samt afledte investeringer som følge af øget befolkningstilvækst vil lægge et endnu større pres på kommunens likviditet de kommende år.
Siden vedtagelse af budget 2022 og overslagsårene 2023-25 tilbage i oktober 2021 er der jf. nedenstående oversigt fremkommet økonomiske udfordringer.
Hertil kommer en række usikkerheder, der er knyttet til kommende kommuneaftale mellem regeringen og KL, herunder kompensation for Covid-19 udgifter, efterregulering vedr. tidligere år, midtvejsregulering af budget 2022, ændringer i udligningsmodellen, løft af servicerammen, særtilskud, lånepuljer m.m.
For at sikre finansiering til nye budgettemaer, herunder afsættelse af pulje til politisk prioritering anbefaler direktionen, at fagudvalgenes budgettemaer maks. må udgøre en vis procentdel af udvalgenes serviceudgifter og/eller antal forslag pr. udvalg, samt at udvalgene skal fremsende finansierings-/reduktionsforslag (katalog) på samlet 35 mio.kr. fordelt relativt på udvalgenes serviceramme. Udarbejdelse af reduktionsforslag skal ses i sammenhæng med, at direktionen indstiller, at udvalgene i forbindelse med overførsler fra regnskab 2021 skal reducere deres serviceudgifter i 2022 med i alt 25 mio. kr.
Budgettemaer for det enkelte udvalg omfatter både udfordringer, demografi og øvrige temaer. I henhold til den fastlagte tidsplan drøftes budgettemaer og reduktionsforslag løbende i fagudvalgene frem til sommeren, og senest på augustmøderne fremsender udvalgene forslagene til de politiske forhandlinger. Umiddelbart efter udvalgenes møder i august fremsendes reduktionsforslag til høring, så der kan ligge et prioriteringskatalog inkl. høringssvar klar til de politiske forhandlinger i september.
Anlægsseminar den 26. april 2022 kl. 11.00 – 15.30.
I 2022 og 2023 har kommunen et samlet bruttoanlægsbudget på over 500 mio. kr. inkl. overførsler fra regnskab 2021 på 108,7 mio. kr. I 2024 og 2025 er anlægsbudgettet noget mindre, og fra 2026 er der stort set kun afsat midler til vedligeholdelse.
Realisering af anlægsbudgettet i 2022 og 2023 kan ikke ske inden for kommunens nuværende økonomiske rammer, hvorfor der er behov for at få skabt et aktuelt og realiserbart anlægsbudget for perioden 2022-2026.
I forlængelse heraf er der igangsat et arbejde med at periodisere anlægsbudgettet i 2022 med henblik på overførsel af anlægsprojekter til 2023-2026. På anlægsseminaret vil der være en præsentation heraf med oplæg til politisk drøftelse/tilkendegivelse af ønsker/signaler til, hvad der skal prioriteres frem til budgetvedtagelsen.
Historisk udgør summen af nye anlægstemaer et højt niveau, og til budget 2022 blev der samlet fremsendt ønsker for godt 360 mio. kr. til budget 2022 og knap 300 mio. i alt for 2023-25. På seminaret lægges der op til en drøftelse af, hvorvidt der skal fastlægges et loft for antal/omfang af anlægstemaer.
På seminaret vil der desuden være en kort præsentation af evt. nye anlægstemaer, herunder anlægstemaer fra facilitetsprocessen under Kultur og Fritid, samt finansieringsmuligheder.
Et foreløbig udkast til program fremgår af vedlagte bilag.
Pres på anlægsrammen i 2022 og 2023:
Sidste års økonomiaftale mellem regeringen og KL fastlagde et anlægsloft på 19,9 mia. kr. i 2022, hvilket var 1,7 mia. kr. lavere end i 2021. Anlægsloftet for 2023 fastlægges i forbindelse med økonomiaftalen mellem regeringen og KL, men det må forventes, at anlægsrammen for 2023 fastholdes uændret for at undgå en yderligere ophedning af bygge- og anlægssektoren.
Den igangværende højkonjunktur har medført stigende anlægspriser, som kommunerne ikke automatisk kompenseres for, idet den årlige anlægsramme forhandles under ét, modsat servicerammen, der fastlægges ud fra sidste års ramme, tillagt prisstigning, lovændringer m.m.
For 2022 betyder det, at kommunerne får mindre for de samme penge, eller at der må udskydes projekter til 2023, for at undgå en overskridelse af anlægsrammen.
Med udsigt til en uændret anlægsramme i 2023, udskydelse af anlægsprojekter fra 2022 pga. høje anlægspriser, samt kraftige, stigende kassebeholdninger i kommunerne, er der skabt frygt for, at mange kommuner til budget 2023 vil melde anlægsønsker ind til KL, som langt overstiger den samlede anlægsramme.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen pt.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-03-2022
Godkendt.
Afbud fra Birger Jensen (V). Som suppleant deltog Jesper Ullemose (V).