Punkt 2 Punkt til behandling fra Venstres kommunalbestyrelsesgruppe
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Mette Kristensen (V) ønsker på vegne af Venstre kommunalbestyrelsesgruppe følgende optaget på økonomiudvalgets dagsorden den 22. marts 2022:
” Indstilling:
- Administrationen udarbejder og fremlægger en opgørelse over prisudviklingen for planlagte og budgetlagte anlægsprojekter for 2022 og 2023.
- Der ønskes en status på det igangværende anlægsprojekt med udskiftning af tag på Hudes Pakhus/ ”Maritimt Center”, herunder det forventede samlede udgiftsniveau og tidsperspektiv for projektet.
Vi har den seneste tid kunne læse i dagspressen, at flere og flere kommuner ser sig nødsaget til at udskyde byggeprojekter og prioritere imellem planlagte bygge- og anlægsprojekter på grund af stigende priser på byggematerialer og håndværkerydelser.
I Svendborg Kommune er Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget og Økonomiudvalget tilsvarende på møder i februar måned blevet præsenteret for en konkret sag vedrørende reetablering af nyt børnehus i ”Hjortøhus” med en samlet anlægsramme på kr. 13,4 mio. Det viser sig nu, at projektet ikke kan gennemføres indenfor den afsatte anlægsramme, og administrationen beder således om en tillægsbevilling på yderligere kr. 5,7 mio. blandt andet på grund af stigende priser på byggematerialer og håndværkerydelser.
Det samlede anlægsbudget for Svendborg Kommune udgør de næste to år (2022 og 2023) samlet kr. 500 mio., hvilket er et ambitiøst anlægsbudget, som af ovennævnte årsager kan risikere at blive endnu dyrere.
Derfor ønsker Venstre, med rettidig omhu, at Økonomiudvalget anmoder administrationen udarbejde en opgørelse over prisudviklingen for de planlagte og budgetlagte anlægsprojekter i 2022 og 2023, således at vi politisk kan blive præsenteret for en vurdering af og et overblik over de økonomiske forudsætninger for eventuel prioritering af både planlagte og nye fremtidige anlægsprojekter. Dette for at undgå samme udfordringer og overraskelser, som vi har oplevet det med ”Hjortøhus”, og som mange andre kommuner oplever i øjeblikket.
Opgørelsen skal så vidt muligt kunne præsenteres for den samlede Kommunalbestyrelse i forbindelse med det planlagt anlægsseminar den 26. april 2022.
Derudover ønsker vi en økonomisk og tidsmæssig status på det igangværende anlægsprojekt vedr. udskiftning af taget på Hudes Pakhus/”Maritimt Center” på Havnepladsen. ”
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-03-2022
Godkendt, idet den ønskede status på Hudes Pakhus forelægges for Teknik- og Miljøudvalget.
Flemming Madsen (A) var fraværende. Som stedfortræder deltog Maria Haladyn (A).
Afbud fra Birger Jensen (V). Som suppleant deltog Jesper Ullemose (V).