Punkt 16 Orientering om fastsættelse af gebyr for den kommunale rottebekæmpelse
Beslutningstema
Miljøministeriet har udarbejdet en ny bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, som træder i kraft 1. januar 2024.? Sagen fremlægges til udvalgets orientering og godkendelse.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At orienteringen om opkrævning af gebyret til kommunal rottebekæmpelse på 0,6455 kr. pr. bebygget kvadratmeter tages til efterretning.
- At kommunens vedtagne takstoversigt 2024 tilpasses den nye opkrævning.
Sagsfremstilling
Som varslet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. september 2023 (Punkt 6 Budget 2024 Takstoversigt - Teknik- og Miljøudvalget) har Miljøministeriet, i den nye bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, ændret opkrævningsformen. Gebyret vil fremadrettet blive beregnet som en sats pr. bebygget kvadratmeter, som angivet i Bygnings- og boligregistret (BBR) den 1. januar året forud for opkrævningen. For ejerlejligheder beregnes gebyret som en sats pr. kvadratmeter samlet bolig- og erhvervsareal.
Hidtil er gebyret blevet opkrævet via den kommunale ejendomsskat som en årlig fastsat promille af den samlede opgjorte ejendomsværdi i kommunen. Som led i Folketingets boligskatteforlig fra maj 2017 vil opkrævning af grundskyld/ejendomsskat overgå til SKAT (Staten) fra 1. januar 2024. Det har medført et behov for at ændre opkrævning af gebyr for rottebekæmpelse, idet kommunerne fremadrettet ikke har adgang til oplysninger om ejendomsværdier.
Sammenholdt med Svendborg Kommunes årlige estimerede udgifter til rottebekæmpelse er rottegebyret beregnet til at være 0,6455 kr. pr. bebygget m².
For en ejendom på 150 m² med en ejendomsværdi på 1,5 mio.kr. er der tidligere blevet betalt ca. 115 kr. pr. år i gebyr for rottebekæmpelse efter den gamle opkrævningsmetode. Med den nye opkrævning skal samme ejendom betale ca. 97 kr. For en ejendom med en lav ejendomsværdi og et stort bebygget areal vil gebyret for bekæmpelse af rotter blive højere end ved den gamle opkrævningsmetode.
Gebyret pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen fra 1. januar 2024. Der kan ikke meddeles dispensation for betaling af gebyret for rottebekæmpelse.
Kommunens takstoversigt 2024 tilpasses den nye opkrævningsmodel. Teksten, hvor der oprindeligt stod: Rottebekæmpelse: Gebyr opkræves som en promilledel af ejendomsværdien, udgår. I stedet indsættes ny tekst: Gebyr opkræves pr. bebygget kvadratmeter som angivet i BBR den 1. januar året forud for opkrævningen. Jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Takstoversigt 2024 – Tilpasset Rottebekæmpelse).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den kommunale rottebekæmpelse er gebyrfinansieret og opkræves via ejendomsbidragsbilletten. Den beregnede indtægt er på ca. 4,2 mio. kr. for 2024. Gebyret er fastsat ud fra de sidste års forbrug og de skønnede omkostninger til rottebekæmpelse i budget 2024.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen konsekvenser.
Lovgrundlag
§ 52 i Bekendtgørelse nr. 1170 af 8. september 2023 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024. (Rottebekendtgørelsen).
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 07-12-2023
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2023
Indstilles.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 19-12-2023
Godkendt.
Afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Allan Østergaard (B).