Punkt 15 4. årgang på Stokkebækskolen
Beslutningstema
Indstilling fra skolebestyrelsen på Stokkebækskolen om ændring af matrikelplacering for 4. årgang.
Sagen er opdateret med supplerende oplysninger og behandles på ny i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget inden endelig behandling i Kommunalbestyrelsen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At matrikelplaceringen for 4. årgang på Stokkebækskolen ændres fra afdeling Gudme til afdeling Gudbjerg og afdeling Hesselager fra skoleåret 2024/2025.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen behandlede sagen d. 31.10.2023 og besluttede at tilbagesende den til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget. Sagen fremlægges her med supplerende oplysninger.
I Svendborg Kommunes skolestruktur er det besluttet, at 4. årgang på Stokkebækskolens er placeret på afdeling Gudme. Stokkebækskolen har 2 spor på 4. årgang.
Stokkebækskolens skolebestyrelse indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, at 4. årgang fra skoleåret 2024/2025 og fremefter skal være placeret på afdeling Gudbjerg og afdeling Hesselager med hhv. en 4.årgangsklasse på hver matrikel.
Dette forslag har til hensigt at frigøre lokaler i Gudme til klasselokaler og arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer. Forslaget fremhæver desuden, at denne ændring fra et pædagogisk perspektiv vil forbedre overgangen fra indskolingsafdelingerne til Gudme efter 4. klasse. Det vil også give de mindre elever et ekstra år i små og trygge rammer.
Det private klubtilbud ”Stokkebæk Juniorklub”, som 4. årgang har mulighed for at benytte, er ved afdeling Gudme. De børn som benytter tilbuddet, skal derfor transportere sig fra enten afdeling Hesselager eller afdeling Gudbjerg til afdeling Gudme efter endt skoledag.
Det følger af oplysningerne fra Stokkebækskolens indstilling til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, at der i skoleåret 2024/2025 vil mangle 1 klasselokale, da skolen på dette tidspunkt vil have 15 klasser og 2 mellemformer, men kun 16 klasselokaler. Administrationen har undersøgt om det er muligt at omlægge et faglokale eller dobbeltudnytte lokaler i relation til skolen som klasselokaler. Vurderingen er dog, at det ikke muligt at etablere et lokale, der kan benyttes som klasselokale, uden at investere anlægsmidler.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Skolen modtager tildeling efter elevtal. Det betyder, at hvis 4. årgang på et tidspunkt bliver så få, at de kun har elever til én 4. klasse, vil de, efter den nuværende ordning, skulle oprette to klasser uden ekstra finansiering. Elevtalsprognosen 2023 som løber til skoleåret 2036/2037 viser, at de i alle prognoseår vil være to klasser på 4. årgang.
Omkostningen til ændret ruteplanlægning i forbindelse med matrikelflytning for 4. årgang, vil først kunne beregnes til kommende skoleår. Det kan give både mer- eller mindreudgifter.
Eventuelle merudgifter til befordring som følge af omplaceringen af 4. årgang, hvis man ser bort fra almindelige udsving de enkelte år, påhviler Skole og Uddannelse. Udgiften til skolekort til befordring for 4. årgang har ligget i intervallet 8.655,36 kr. til 16.012,80 kr. de seneste fire skoleår. I samme periode har den gennemsnitlige pris pr. skolekort været 916,00 kr. til 1.236,48 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Folkeskoleloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-12-2023
Indstillingen blev sendt til afstemning:
Stemte for indstillingen: Henrik Nielsen (C), Maria Haladyn (A), Karl Magnus Bidstrup (A)
Stemte imod: Ib Knudsen (Ø) med følgende mindretalsudtalelse: at sagen er bedre belyst til kommunalbestyrelsesmødet og de relevante bilag er vedlagt sagen.
Undlod at stemme: Mette Kristensen (V), Mustafa Diken (V) og Hanne Ringgaard Møller (B)
Flertallet anbefaler indstillingen til Kommunalbestyrelsen
Rasmus Feldingbjerg Drabe (løsgænger) var fraværende, hvorfor Hanne Ringgaard Møller (B) deltog som suppleant.
Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2023
Fremsendes til Kommunalbestyrelsens behandling.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 19-12-2023
Liste C foreslog, at sagen blev tilbagesendt til BUU.
Man stemte om dette:
For stemte: 14 (C, V, Ø, I og Rasmus Drabe)
Imod stemte: 15 (A, F, B O)
Man stemte herefter om flertalsindstillingen fra fagudvalget.
For stemte: 19 (A, F, O, C, B og Rasmus Drabe),
Imod stemte: 9 (V og Ø)
Undlod: 1 (I)
Liste V og Ø var imod, idet man ønsker at fastholde 4. årgang på Stokkebækskolen afdeling Gudme, idet vi ønsker at fastholde 4. årgang i samme område som resten af mellemtrinnet.
Derudover er vi bekymret for Juniorklubbens eksistensgrundlag, idet spørgeundersøgelse blandt forældre viser, at mange vil fravælge Juniorklubben på grund af den længere afstand mellem skole og klub.
Afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Allan Østergaard (B).