Punkt 14 Køb af A.P. Møllers Vej 37A
Beslutningstema
Svendborg Kommune har tilbage i 2013 tilkendegivet overfor SIMAC, at kommunen vil købe SIMAC’s bygninger på adressen A.P. Møllers Vej 37A, 5700 Svendborg for et garanteret beløb på 20 mio. kr. såfremt bygningen ikke kan afhændes til anden side for et større beløb.
SIMAC har haft bygningen i udbud i foråret 2023, men der har ikke været interesserede købere, hvorfor SIMAC nu har rettet henvendelse til Svendborg Kommune angående køb af bygningen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At kommunen køber ejendommen A.P. Møllers Vej 37A for en pris på 20,0 mio. kr.
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der i 2023 bevilges og frigives en anlægsbevilling på 20,0 mio. kr. til køb af ejendommen A.P. Møllers Vej 37A.
- At anlægsbevillingen finansieres via frigivelse af deponeringsbeløb på 6,7 mio. kr. vedr. kommunens lejemål på adressen samt en uudnyttet låneramme for 2023 på 13,3 mio. kr.
- At administrationen bemyndiges til på vegne af Kommunalbestyrelsen at gennemføre købet.
- At administrationen bemyndiges til at indgå lejekontrakt med SIMAC vedr. bygning hvor simulatoren er placeret.
Sagsfremstilling
I forbindelse med proces vedr. byggeri af Nyt SIMAC på havnen drøftede det daværende Byråd på sit møde den 29.10.2013, at Svendborg Kommune som led i finansieringen af Nyt SIMAC kunne bidrage til realiseringen af projektet ved konkrete dispositioner vedrørende hhv. den kommunalt ejede bygning på Graaesvej, SIMAC’s bygning på A.P.Møllers Vej og kommunens areal på Svendborg Havn. Se bilag 1 (Bilag 1 - Referat fra Byrådsmøde den 29.10.2013).
Vedrørende den af SIMAC ejede bygning beliggende på adressen A.P. Møllers Vej 37A, 5700 Svendborg (den tidligere maskinmesterskole) tilkendegav Byrådet, at Svendborg Kommune, såfremt der ikke kunne findes andre købere, ville købe bygningen af SIMAC. Den garanterede købesummen blev – ud fra daværende mæglervurdering – fastsat til 20 mio. kr.
Svendborg Kommune lejer i dag ca. halvdelen af bygningen, medens den anden halvdel står ubenyttet. I de lejede lokaler har Ungekontakten kontorer.
2
SIMAC har haft ejendommen i udbud i foråret 2023, men modtog ikke nogen bud på ejendommen. Svendborg Kommunes tilsagn fra 2013 om en garanteret købesum for bygningen bliver derfor aktuelt.
Svendborg Kommune har fra SIMAC modtaget et udkast til købsaftale (Bilag 2 – Købsaftale).
Det fremgår heraf, at:
- Ejendommens areal udgør 7.332 m2 plus sekundært areal på 178 m2.
- Den offentlige ejendomsvurdering pr.1.10.2020 udgør 64,0 mio. kr. heraf grundværdi på 2,43 mio. kr.
- Ejendommen overtages af kommunen den 31.12.2023
- Ejendommen overtages som beset og køber kan ikke gøre ansvar gældende overfor sælger.
- At sælger ønsker at disponere over bygningen med simulator i perioden 1.1.2024-30.6.2024.
SIMAC har endnu ikke fået installeret en simulator i den nye bygning på havnen. SIMAC ønsker derfor at kunne benytte den del af bygningskomplekset på A.P. Møllers Vej 37A, hvor den eksisterende simulator står. Bygningen med simulatoren har et areal på 676 m2 samt et lokale til debriefing. Der vil derfor være behov for at indgå en lejekontrakt med SIMAC vedr. denne bygning.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Købesummen udgør 20,0 mio. kr. og foreslås finansieret via frigivelse af deponeringsbeløb vedr. nuværende lejemål på adressen på 6,7 mio. kr., mens den resterende finansiering på 13,3 mio. kr. findes via uudnyttet låneramme for 2023.
De årlige afledte driftsudgifter er ikke estimeret, da den nærmere anvendelse af bygningen endnu ikke er afklaret.
Driftsudgifterne vil dog delvist kunne finansieres af det nuværende budget hos Center for Ejendomme og Teknisk Service vedr. husleje for Ungekontakten, idet huslejen vil bortfalde ved kommunens køb af bygningen.
CO2-Konsekvensvurdering
Da det på nuværende tidspunkt er uafklaret hvordan Svendborg Kommune vil anvende bygningen, kan det på nuværende tidspunkt ikke afklares hvordan CO2-udledningen vil ændre sig i forhold til den nuværende anvendelse.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes styrelse
Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv. § 2, stk. 1, nr. 16 (bek. nr. 1580 af 17.12.2013)
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 06-12-2023
Indstilles.
Hanne Ringgaard Møller (B) var fraværende. Som stedfortræder deltog Jørgen Lundsgaard (B).
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 07-12-2023
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2023
Indstilles, idet finansieringen af låneydelsen anvises i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde.
Tilføjelse efter økonomiudvalgets møde 12-12-2023
Det skal tilføjes, at låneydelsen for et lån på 13,3 mio. kr. ved en rente på pt. 3,1728% udgør ca. 0,8 mio. kr. pr. år i 25 år.
Direktionen indstiller, at låneydelsen finansieres af risikopuljen under Økonomiudvalget.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 19-12-2023
Godkendt.
Afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Allan Østergaard (B).