Punkt 5 Budget og takster 2024 - Svendborg Spildevand A/S
Beslutningstema
Vand og Affald har for deres selskab Svendborg Spildevand A/S fremsendt deres takstblad for 2024, et af bestyrelsen godkendt budget for 2024 samt et følgebrev, der beskriver budgettet. Administrationen har vurderet, at taksterne og budgettet er i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Taksterne i takstbladet for 2024 skal godkendes.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At Vand og Affalds budget relateret til Svendborg Spildevand A/S for 2024 samt følgebrev tages til efterretning.
- At taksterne relateret til Svendborg Spildevand A/S for tilslutnings- og driftsbidrag godkendes.
- At budgetlagt byggekredit/lånoptagelse på 35 mio. kr. godkendes, og at der stilles garanti herfor.
Sagsfremstilling
Hvert år fremsender Vand og Affald deres takstblad til endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen.
Administrationen har modtaget Vand og Affalds takstblad for 2024, der indeholder taksterne for tilslutnings- og driftsbidrag for deres selskab Svendborg Spildevand A/S, jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Vand og Affald - Takstblad 2024).
Administrationen har endvidere modtaget et budget for 2024, der er blevet godkendt af Vand og Affalds bestyrelse, jævnfør bilag 2 (Bilag 2. Vand og Affald – Budget 2024).
Endelig har administrationen modtaget følgebrevet fra Vand og Affald, jævnfør bilag 3 (Bilag 3. Vand og Affald – Følgebrev 2024).
Det er administrationens opgave at sikre, at taksterne og budgettet er i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Administrationen har gennemgået budgettet og taksterne for 2024 og vurderet, at de er i overensstemmelse med den gældende lovgivning.
Takster for allerede tilsluttede husstande
Det faste bidrag stiger i 2024 med 25 kr. til 475 kr. inkl. moms.
Det variable bidrag stiger med 2 kr. til 45 kr. inkl. moms pr m3.
Dette medfører en stigning på 285 kr. for en tilsluttet husstand med et forbrug på 130 m3 i forhold til 2023.
Tilslutningsbidrag for nye tilslutninger
Takst for tilslutning er reguleret efter bestemmelse i betalingsvedtægt med indeks for jordarbejder. Takst for tilslutning af regn- og spildevand stiger fra 74.685 kr. til 78.395 kr. inkl. moms. Det betyder, at tilslutningsbidraget for nye tilslutninger, stiger med 3.710 kr. i 2024.
Vejbidrag for 2024
Kommunalt vejbidrag er indregnet med 1.598.000 kr., hvilket er en stigning på 118.000 kr. i forhold til 2023. Stigningen bunder i inflation. Det statslige vejbidrag fastholdes på 358.000 kr.
Administrationen forventer, at der fra Energistyrelsen inden for en årrække kommer en ny beregningsmodel for betaling af vejbidrag. Dette kan komme til at ændre på udgiften for det kommunale og det statslige vejbidrag til Svendborg Spildevand A/S.
Særbidrag
Indtægten fra særbidrag er indregnet efter reel opgørelse for de berørte virksomheder.?
Legalitetskontrol
Administrationen er ansvarlig for at fortage en legalitetskontrol, der skal sikre,
- at indtægtsrammen for budgetåret er overholdt,
- at "Hvile i sig selv" princippet er overholdt samt
- at lovgivning og de øvrige forvaltningsretlige principper er overholdt.
Forsyningssekretariatet har udmeldt en indtægtsramme for 2024 for Svendborg Spildevand A/S på 106.991.325 kr.
Af budgettet fremgår, at Svendborg Spildevand A/S’ omsætning i 2024 er sat til 103.565.000 kr. Administrationen vurderer derfor, at indtægtsrammen er overholdt.
Administrationen vurderer, at det bærende princip om "hvile i sig selv" er overholdt - dvs. at der over en årrække er balance i forsyningsselskabets regnskab.
Administrationen vurderer, at takstbladet overholder strukturen i den nye betalingsvedtægt og de overordnede rammer i Spildevandsplanen omkring fremtidige investeringer.
Lånoptagelse:
Svendborg Spildevand A/S anmoder, jf. forretningsordens afsnit 13.1 om, at Kommunalbestyrelsen - i egenskab af ejer - godkender byggekredit/lånoptagelse i 2024/25 i Svendborg Spildevand A/S på 35 mio. kr.
Låneoptaget skal sikre, at Vand og Affald kan investere så, at de store værdier bevares og udbygges i takt med samfundets udvikling.
Investeringerne er ligeledes med til at sikre et serviceniveau og håndtering af klimatilpasninger mv.
Ligeledes er investeringerne medvirkende til nedbringelse af de fremtidige drifts- og vedligeholdelsesudgifter.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
For det indregnede byggekredit/lån i budgettet for 2024 på 35 mio. kr. anmodes Svendborg Kommune om, at stille garanti over for Kommune Kredit.
?
Selskabet betaler herfor årligt garantiprovision til kommunen på for tiden 0,75 % af restgælden pr. 31.12.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber.
Bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber.
Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.
Bekendtgørelse om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget m.v.
Lov om afgift af spildevand.
Bekendtgørelse om særbidrag for særligt forurenet spildevand.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 07-12-2023
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2023
Indstilles.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 19-12-2023
Godkendt.
Afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Allan Østergaard (B).