Punkt 12 Orientering om proces vedr. nye, større el færger mellem Ærø og Svendborg
Beslutningstema
Ærø kommunes planer om indkøb af nye, el-drevne færger med forøget kapacitet vil påvirke anvendelse og indretning af Havnepladsen ift. nuværende funktioner samt fremtidig trafikafvikling, klimatilpasning og byrum. Det betyder, at snitflader til flere igangværende udviklingsprojekter i området skal afklares og koordineres for at sikre en god helhedsløsning. Kommunalbestyrelsen orienteres om den forventede proces med at udarbejde et grundlag for en fremtidig politisk beslutning.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- at tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Ærøfærgerne besejler aktuelt ruten mellem Ærøskøbing og Svendborg med to dieseldrevne tvillingfærger (L50 m x B13 m).
Ærøfærgerne ønsker at udskifte de nuværende dieselfærger med to el-færger (forventeligt L69,5 m x B17 m), hvor bilkapaciteten øges fra 42 til ca. 67. Besejlingsfrekvensen fastholdes. Dertil ønsker Ærøfærgerne at optimere landanlæggene således, at færgerne kan tømmes og fyldes lige så effektivt som i dag. Deres ønsker omfatter bl.a. et større opmarchareal på op til 95 bilenheder (67 bilenheder med reservation + 28 bilenheder i ”chancekøen”), hvor der i dag er plads til 60 bilenheder i opmarcharealet (42 bilenheder med reservation + 18 bilenheder i ”chancekøen”). Hertil ønsker Ærøfærgerne et areal til billetterings-/indslusningssystem umiddelbart før opmarcharealet.
Ovenstående afstedkommer derfor et ønske fra Ærøfærgerne om ændrede fysiske forhold i Svendborg Havn. Derudover afstedkommer projektet ændringer på Ærøskøbing Havn og evt. på dele af sejlruten. Disse forhold er ved at blive undersøgt og ikke beskrevet i denne sag.
Svendborg Kommune arbejder selv med en udskiftning af Højestenefærgen til en el-dreven færge. Den nye færge forventes at blive med samme kapacitet som den nuværende færge.
Svendborg Kommune har med udviklingsplanen Fremtidens Havn, 2014 en målsætning om at være ”Porten til Øhavet” og herunder fastholde Svendborg Havn som færgehavn, hvilket også er nævnt som en af kommunens styrker i kommunens udviklingsplan ”Fra mere til bedre”, 2023.
Dog giver ønsket om den øgede bilkapacitet set fra Svendborgs side dilemmaer i spændet mellem på den ene side at forblive en stærk færgehavn med forbindelser til Øhavet og på den anden side at udvikle havnen med øget fokus på rekreative arealer, fremtidig klimatilpasning og forbedrede forbindelser for gående og cyklister langs havnen.
Svendborg Kommune har derfor gennem løbende dialog med Ærø Kommune igangsat undersøgelser for at skabe det rette politiske beslutningsgrundlag for Kommunalbestyrelsen om Svendborg kan imødekomme Ærøs ønsker til øgede arealer til færgetrafikken. Der vil blive udarbejdet en beslutningssag senere, når beslutningsgrundlaget er tilvejebragt.
Analyser om afledte konsekvenser ved de nye færger:
Der er igangsat en juridisk vurdering med en konkret definition af modtagepligten i henhold til Havneloven.
Der er igangsat udarbejdelse af relevante analyser for at belyse, hvilke konsekvenser de nye færger vil have for Svendborg Havn. Der er foreløbigt igangsat overordnede trafikanalyser ved den øgede biltrafik til og fra havnen. Derudover udarbejdes konkrete forslag til fremtidig indretning af Havnepladsen inkl. økonomisk overslag på forandringerne. Forslag udarbejdes i sammenhæng med den øvrige udvikling på havnen, herunder trafikforbedringer og klimatilpasning. Der er behov for at anvende eksterne konsulenter til at udarbejde analyserne.
Administrationen har foretaget en indledende screening af hvilke scenarier, der er relevante at arbejde videre med herunder alternative placeringer af færgelejerne. Her er konklusionen, at sejlforholdene ikke anses som tilstrækkelige til at tilføje færgesejlads i østhavnen i sammenhæng med de nuværende aktiviteter. Derfor fokuserer de konkrete forslag dels på scenarier, hvor de nuværende færgelejer fastholder deres placering, dels på scenarier med mulighed for at flytte de eksisterende færgelejer sammen for at udnytte evt. synergieffekter ved enten at udvide kajarealet ud i søterritoriet ud fra Honnørkajen eller udvidelse af Havnepladsen ud i søterritoriet ud for Det Gule Pakhus. Se Bilag 3. (Bilag 3. Indledende screening af scenarier for fremtidens færger på Svendborg Havn).
Dog er det et opmærksomhedspunkt at alle scenarier, hvor færgelejet for Højestenefærgen flyttes, vil have en vis risiko for ikke at kunne holde tidsplan og økonomi for realisering af den nye Højestenefærge, da projektet får nogle indbyggede afhængigheder af projektet om de nye Ærøfærger.
Miljøvurdering:
Færgeprojektet skal screenes for om der skal udarbejdes en miljøvurdering jf. Miljøvurderingsloven. Det er Trafikstyrelsen, der vil være den overordnede myndighed for miljøvurderingsprocessen. Det omfatter i første omgang en screening, som laves ud fra Ærø’s ønsker til størrelse af færge og bilkapacitet. Hvis screeningen udløser krav om en miljøvurdering, vil Svendborgs kommunalbestyrelse skulle godkende hvilke forudsætninger, der skal indgå i vurderingen herunder forandringer på Svendborg Havn. Den nye Højestenefærge, dens landanlæg og lade infrastruktur skal ligeledes screenes jf. miljøvurderingsloven. Ønsker man at samle de to færgelejer, vurderes det sandsynligt at Trafikstyrelsen vil behandle begge udskiftninger, som et samlet projekt i miljøvurderingsprocessen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
For at tilvejebringe det rette beslutningsgrundlag, hvor færgeprojektet ses i sammenhæng med alle øvrige byudviklingsprojekter på og nær havnen, har administrationen igangsat udarbejdelsen de beskrevne analyser. Her er det nødvendigt at anvende eksterne konsulenter. Der er aktuelt brugt 207.000 kr. på trafik og arealdisponeringsanalyser i 2022 og 2023. De er finansieret via. de afsatte havneudviklingsmidler, der er frigivet og hvor brug af eksterne konsulenter er politisk godkendt.
Administrationen forventer at anvende yderligere analysemidler for at få belyst yderligere forhold i en ramme op til maksimalt 200.000 kr. Dog vil en eventuel miljøvurdering kræve flere midler og vil blive politisk behandlet særskilt inden eventuel igangsættelse.
CO2-Konsekvensvurdering
Udskiftningen af Ærøs nuværende diesel-færger til el-drevne færger har til formål at bidrage til Ærøs klimamål om at 100% af Ærøs færger skal være emmisionsfri i 2035. En mere dybdegående CO2 konsekvensvurdering vil blive belyst i en fremtidig sag, når der er gennemført konkrete forslag til en fremtidig indretning af færgehavnen.
Lovgrundlag
Havneloven, Vejloven, Miljøvurderingsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-12-2023
Orienteringen blev taget til efterretning, med en anbefaling til Økonomiudvalget om at afgive en samlet udtalelse til sagen i forbindelse med Kommunalbestyrelsens behandling.