Punkt 4 Prioritering af lokalplaner december 2023
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget har besluttet, at lokalplansønsker prioriteres politisk to gange årligt, henholdsvis juni og december med efterfølgende offentliggørelse af den prioriterede rækkefølgeplan. Sagen forelægges med henblik på udvalgets 2.årlige prioritering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At der alene igangsættes nye lokalplaner for et boligområde i Tankefuld og på Graaesvej, som følge af de tidligere politiske beslutninger om grundsalg.
- At de øvrige lokalplansønsker prioriteres indenfor specifikke kategorier, hvorefter rækkefølgen offentliggøres.
- At der igen træffes beslutning om prioritering og igangsættelse af nye lokalplaner i juni 2024.
Sagsfremstilling
Prioritering af lokalplaner
Prioriteringen af lokalplaner sker i henhold til de i juni 2022 vedtagne kriterier se Bilag 1 (Bilag 1. prioriteringskriterier):
- Lokalplaner i overensstemmelse med Kommuneplan 2021-2033 og lokalplaner som følge af politisk prioriterede projekter eller målsætninger (børnehaver, plejecenter, VE-anlæg e.l.)
- Understøttelse af erhvervsvirksomheder
- Lokalplaner hvor der er behov for tilretning af eksisterende kommuneplanramme
- Lokalplaner der forudsætter nyudlæg i kommuneplanen
- Bevarende lokalplaner
Der er siden seneste prioritering af lokalplaner i juni 2023 blevet foretaget grundsalg i henholdsvis Tankefuld og på Graaesvej med henblik på udarbejdelse af lokalplan for boligområder begge steder. Grundet den aktuelle ressourcesituation i planafdelingen anbefales, at der ikke igangsættes yderligere lokalplaner i december 2023, men at prioritering og igangsætning af nye lokalplaner foretages næste gang i juni 2024.
Af hensyn til transparens overfor de bygherrer, der afventer igangsættelse af deres lokalplansønsker, anbefaler administrationen, at disse lokalplansønsker prioriteres indenfor hver af kategorierne, jævnfør Bilag 2 (Bilag 2: Oversigt over lokalplaner). Rækkefølgen vil efter den politiske prioritering offentliggøres på kommunens hjemmeside, dog med forbehold for, at rækkefølgen kan ændres på baggrund af akutte behov for omprioritering, f.eks. ved akut behov for udbygning af dagtilbud eller plejehjemspladser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Beslutningen har erhvervsmæssige konsekvenser for både de bygherrer, som får igangsat deres lokalplansønsker og de bygherrer, som fortsat skal vente på at få igangsat deres.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-12-2023
Indstillingen blev godkendt, med bemærkning om at der yderligere prioriteres én lokalplan til politisk behandling og eventuel igangsættelse i 2024. Lokalplan for Eriksholmsvej prioriteres dermed til politisk behandling snarest.
Lokalplanønskerne blev prioriteret som følger:
Offentlige formål:
- P-Hus ved havnen
- Tipsvænget
- Padeltennisbaner i VS
- Trailcenter Svendborg
Boligformål:
- Eriksholmsvej
- Svendborgsund Marina
- Boliger ved Skovsbo
- Skerningegårdsvej i VS
Erhvervsformål:
- Aflastningsområde ved Odensevej
Teknisk Anlæg
- El-ladestander v. Rødkilde
Udvalget bemærker, at der på baggrund af den prioriterede rækkefølge skal tages kontakt til ansøgerne, som skal meddeles et forventet tidspunkt for den politiske behandling af deres lokalplanønsker.
Udvalget bemærker endvidere, at Svendborg Museum skal inddrages i prioritering af bevarende lokalplaner.