Punkt 7 Principbeslutning om nye varmeproduktionsanlæg baseret på afbrænding af biomasse
Beslutningstema
På baggrund af forespørgsler fra blokvarmecentraler og fjernvarmeselskaber om muligheden for opførelse af nye biomasseanlæg ønskes en politisk stillingtagen til dette principielle spørgsmål.
Den politiske beslutning vil blive benyttet i forbindelse med revisionen af Varmeplan 2030 og vejledende i dialogen med blokvarmecentraler og fjernvarmeselskaber i Svendborg Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- A: At Svendborg Kommune som udgangspunkt er villig til at godkende nye varmeproduktionsanlæg baseret på afbrænding af biomasse (halm, træbiomasse og have-park affald) efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, såfremt anlæggene overholder de beskrevne kriterier:
- Behandling af ansøgningerne tager udgangspunkt i de 3 opstillede kriterier om forventet biomasseforbrug, udfasning af olie- og naturgasfyr samt lokale biomasseressourcer for fjernvarmeselskaber.
- Behandling af ansøgningerne tager udgangspunkt i kriteriet om egne lokale biomasseressourcer for blokvarmecentraler.
og
- At beslutning om kommunegarantistillelse vurderes efter aktuelle og konkrete økonomiske forhold i projektet, og afvises ikke på baggrund af valg af biomasse som brændsel.
eller
- B: At Svendborg Kommune som udgangspunkt ikke vil hindre godkendelsen af nye varmeproduktionsanlæg baseret på afbrænding af biomasse (halm, træbiomasse og have-park affald), men der gives som udgangspunkt ikke kommunegarantistillelse for lån til disse anlæg.
eller
- C: At Svendborg Kommune som udgangspunkt ikke vil godkende nye varmeproduktionsanlæg baseret på afbrænding af biomasse (halm, træbiomasse og have-park affald) eller yde kommunegarantistillelse for lån til disse anlæg.
Sagsfremstilling
I Svendborg Kommunes Klimahandleplan 2022 fremgår der et mål for energisektoren om generel udfasning af biomasse: affald, træ og halm (minimum en halvering i 2030).
På den baggrund er det skrevet ind i Varmeplan 2030, at Kommunalbestyrelsen vil understøtte omstillingen af fjernvarmeproduktionen ved hovedsageligt at prioritere projektforslag med elbaseret varmeproduktion frem for brændselsbaseret varmeproduktion (herunder biomassebaseret).
Administrationen har modtaget forespørgsler fra de eksisterende fjernvarmeselskaber og blokvarmecentraler om muligheden for at etablere biomasseanlæg i Svendborg Kommune. Af hensyn til fjernvarmeselskabernes og blokvarmecentralers planlægning af varmeproduktionen ønskes principiel stillingtagen til dette spørgsmål. Den principielle beslutning vil blive indarbejdet i den reviderede Varmeplan 2030.
Svendborg Kommune har anmodet de eksisterende fjernvarmeselskaber i kommunen om at oplyse deres ønsker til nye biomasseanlæg, så det kan fremgå i den politiske behandling.
Bestyrelsen i Svendborg Fjernvarme har på baggrund af deres seneste strategiseminar besluttet at fravælge varmeproduktionsanlæg baseret på biomasse til deres næste varmeproduktionsanlæg.
Stenstrup Fjernvarme har fremsendt deres ønsker til nye fjernvarmeanlæg, der bl.a. involverer et nyt 7 MW halmanlæg jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Stenstrup Fjernvarme). Det nye halmanlæg skal muliggøre udvidelser til gasforsynede dele af Stenstrup og Kirkeby.
Behovet for brændselsbaseret varmeproduktion opstår typisk i situationer, hvor de store luft/vand varmepumper, ikke kan levere de nødvendige fremløbstemperaturer som følge af lave udetemperaturer eller under vejrforhold som slud, hvor varmepumpens energioptagere fryser. Skal luft/vand varmepumper i fjernvarmesystemet yde en høj fremløbstemperatur går dette ligeledes ud over dennes effektivitet og derved økonomien. Dette scenarie vil typisk opstå i spidslastsituationer. Der kan kompenseres for noget af denne effekt ved at have store lagringskapaciteter i form af akkumuleringstanke.
Hvis fjernvarmeselskaberne ikke benytter biomasse i form af halm, træbiomasse eller affald til deres brændselsbaserede fjernvarmeproduktion vil dette derfor som udgangspunkt basere sig på gas- eller oliebaserede kedler (kun varme) eller motorer/turbiner (el- og varme).
På baggrund af klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 jævnfør bilag 2 (Bilag 2. Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022).skal fjernvarmeselskaberne inden udgangen af 2023 fremlægge en plan for udfasning af ledningsgas på deres egne rent varmeproducerende anlæg (gaskedler). Klima-, energi- og forsyningsministeren vil arbejde på en aftale med KL herom, jf. varmeforsyningsloven. Administrationen eller fjernvarmeselskaberne i Svendborg Kommune har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til planerne for den konkrete udmøntning af dette punkt fra klimaaftalen.
Elkedler kan være et supplerende alternativ i varmesystemet, når temperaturen skal hæves, men denne løsning stiller store krav til kapaciteten i elnettet og særligt i spidsbelastningsperioder. På grund af de nye tarifstrukturer og omkostningerne ved tilslutning, kan denne løsning være meget omkostningstung sammenlignet med alternativerne, hvis den skal drives som mellemlast i løbet af vintersæsonen. Økonomien i denne tekniske løsning er stærkt påvirkelig af de gældende tarifstrukturer og udviklingen i elprisen.
Spørgsmålet om etablering af nye biomassekedler er også relevant i forbindelse med godkendelser ved blokvarmecentraler som godser og slotte med en varmekapacitet over 250 kW, hvor den eksisterende bygningsmasse ikke teknisk og økonomisk muliggør en varmepumpeløsning. Disse blokvarmecentraler vil normalt have adgang til egne biomasseressourcer i form af træflis eller halm.
I Klimarådets statusrapport 2023 jævnfør bilag 3 (Bilag 3. Klimarådets statusrapport 2023).anbefaler klimarådet, at fjernvarmeselskaber og kommuner minimerer etableringen af ny biomassekapacitet i konverteringen væk fra naturgasfyr. Udfasningen af naturgas bør ikke føre til øget biomasseforbrug, da biomassen er en begrænset ressource, som Danmark allerede trækker meget på. Derfor bør den prioriteres de steder, hvor den skaber mest værdi, og det er som udgangspunkt ikke i varmesektoren, hvor den ifølge Klimarådets beregninger er en samfundsøkonomisk dyr løsning sammenholdt med alternativerne.
Der bliver stadig etableret nye biomassekedler til fjernvarme i dag. Her kan Næstved Fjernvarme nævnes, hvor deres udbygning af fjernvarmen til 4900 ejendomme bl.a. skal ske med udgangspunkt i opførelsen af 2 halmkedler med en kapacitet på 26 MW tilsammen.
Såfremt det ønskes at muliggøre etableringen af nye biomasseanlæg i Svendborg Kommune, anbefaler administrationen følgende kriterier:
For fjernvarmeselskaber
- Opførelsen af nye fjernvarmeanlæg baseret på afbrænding af biomasse (have-park affald, træbiomasse og halm) indgår som en del af en samlet fjernvarmeløsning, der fastholder eller nedbringer forbruget af biomasse ift. klimahandleplanens 2019-referenceår. Fastsættelse af fjernvarmeselskabernes fremtidige mulige biomasseforbrug sker med udgangspunkt i deres individuelle respektive andel af biomasseforbruget i 2019.
- Opførelsen af biomasseanlæg bidrager til udfasning af olie- og naturgasfyr.
- Biomasseforbruget tager udgangspunkt i lokale biomasseressourcer. Lokale biomasseressourcer er defineret som biomasseressourcer produceret indenfor Svendborg Kommune, nabokommunerne og øvrige fynske kommuner.
For blokvarmecentraler
- Biomasseforbruget tager udgangspunkt i egne lokale biomasseressourcer.
En opgørelse af biomasseforbruget fordelt på fjernvarmeselskaber og sektorer fra klimahandleplanens 2019-referenceår kan ses jævnfør bilag 4. (Bilag 4. Opgørelse over biomasseforbrug i Svendborg Kommune i 2019). Med udgangspunkt i kriterierne vil Stenstrup Fjernvarme således få mulighed for et biomasseforbrug op til 13.600 MWh om året og Svendborg Fjernvarme et biomasseforbrug op til 90.300 MWh om året.
Kriterierne udgør en principiel beslutning, som administrationen kan benytte vejledende i forbindelse med revisionen af Varmeplan 2030 og i dialogen med fjernvarmeselskaber og blokvarmecentraler. Der vil ske en konkret vurdering af de enkelte projektforslag efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen for at sikre, at ansøgningerne overholder gældende lovgivning samt i forbindelse med ansøgning om kommunegarantistillelse.
Kriterierne bidrager til, at der fortsat arbejdes hen mod en udfasning af biomassen i overensstemmelsen med Svendborg Kommunes klimahandleplan ved at der sættes visse begrænsninger i opførslen af nye biomasseanlæg, men samtidigt understøttes de øvrige målsætninger om udfasning af olie- og naturgasfyr.
Der kan opstå en målkonflikt, hvis der gives tilladelse til opførsel af nye biomasseanlæg med en kapacitet, der muliggør et tilsvarende biomasseforbrug, som fjernvarmeselskaberne havde i 2019. Målopfyldelsen af en halvering af biomasseforbruget i 2030 ift. 2019 vil her være afhængigt af fjernvarmeselskabernes aktuelle biomasseforbrug i 2030 og udviklingen i biomasseforbruget i de øvrige sektorer i de individuelle husholdninger og erhvervssektoren. Administrationen gør opmærksom på, at datakvaliteten for biomasseforbruget i de individuelle husholdninger og erhvervssektoren er mere usikker.
Administrationen gør ligeledes opmærksom på, at såfremt et fjernvarmeselskab først har fået etableret et fjernvarmeanlæg med en vis kapacitet, så vil de drifte dette ud fra lavest mulige varmepris.
På baggrund af Økonomiudvalgets behandling af dagsordenspunktet d. 20. juni 2023 er der blevet tilføjet et bilag 5 (Bilag 5. Notat – overholdelse af klimamålsætninger i klimahandleplanen) til den efterfølgende politiske behandling af dagsordenspunktet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Afhængig af udviklingen i brændsels- og elpriserne samt fjernvarmeselskabernes rammevilkår kan den principielle beslutning have betydning for udviklingen i de fremtidige fjernvarmepriser.
CO2-Konsekvensvurdering
EU anvender FN’s principper for klimaregnskaber. De fastlægger, at biomasse ved afbrænding kan regnes som CO2-neutralt i energisektoren, da udledningen i stedet skal indgå i oprindelseslandets LULUCF-regnskab. Dette regnskabsprincip indebærer, at afbrænding af biomasse kan anses som CO2-neutralt regnskabsteknisk. En kvalitativ beskrivelse af biomassens klimapåvirkning foreligger i Klimarådets statusrapport jævnfør bilag 3 (Bilag 3. Klimarådets statusrapport 2023).
Opgørelsen af forskellige biomassers klimaeffekter er en kompleks størrelse, som afhænger af flere konkrete forhold. Heriblandt kan nævnes biomassens alternative anvendelsesmuligheder, klimapåvirkningen ved at landbrugsarealer udtages til biomasseproduktion samt benyttede tidshorisonter for CO2-opgørelsen.
Hvis biomassen afbrændes, uden der plantes ny biomasse, vil denne bidrage til en tilførsel af CO2 til atmosfæren. På lige vis kan der ske en forskydning af CO2-udledningen, hvor træbiomasse brændes af, hvorefter CO2-optaget først løbende sker over mange år, imens det genplantede træ vokser. Denne effekt er mindre ved biomassetyper som halm, som har en kort cyklus mellem CO2-optag og afbrænding.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven, LBK nr. 2068 af 16. november 2021
Projektbekendtgørelsen - BEK nr. Nr. 818 af 4. maj 2021
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 15-06-2023
Jesper Kiel (liste Ø) fremsætter følgende forslag:
Indstillingens model A anbefales overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse med de følgende ændringer:
- A: At Svendborg Kommune som udgangspunkt er villig til at godkende nye varmeproduktionsanlæg baseret på afbrænding af biomasse (halm, træbiomasse og have-park affald) efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, såfremt anlæggene overholder de beskrevne kriterier:
- For fjernvarmeselskaber vil gælde:
- Klimahandleplanens mål om at nedbringe forbruget af biomasse skal overholdes.
- Behandling af ansøgningerne tager udgangspunkt i de 3 opstillede kriterier, jf. sagsfremstillingen, om forventet biomasseforbrug, udfasning af olie- og naturgasfyr samt lokale biomasseressourcer
Nye biomasseanlæg må ikke fungere som grundlast med henblik på, at grundlasten baseres på overskudsvarme/varmepumper.
- For blokvarmecentraler vil gælde: Behandling af ansøgningerne tager udgangspunkt i kriteriet om egne lokale biomasseressourcer.
og
- At beslutning om kommunegarantistillelse vurderes efter aktuelle og konkrete økonomiske forhold i projektet, og afvises ikke på baggrund af valg af biomasse som brændsel.
Der stemmes om forslaget:
For stemmer 1 medlem: Jesper Kiel (liste Ø).
Imod stemmer 5 medlemmer: Birger Jensen (liste V), René Haahr (liste V), Jørgen Lundsgaard (liste B), John Arly Henriksen (liste A) og Kristine Andersen (liste A).
1 medlem undlod at stemme: Flemming Madsen (liste A).
Dermed faldt forslaget.
Der stemmes derefter om indstillingens model A.
For stemmer 5 medlemmer: Birger Jensen (liste V), René Haahr (liste V), Jørgen Lundsgaard (liste B), John Arly Henriksen (liste A) og Kristine Andersen (liste A).
Imod stemmer 1 medlem: Jesper Kiel (liste Ø).
1 medlem undlod at stemme: Flemming Madsen (liste A).
Indstillingens model A anbefales dermed overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse.
Afbud: Karl Magnus Bidstrup (A). Stedfortræder: Flemming Madsen (A).
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-06-2023
Udsat.
Arne Ebsen (F) var fraværende.
Beslutning i Økonomiudvalget den 03-10-2023
A og Ø foreslår følgende:
Svendborg Kommune fastholder, at man som udgangspunkt ikke vil godkende nye fjernvarmeprojekter efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, som udvider kapaciteten for afbrændingen af fast biomasse. Det skal sikre at klimahandleplanens mål om at nedbringe forbruget af biomasse skal overholdes.
For fjernvarmeselskaber vil gælde: at eksisterende af anlæg til afbrænding af fastbiomasse kan erstattes af nye med højst samme kapacitet, hvis det indgår i udfasning af olie- og naturgasfyr, samt, at der anvendes lokale biomasseressourcer. Nye områder med fjernvarme skal baseres på store varmepumpe eller overskudsvarme som grundlast.
For blokvarmecentraler vil gælde: Behandling af ansøgningerne tager udgangspunkt i at der skal anvendes egne lokale biomasseressourcer.
Man stemte om forslaget:
For stemte: 5 (A og Ø)
Imod stemte: 3 (V og B)
Undlod: 1 (C)
Liste V og B var imod, idet man anbefaler flertalsindstillingen fra Teknik- og Miljøudvalget.
Afbud fra Birger Jensen (V). Som suppleant deltog Lars Erik Hornemann (V).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 10-10-2023
Socialdemokratiet og Enhedslisten foreslår følgende til vedtagelse:
Svendborg Kommune fastholder, at man som udgangspunkt ikke vil godkende nye fjernvarmeprojekter efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, som udvider kapaciteten for afbrændingen af fast biomasse. Det skal sikre at klimahandleplanens mål om at nedbringe forbruget af biomasse skal overholdes.
For fjernvarmeselskaber vil gælde at:
eksisterende anlæg til afbrænding af fast biomasse kan erstattes af nye med højst samme kapacitet, hvis det indgår i udfasning af olie- og naturgasfyr, samt, at der anvendes lokale biomasseressourcer (Fyn med øer).
Nye områder med fjernvarme skal baseres på emissionsfri varmeproduktion som grundlast. (f.eks store varmepumper eller overskudsvarme)
For blokvarmecentraler vil gælde at:
Behandling af ansøgningerne tager udgangspunkt i at der skal anvendes egne lokale biomasseressourcer.
Liste V og C foreslog følgende vedtagelsesforslag:
Svendborg Kommune er villig til at godkende udbygning og udvidelse af eksisterende varmeproduktionsanlæg baseret på afbrænding af biomasse (halm, træbiomasse og have-park affald) efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, såfremt anlæggene overholder nedenstående kriterier:
Det eksisterende varmeproduktionsanlæg/fjernvarmeselskab skal ved afsendelse af ansøgning om udvidelse af anlæg med biomasse som varmekilde i forvejen anvende biomasse som den primære varmekilde i det eksisterende anlæg.
Opførelsen af biomasseanlæg bidrager til udfasning af olie- og naturgasfyr
Biomasseforbruget tager udgangspunkt i lokale biomasseressourcer. Lokale biomasseressourcer er defineret som biomasseressourcer produceret på Fyn og øer.
og
At beslutning om kommunegarantistillelse vurderes efter aktuelle og konkret økonomiske forhold i projektet, og afvises ikke på baggrund af biomasse som brændsel.
Svendborg Kommune er villig til at godkende udbygning og udvidelse af eksisterende blokvarmecentraler baseret på afbrænding af biomasse (halm, træbiomasse og have-park affald).
Biomasseforbruget for blokvarmecentraler tager udgangspunkt i egne lokale biomasseressourcer produceret på Fyn og øer.
Liste B foreslog, at sagen blev tilbagesendt til fagudvalget.
Man stemte først om procedureforslaget fra Liste B.
For stemte: 14 (B, V, C, I, O og Torben Frost)
Imod stemte: 15 (A, Ø og F)
Man stemte herefter om liste V´s og C´s vedtagelsesforslag:
For stemte: 14 (V, C, I, O og Torben Frost)
Imod stemte: 15 (A, Ø og F)
Man stemte herefter om liste A´s og Ø`s vedtagelsesforslag:
For stemte: 15 (A, Ø og F)
Imod stemte: 14 (V, C, I, O og Torben Frost)
Afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B) og Flemming Madsen (A). Som suppleanter deltog Majbritt Kjærulff (B) og Claus Krossteig (A).