Punkt 4 Vedtagelse af tillæg 2 til spildevandsplan 2020-2031 med henblik på kloakering af tre områder
Beslutningstema
Der forelægges et tillæg til Svendborg Kommunes spildevandsplan 2020-2031 med henblik på en vedtagelse.
Tillægget har til formål at tilvejebringe det formelle grundlag for kloakering af husspildevand og håndtering af tag- og overfladevand af 3 udpegede områder.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, at
- Tillæg 2 til spildevandsplan 2020-2031 vedtages.
Sagsfremstilling
Der spildevandsplanlægges for 3 områder:
- Gemalvej, 5771 Stenstrup, sydlige del af matrikel 12a, Kirkeby By, Kirkeby
- Olufs Have, 5762 Vester Skerninge, matrikel 76 og 77s, Ulbølle By, Ulbølle
- Strandvænget 2A-19, Fiskopvej 24 og Rantzausmindevej 69 og 71, 5700 Svendborg
Der er ved at blive udarbejdet lokalplan og kommuneplantillæg for område 1 ved Gemalvej, hvor der ønskes opført nye boliger. For at imødekomme dette, bliver området udlagt som spildevandskloakeret.
Område 2 Olufs Have i Ulbølle ved Nyvej, indgår i Kommuneplanen som et blandet bolig- og erhvervsområde. Der er ved at blive udarbejdet en lokalplan for området. Dele af området er i dag fælleskloakeret og vil blive bibeholdt som dette. Resten af området, vil blive planlagt som spildevandskloakeret.
Område 3 ved Strandvænget (5700) har i dag et fællessystem, som er ved at være udtjent og som er underdimensioneret. Da regnvand ifølge spildevandsplanen skal afkobles fra husspildevand, når dette er muligt, bliver området ændret til separatkloakering. Det har været undersøgt, om det var muligt at lave offentlige LAR-anlæg (Lokal Afledning af Regnvand), men grundet de begrænsede offentlige arealer i området, er dette ikke muligt.
En nærmere beskrivelse af områderne kan findes i bilag 1 (Bilag 1. Tillæg 2 til spildevandsplan 2020-2031).
Der findes 2 bilag til tillægget. Bilag 2 indeholder redaktionelle opdateringer til spildevandsplanen (Bilag 2. Redaktionelle opdateringer til tillæg 2 til spildevandsplan 2020-2031), mens bilag 3 indeholder miljøscreening af tillægget (Bilag 3. Miljøscreening af tillæg 2 til spildevandsplan 2020-2031).
Tillægget har været offentliggjort i 8 uger fra den 31. maj til den 26. juli.
Der er indkommet 1 høringssvar, omhandlende afgræsningen af kloakoplandet for Olufs Have. Høringssvaret har medført en ændring af kloakoplandet for Olufs Have, så det passer med forslag til lokalplanen for området. Høringssvaret kan ses i bilag 4 (Bilag 4. Høringssvar til tillæg 2 til spildevandsplan 2020-2031).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen budgetmæssige konsekvenser for Svendborg Kommune.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen ændring af CO2-udledning.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven, nr. 358 af 1. juli 2023.
Spildevandsbekendtgørelsen 1393 af 21. juni 2021.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 07-09-2023
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Jørgen Lundsgaard (B).
Beslutning i Økonomiudvalget den 12-09-2023
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 19-09-2023
Godkendt.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B) og Per Nykjær Jensen (V). Som suppleanter deltog Allan Østergaard (B) og Jesper Larsen (V).