Punkt 2 Punkt til behandling fra Dorthe Ullemose, Dansk Folkeparti
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Dorthe Ullemose (O), ønsker følgende optaget på kommunalbestyrelsens dagsorden den 28. februar 2023:
”Forslag om at fastholde store bededag som fortsat fridag for kommunens ansatte.
Indstilling:
Dansk Folkeparti indstiller til kommunalbestyrelsen, at kommunens ansatte fortsat skal kunne holde fri store bededag.
Sagsfremstilling: Folketingets flertal – bestående af regeringspartierne – forventes snart at afskaffe store bededag som en hellig- og fridag. Forslagsstillerne betragter dette som et stort angreb på dansk kultur, eftersom store bededag kendes mere end 250 år tilbage og i sin tid skabtes som en sammenføjning af en stribe bededag. Dagens formelle navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og har i århundreder ligget fjerde fredag efter påske som én af i alt tre faste- og bededage, der indførtes af Roskilde Biskop Hans Bagger. At afskaffe en sådan tradition, er ifølge forslagsstillerne helt forkert.
Men også måden, hvorpå regeringen har grebet sagen an på, påkalder sig kritik for sin manglende inddragelse af både kirke og fagbevægelse. Københavns Biskop har gjort det gældende, at indgrebet strider mod kirkens bekendelsesgrundlag, ligesom fagbevægelsen betragter indgrebet som et af de største attentater på den danske model siden september-forliget 1899.
Den folkelige modstand mod afviklingen af store bededag har ligeledes været meget markant, og har i skrivende stund samlet mere end 400.000 underskrifter på initiativet https://bevarstorebededag.dk/
Der er mange traditioner knyttet til store bededag. Det er en stor konfirmationsdag, ligesom det traditionelt også er en familiedag, hvor man allerede aftenen før samles om hvederne. Også rundt i landet har man sine traditioner. Eksempelvis i København, hvor det at gå tur på volden (Christianshavns Vold) for at høre kirkeklokkerne er en lokal tradition, der kan føres tilbage til 1747, da Vor Frue Kirke fik et nyt klokkespil.
Der er således tale om et stort og voldsomt forslag med stor betydning for dansk kultur og modstand fra brede kredse i samfundet.
Kommunalt ønsker Dansk Folkeparti derfor at sikre så meget af store bededag, man kan. Med vedtagelsen af nærværende forslag fastholdes således store bededag lokalt, således at kommunalt ansatte som skolebørnene holder helt fri – naturligvis undtaget kommunens kritiske beredskab, der blandt andet i påkrævede tilfælde sikrer borgernes velfærd og kommunes fortsatte drift.”
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-02-2023
Man stemte om forslaget.
For stemte: 4 (O og Ø)
Imod stemte: 23 (A, V, C og B)
Undlod: 2 (F)
Afbud fra Pia Dam (A). Som stedfortræder deltog Claus Krossteig (A).