Punkt 7 Vedtagelse af lokalplan for boligområde ved Eskærshaven
Beslutningstema
Beslutning om endelig vedtagelse af Lokalplan 675 for et nyt boligområde ved Troense.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,
- at indkomne høringssvar behandles som foreslået i den vedlagte hvidbog,
- at lokalplan 675 for boligområde Eskærshaven vedtages endeligt.
Sagsfremstilling
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede den 8. november 2022 at godkende og offentliggøre forslag til lokalplan 675 Boligområde Eskærshaven samt navngive den interne vej i lokalplanområdet for ”Eskærshaven”. Forslaget giver mulighed for en udbygning af et boligområde, hvor der kan opføres 20 boliger indenfor lokalplanområdet.
Høringssvar
Planforslaget har været i høring i 4 uger og i høringen er der indkommet 6 høringssvar samt en administrativ ændring af lokalplanområdeafgrænsningen.
Der er to emner der går igen i flere høringssvar, nemlig de trafikale forhold samt sikring af udsigt i området.
De trafikale forhold omhandler bekymringer for den overordnede infrastruktur i Troenseområdet, indkørselsforhold til området samt udbygningen af området, som medfører øget trafik i Troenseområdet.
Sikring af udsigtsforholdene omhandler ønsker om at enkelte grunde i lokalplanforslaget kun skal gives mulighed for opførelse i én etage. Høringssvarene kan findes i deres fulde længde i bilag 1 (Bilag 1. Indkomne høringssvar).
Administrationen har behandlet høringssvarene samt drøftet disse med bygherre. Den videre anbefaling og behandling af høringssvarene fremgår af bilag 2 (Bilag 2, Hvidbog). Anbefalingerne giver anledning til følgende ændringer:
- Byggegrund nr. 9 nedjusteres fra 1½ etage til at kunne opføres i én etage.
- Fortov gøres bredere, mens rabatten på modsatte side gøres 0,5 m smallere.
- Det bliver muligt at forøge jordvolden til tørbassinet med 20 cm i højden.
- Der inddrages et ekstra areal på ca. 68 m2 i lokalplanafgrænsningen. Arealet skal efterfølgende udmatrikuleres, da arealet er inddraget i forbindelse med byggeriet af rækkehusene i Ydunshave.
Lokalplanens formål
Det er lokalplanens formål, at området kan anvendes til boligområde i en variation af tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse. I den vestlige del af lokalplanområdet kan der opføres tæt-lav i form af række- og kædehuse og i det resterende lokalplanområde kan der placeres åben-lav boligbebyggelse i form af fritliggende en-familiehuse. Der er lavet en fast udstykningsplan, der sikrer en harmonisk udstykning af området med vægt på større parcelhusgrunde samt mulighed for 6 række- og kædehuse.
Adgang til lokalplanområdet skal ske fra nord via den offentlige vej Thorseng. Den private fællesvej vest for lokalplanområdet, Gammel Nybyvej, er for smal til at kunne håndtere dobbeltrettet trafik for lokalplanområdet. Det er vejmyndigheden, der træffer afgørelse herom i form af adgangstilladelse, når adgangsvejen skal etableres. Vejen vil enten blive ensrettet eller der indføres forbud for indkørsel i den ene ende.
Lokalplanen omfatter også ejendommen Gammel Nybyvej 49, som inddrages til byzone og omfattes af lokalplanens bestemmelser for parcelhuse.
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen og bidrager til kommuneplanens virkeliggørelse. Lokalplanen er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3, Lokalplanforslag 675, boligområde Eskærshaven).
Videre proces
Ved beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan 675 offentliggøres lokalplanen med de foreslåede ændringer med en klagefrist på 4 uger. Afsendere af høringssvar vil blive besvaret som angivet i hvidbogen.
Før det nye boligområde kan realiseres vil matrikel 89a, Nyby By, Bregninge skulle overdrages til Svendborg Kommune. Matriklen er et restareal fra tidligere udstykning af området, som ikke har nogen reel ejer i dag. En overdragelse af matrikel 89a, Nyby By, Bregninge vil være nødvendig for at sikre, at det nye lokalplanområde kan opnå adgangstilladelse efter vejlovens regler. Bygherre afholder omkostninger ved overdragelsen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med planlægningen og udfærdigelsen af lokalplanen er afholdt af Svendborg Kommune indenfor Byg og Byudviklings eksisterende rammer.
Overdragelse af matrikel 89a, Nyby By, Bregninge sker under forudsætning af, at omkostninger der er forbundet med overdragelsen af arealet til Svendborg Kommune afholdes af bygherre.
CO2-Konsekvensvurdering
Udlæg af området til boliger vil medføre en øget udledning af CO2, da området i dag er ubebygget. Det vurderes, at den ændrede planlægning ikke vil få væsentlige konsekvenser for CO2-udledningen på langt sigt.
Der forventes øget udledning til opvarmning og el. Området er ikke forsynet med fjernvarme og ligger lige udenfor et område som er udpeget som middel fjernvarmepotentiale i Varmeplan 2030. I forhold til elforbruget vurderes CO2-udledningen for ikke væsentlig, under forudsætning af at elproduktionen senest i 2030 vil være omstillet til vedvarende energi, og dermed være CO2-neutral.
Produktion af byggematerialer til opførsel og anlægsarbejder i forbindelse med en realisering af boligområdet indebærer udledning af CO2.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 07-02-2023
Indstillingen blev godkendt.
René Haahr (V) var fraværende. Som stedfortræder deltog Mette Kristensen (V).