Punkt 4 Kommunal understøtning af Infrastrukturplan Skovparken
Beslutningstema
Frigivelse af rådighedsbeløb på 2,0 mio. kr. til kommunal understøtning af Infrastrukturplan Skovparken
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, at det overfor Teknik og Miljøudvalget anbefales
- At der disponeres 0,75 mio. kr. af det samlede rådighedsbeløb på 2,0 mio. kr. til projektledelse, aktiviteter, kommunikation, kunstproduktion mv. ifm. muligt partnerskab med Statens Kunstfond om indsatsen ”Kunst på Banen”.
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Teknik og Miljøudvalget anbefales
- At der disponeres 0,6 mio. kr. af det samlede rådighedsbeløb på 2,0 mio. kr. til en bydelsanalyse for Østre Bydel med fokus på området omkring Nymarkskolen.
Direktionen indstiller til Teknik og Miljøudvalget
- At rådighedsbeløbet på 2,0 mio. kr. frigives
- At midlerne disponeres som indstillet af Plan- og Lokalsamfundsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget
- At de resterende midler på 0,65 mio. kr. disponeres på et senere tidspunkt til yderligere tiltag, der medvirker til understøtning af Infrastrukturplan Skovparken.
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget til orientering
- At der sker frigivelse af rådighedsbeløb på 2,0 mio. kr. til kommunal understøtning af Infrastrukturplan Skovparken.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte i juni 2022 Skema A på 42 mio. kr. til realisering af en Infrastrukturplan med tryghedsskabende forbedringer i SAB’s afdeling 14, Skovparken.
Infrastrukturplanen er første fase i realiseringen af en større vision for udviklingen af sociale og kulturelle tilbud, mødesteder og udfoldelsesmuligheder til gavn for hele Svendborgs østlige bydel.
I sammenhæng med Infrastrukturplanen blev der, i samarbejde mellem SAB og Svendborg Kommune, indarbejdet et ambitiøst oplæg, hvor der foreslås etablering af et nyt offentligt byrum, som et stort fælles opholds-, lærings- og aktivitetsområde, der både indbyder til benyttelse af Nymarkskolens elever og lærere, beboerne i Skovparken og den øvrige by og bydels beboere. Det er et ideoplæg, som nu skal videreudvikles.
Den videre arbejdsmetode tænkes at være ”Proces som strategi”. Der skal være plads til midlertidighed, at udforske mulighedsrum og være eksperimenterende. Der skal langsomt skabes synlighed og interesse i lokalområdet, og ønsker, ideer og vilje skal tilvejebringes gennem inddragelse af borgere, foreninger, skolen, offentlige institutioner og andre lokale aktører. Alt dette også for at danne baggrund for at søge kommunal og ekstern finansiering.
Som første midlertidige indsats vil Kultur og Fritid forsøge at skaffe et 3-årigt projekt ”Kunst på banen”, som Kunstfonden udbyder, til området, og hvis mål er at nå borgere, der normalt ikke bruger kulturtilbud. Sideløbende hermed løftes blikket, og Plan udarbejder en bydelsanalyse for den østlige bydel med det formål at udpege udfordringer og overordnede muligheder, både socialt, fysisk og organisatorisk.
Der er nedsat en tværkommunal styregruppe samt arbejdsgruppe til at stå for udvikling af Nymarkskolen, Skovparken og Østre Bydel. Politisk vil de enkelte fagudvalg eje egne delprojekter.
Kunst på banen
Statens Kunstfond tilbyder et treårigt partnerskab for kommuner, som ønsker at udvikle kunst- og kulturoplevelser i samspil med borgere, lokale kulturinstitutioner og kunstnere. Målet er, at flere oplever, at kunst og kreative udfoldelser gør en forskel. For den enkelte, for fællesskabet og for lokalsamfundet. Indsatsen strækker sig over perioden 2023-2025. Kunstfonden ønsker derfor at etablere ambitiøse samarbejder, der tager udgangspunkt i den enkelte kommunes politiske og sociale virkelighed. Samlet har fonden afsat 11,2 mio. kr. til indsatsen. Der stilles krav om kommunal medfinansiering til projektledelse, aktiviteter, kunstproduktion mv.
Fokus vil være på at udvikle og gennemføre lokalt forankrede og relevante kunstoplevelser af høj kvalitet for børn, unge og voksne i et geografisk afgrænset område. Fx i en by, en bydel eller en landsbyklynge, hvor offentlige kunst- og kulturtilbud ikke opleves som tilgængelige i borgernes hverdag. Svendborg Kommune påtænker at ansøge om et partnerskab med Statens Kunstfond, da det vil give mulighed for at udvikle konkrete erfaringer med, hvordan kreative processer, kunst og kultur kan tilføre værdi til borgernes hverdag - og dermed til samfundet generelt. Indsatsen i Svendborg ønskes fokuseret omkring det almene boligområde Skovparken samt Nymarkskolen. Indsatsen skal skabe kunst- og kulturoplevelser af høj kvalitet for børn, unge og voksne, i et område hvor kunst-og kulturtilbud ikke er let tilgængelige.
Som led i det mulige partnerskab indgår Svendborg Kommune samarbejdsaftaler med udvalgte kulturinstitutioner, som har kompetencer og interesse for at bidrage aktivt til udviklingen og realiseringen af projektet som helhed. Yderligere påtænker Svendborg Kommune bredt at involvere kommunes kulturaktører i udviklingen af indsatsen, hvis der opnås partnerskab med Statens Kunstfond.
Proces for udvælgende af partner-kommuner
Alle kommuner kan indsende en ansøgning senest den 23/02- 2023. Seks kommuner bliver udvalgt til samtale i marts 2023 for at drøfte fokusområder og muligheder for samarbejde med Kunstfonden. Det endelige udvalg af tre kommuner sker marts/april 2023.
Bydelsanalyse
En bydelsanalyse skal med et visionært og strategisk udgangspunkt se på bydelen som en helhed af mange faktorer. Analysen stiller spørgsmål som: hvor skal vi hen med vores bydel? Hvad er vores muligheder og vores udfordringer? Hvilke særlige potentialer kan udviklingen baseres på, og hvem skal løfte den? En efterfølgende opsamling og konklusion søger at svare på spørgsmålene og skabe en samlet retning inklusiv mulige handlinger for de næste års udvikling af Svendborgs østlige bydel.
Processen forventes af forløbe i følgende faser:
Fase 1: Vision og afklaring af mål
Fase 2: Analyse og vidensopbygning
Fase 3: Opsamling af retning og mulige handlinger
Plan er tovholder på bydelsanalysen, som vil blive udarbejdet i samarbejde med en ekstern rådgiver. Bydelsanalysen vil, også undervejs i forløbet, indeholde forslag til prøvehandlinger og danne grundlag for områdets fremtidige kommune- og lokalplanlægning.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er 29. juni 2021 afsat 2 mio. kr. til understøtning af den tidligere godkendte Infrastrukturplan Skovparken (projektudvikling af infrastrukturtiltag og opstart af udviklingsplan for grænseområdet mellem Skovparken og Nymarkskolen).
Der disponeres 0,6 mio. kr. af det samlede rådighedsbeløb på 2,0 mio. kr. til en bydelsanalyse for Østre Bydel med fokus på området omkring Nymarkskolen.
Der disponeres desuden 0,75 mio. kr. af det samlede rådighedsbeløb på 2,0 mio. kr. til projektledelse, aktiviteter, kommunikation, kunstproduktion mv. ifm. muligt partnerskab med Statens Kunstfond om indsatsen ”Kunst på Banen”. Såfremt ansøgning til Statens Kunstfond ikke nyder fremme, vil midlerne tilbageføres til rådighedsbeløbet for ”Infrastrukturplan Skovparken”.
De resterende midler på 0,65 mio. kr. vil på et senere tidspunkt blive disponeret til yderligere tiltag, der medvirker til kommunal understøtning af Infrastrukturplan Skovparken.
Der er for øjeblikket ikke afsat kommunale kroner til større anlægstiltag i området.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-02-2023
Indstillingen godkendtes.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 07-02-2023
Indstillingen blev godkendt.
Der var afbud fra René Haahr (V). Som stedfortræder deltog Mette Kristensen (V).