Punkt 3 Teknisk anlæg og sommerhusområde i Lundeborg - igangsætning af planlægning
Beslutningstema
Beslutning om at igangsætte arbejdet med et kommuneplantillæg der skal muliggøre et teknisk anlæg samt et sommerhusområde i Lundeborg. Samtidig igangsættes arbejdet med en lokalplan for det tekniske anlæg i form af en fjernvarmecentral og et solcelleområde.
Indstilling
Direktionen indstiller til godkendelse i Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at
- igangsætte udarbejdelse af et kommuneplantillæg der skal muliggøre et teknisk anlæg i form af en fjernvarmecentral og solenergianlæg samt et sommerhusområde i Lundeborg
- igangsætte udarbejdelse af en lokalplan, der skal muliggøre det teknisk anlæg i form af en fjernvarmecentral og et solcelleområde i Lundeborg, på matr.4, Lundeborg By, Oure.
- det forudsættes, at der inden endelig vedtagelse af planerne, er indgået aftale om, at fjernvarmecentralens bygherre skal afholde udgifterne til udbedring af Gl. Lundeborgvej forårsaget af anlæg af fjernvarmecentralen. Derudover skal bygherre hvis nødvendigt afholde udgifter til opsætning af midlertidig signalregulering, for at varetage trafiksikkerheden i anlægsfasen.
Sagsfremstilling
Baggrund
Regeringen og KL meddelte i juni 2022 at fremskynde planlægningen for udfasning af gas til opvarmning. Regeringen pålagde de enkelte kommuner at udarbejde varmeplaner inden udgangen af 2022. Svendborg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg besluttede som led i udarbejdelsen af Varmeplan 2030, at fremme udviklingen af mindre fælles varmeløsninger med udarbejdelse af et inspirationskatalog og økonomiske midler til ekstern rådgiverbistand.
En lokal arbejdsgruppe fra Lundeborg har arbejdet på at etablere en fjernvarmecentral i Lundeborg. Rambøll har bistået med udarbejdelsen af analysegrundlaget for en luft-til-vand fjernvarmecentral i Lundeborg i Svendborg Kommunes Varmeplan 2030. Rambøll konkluderer, at en fjernvarmecentral i Lundeborg har en solid samfundsøkonomi og en god selskabs- og brugerøkonomi.
Arbejdsgruppen i Lundeborg har indsamlet et tilfredsstillende antal interesseerklæringer for fjernvarmetilslutning og afsøgt mulige placeringer for fjernvarmecentralen i Lundeborg.
Det forventes, at fjernvarmecentralen i Lundeborg kan påbegynde levering af fjernvarme til Lundeborgs husstande medio 2024.
Lundeborg Strand-Camping ønsker at afvikle deres virksomhed og i 2020 vedtog kommunalbestyrelsen lokalplan 641, som muliggør at området kan udvikles til et badehotel. Investor har siden trukket sig fra projektet og det har ikke været muligt at finde en ny investor. Grundejer ønsker at kommuneplanrammens anvendelse ændres, så det bliver muligt at anvende området til sommerhuse. En fremtidig køber af området, har dermed sikkerhed for, at kommunen vil arbejde for en ny lokalplan som muliggør sommerhuse.
Fjernvarmecentral, projektønske
Arbejdsgruppen ønsker at placere fjernvarmecentralen på den nordøstlige del af matr. 4, Lundeborg By, Oure.
Placeringen er beliggende i landzone og har samtidig en bynær placering til den nordlige del af Lundeborg. Placeringens bynære beliggenhed understøtter Rambølls analysegrundlag for fjernvarmecentralens solide samfundsøkonomi samt en god selskabs- og brugerøkonomi. Arbejdsgruppen har haft indledende forhandlinger med lodsejer og de forventer at der kan indgås en købsaftale.
Fjernvarmecentralen estimeres at optage et grundareal på minimum 510 m², og skal bestå af:
- akkumuleringstank på ca. 2-500 m3 med en højde på 12-15 m
- bygning med varmepumpe og gaskedel på 150 kvm, med en højde på 5-6 m
- energioptagere på 60-100 kvm med en højde på 5-6 m. Energioptagerne er en del af varmepumpeanlægget, og de placeres ved siden af bygningen med varmepumpen.
Kommuneplantillæg og lokalplan for fjernvarmecentral og solenergianlæg
Administrationen har i samarbejde med arbejdsgruppen undersøgt mulige placeringer for en fjernvarmecentral i Lundeborg. En beskrivelse af de undersøgte alternative placeringer fremgår af bilag 1 (Bilag 1 – Alternative placeringer).
Administrationen anbefaler at arbejdet med et kommuneplantillæg og en lokalplan igangsættes for matrikel nordøstlige del af matr. 4, Lundeborg By, Oure.
Området til teknisk anlæg er inden for den røde markering. Fjernvarmecentralen placeres mod nordvest. Området der andre anvendelse til sommerhusområde er inden for den blå afgrænsning.
Placeringen vurderes egnet, da det tekniske anlæg får en bynær, men tilbagetrukket beliggenhed fra eksisterende bebyggelse. Der er ca. 40 m fra anlægget til eksisterende byzone. Rambøll har indledningsvist vurderet, at anlægget med denne placering, kan overholde gældende støjgrænseværdier. Placeringen er beliggende i kystforlandet, men vurderes ikke at bryde de visuelle sammenhæng på langs af kyststrækningen og mellem modstående kyster. Det vurderes at det eksisterende beplantningsbælte fra Gl. Lundeborgvej 25 til Gl. Lundeborgvej 46 vil have en skærmende virkning for anlægget. Grønneskoven mod vest og beplantningsbæltet mod nord, er set fra Gl. Lundeborgvej medvirkende til at bryde den visuelle påvirkning i den åbne landskabskile. Placeringen af det tekniske anlæg vil ikke forstyrre indgangen til og oplevelsen af Lundeborg.
Det tekniske anlæg skal i videst muligt omfang indpasses den eksisterende bevoksningsstruktur suppleret af et nyt beplantningsbælte.
Da området er beliggende i landzone, og en fjernvarmecentral ikke er nødvendig for den almindelige landbrugsdrift, skal der vedtages et plangrundlagt i form af et kommuneplantillæg og en lokalplan som muliggør etablering af et teknisk anlæg. Området vil med den nye planlægning ændre status til byzone.
For at fremtidssikre fjernvarmecentralen anbefaler administrationen, at det undersøges hvorvidt der også skal gives mulighed for, at der i fremtiden også kan etableres et mindre solcelle- eller solvarmeanlæg på ca. 0,5 hektar i forlængelse af fjernvarmecentralen og som kan bidrage til fjernvarmecentralens energiproduktion.
Kommuneplantillæg for sommerhusområde
Administrationen anbefaler at kommuneplantillægget for det tekniske anlæg også omfatter en ændring af den eksisterende kommuneplanramme 10.04.R6.033 - Hotel og feriecenter i Lundeborg. Ændringen består i at ændre anvendelsen fra rekreativt område til sommerhusområde. Da området til det tekniske anlæg og det ønskede sommerhusområde støder op til hinanden, er det hensigtsmæssigt i kommuneplantillægget at planlægge for dem samtidig.
Proces
Forud for udarbejdelsen af planforslagene, inddrages de lokale borgere i Lundeborg, hvor de kan give deres forslag og ideer til den videre planlægning. Herefter udarbejdes forslag til kommuneplantillæg og lokalplan, hvor offentlighedens forslag og idéer tages i betragtning. Kommunalbestyrelsen skal godkende planforslagene hvorefter de offentliggøres og er i høring i 8 uger. I høringsperioden afholdes et borgermøde. Kommunalbestyrelsen skal endeligt vedtage planerne og skal samtidig vurdere om der er høringssvar, som giver anledning til ændringer af planerne inden de vedtages.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Besparelse på varmeudgifter
I forhold til opvarmning med gas vurderer Rambøll at en husstand sparer 192.000 kr. over 20 år ved at skifte til fjernvarme. I forhold til opvarmning med individuelle varmepumper vurderer Rambøll at en husstand besparelse 130.000 kr. over 20 år ved at skifte til fjernvarme.
Udgifter til plangrundlag
Udgifter til udarbejdelse af planerne varetages af Svendborg Kommune og afholdes indenfor Byg og Byudviklings eksisterende rammer.
Udgifter til forebyggelse og genopretning af skader på kommunal vej
Det forventes af der i forbindelse med anlæg af fjernvarmecentralen vi ske skader på Gl. Lundeborgvej fordi vejen er smal og ikke egnet til kørsler med tunge lastbiler. Det forudsættes, at der inden endelig vedtagelse af planerne, er indgået aftale om, at bygherre afholder udgifterne til udbedring af Gl. Lundeborgvej. Derudover skal bygherre hvis nødvendigt afholde udgifter til opsætning af midlertidig signalregulering, for at varetage trafiksikkerheden i anlægsfasen. Kørepladser, asfaltreparationer, genopretning af eksisterende rabatter langs det nordlige vejforløb på Gl. Lundeborgvej, og midlertidig signalregulering estimeres samlet til 110.000 – 160.000 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Fjernvarmecentralen i Lundeborg vil understøtte den grønne omstilling fra gas til kollektiv grøn fjernvarmeproduktion inden 2028.
Lovgrundlag
Planloven
Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 (Danmark kan mere II)
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 07-02-2023
Indstillingen blev godkendt.
Der var afbud fra René Haahr (V). Som stedfortræder deltog Mette Kristensen (V).