Punkt 2 Vedvarende energiplanlægning
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen besluttede i december 2022, at den vedvarende energiproduktion i Svendborg Kommune skal øges til 145 hektar solceller og seks større vindmøller. På den baggrund skal der træffes beslutning om igangsættelse af planlægning for vindmøller og solenergianlæg.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget anbefaler over for, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, at
- igangsætte en foroffentlighedsfase for et hybridprojekt bestående af ca. 60 hektar solenergianlæg og 3 vindmøller á 150 m ved Høje Dong
- igangsætte en foroffentlighedsfase for et ca. 60 hektar solenergianlæg syd for Højlundsvej, Gudbjerg
- igangsætte en proces i samarbejde med Svendborg Fjernvarme for nærmere afklaring af planlægning for ca. 25 hektar solenergi.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommunalbestyrelsen besluttede den 20. december 2022 at udvide rammen for sol- og vindenergiplanlægning til 145 hektar solenergi og 6 vindmøller á 150 m, hvoraf tre af vindmøllerne er Broholmmøllerne, hvor planlægningen er i gang. Herudover er det besluttet at mindre borgerdrevne solenergianlæg prioriteres uden for den besluttede ramme for vind- og solenergi.
Der har været gennemført to ansøgningsrunder, hvor interesserede opstillere af hhv. solenergi og vindmøller har kunne indsende ansøgninger. Fristen for sol- og vindenergiansøgninger udløb hhv. d. 5. september 2022 og d. 20. januar 2023. Der er modtaget 11 solenergiansøgninger på i alt ca. 700 hektar solenergi, hvoraf 350 hektar vurderes at leve op til kriterierne og 4 vindenergiansøgninger. Der er meddelt administrativt afslag til 5 solenergiansøgninger og 1 vindenergiansøgninger på baggrund af de besluttede kriterier for prioritering, herunder en planfaglig vurdering af natur-, kyst- og landskabsmæssige hensyn. Indkomne ansøgninger er resumeret i bilag 1 (Bilag 1, Oversigt over indkomne sol- og vindenergiansøgninger) og ansøgninger i fuld længde fremgår af bilag 2 (Bilag 2, Indkomne ansøgninger).
Den 23. januar 2023 blev der afholdt et borgermøde, hvor de indkommende ansøgninger blev præsentereret for offentligheden. Ca. 200 borgere mødte op til en debat og drøftelse om borgerinddragelse, udmøntningen af minimum 40 % lokalt medejerskab, opmærksomhedspunkter i den kommende planlægningsproces, biodiversitet og generelle bekymringer for vedvarende energianlæg. Inputs fra borgermødet vil blive præsenteret for projektansøgere i den kommende planlægningsproces. Ligeledes vil administrationen medtænke inputs fra borgermødet i den kommende borgerinddragende planlægningsproces. Opsamlingen fra drøftelserne mellem politiker og borger fremgår af bilag 3 (Bilag 3, Opsamling fra borgermødet d. 23.01.23)
Vurdering af ansøgninger
Administrationen har vurderet de indkomne ansøgningerne med afsæt i de opstillede ansøgningskriterier. Herunder udbud af minimum 40% til lokalt medejerskab, indpasning i landskab, og for solenergianlæg placeringen uden for arealer med naturbeskyttelsesinteresser og kystnærhedszone, mens der for vindmølleprojekter bl.a. er vurderet på mulighed for direkte linje til Svendborg Fjernvarme samt naboer inden for fire gange vindmøllehøjde. Rammen på 145 ha solenergi og 6 større vindmøller fordeles på 2-3 projekter.
På den baggrund anbefaler administrationen, at der igangsættes en forudgående høring for hybridprojektet ved Høje Dong og solenergiprojektet syd for Højlundsvej, Gudbjerg samt en nærmere undersøgelse af placering af ca. 25 hektar solenergi i forbindelse med Svendborg Fjernvarmes nuværende og kommende produktionsanlæg. De tre indstillede projekter, er de projekter, der vurderes at opfylde de opstillede kriterier bedst.
Projektønske: Hybridprojekt ved Høje Dong.
Projektgruppen ønsker at etablere et hybridprojekt bestående af ca. 60 hektar solceller og tre vindmøller á 150 meter, beliggende øst for Svendborgmotorvejen. Projektet er beliggende i landzone fordelt på matrikel nr. 19d, 13 g, Lunde By, Lunde, 4d, Dongs Højrup By, Kirkeby, 1e, Kokkenborg, Lunde og 5c, Dongs Højrup By, Kirkeby.
Administrationen anbefaler at igangsætte foroffentlighedsfase for planlægningen af ca. 60 hektar solenergi og tre vindmøller á 150 m på baggrund af hybridprojektets placering i et robust landskab med tilknytning til eksisterende tekniske anlæg, herunder gårdanlæg med siloer, højspændingsmaster og Svendborg Motorvejen. Det vurderes, at solenergianlægget kan indpasses i omgivelser og landskabet i kombination med etablering af nye beplantningsbælter. De tre ansøgte vindmøller á 150 meter overholder bufferzone på fire gange møllens højde til nærmeste nabo, idet der er indgået aftale om opkøb af en enkelt bolig indenfor bufferzonen.
Projektejer er indstillet på at udbyde minimum 40 % andele til lokale borgere, forsyningsvirksomheder og andre virksomheder i kommunen. Projektejer har nedsat en arbejdsgruppe med Svendborg Fjernvarme med henblik på nærmere undersøgelse af muligheden for en direkte linje.
Det er administrationens overordnede vurdering at hybridprojektet ved Høje Dong bedst indfrier de opstillede kriterier. Herunder at sol- og vindenergi kan placeres i sammenhæng udenfor arealer med nævneværdige naturbeskyttelsesinteresser.
Illustration af hybridprojekt ved Højde Dong.
Projektønske: Solenergiprojektet syd for Højlundsvej, Gudbjerg.
Projektejer ønsker at etablere et 60 hektar solenergianlæg i landzone fordelt på matr. 8a, 7a og 6e, Gudbjerg By, Gudbjerg.
Administrationen anbefaler at igangsætte foroffentlighedsfase for planlægningen af ca. 60 hektar. Solenergianlægget ønskes etableret i tilknytning til eksisterende tekniske anlæg i form af to eksisterende vindmøller á 80 m. Det vurderes at solenergianlægget kan indpasses i omgivelserne og landskabet, på grund af en tilbagetrukket placering fra Ørbækvej, Lakkendrupvej og Gudbjerg By. Det ansøgte projekt afskærmes i overvejende grad af de eksisterende naturlige beplantningsbælter langs markerne. Projektejer er indstillet på at udbyde minimum 40 % andele til lokalt medejerskab i form af lokale borgere, forsyningsvirksomheder og andre virksomheder i kommunen.
Illustration af solenergiprojekt syd for Højlundsvej, Gudbjerg.
Projektønske: Nærmere udpegning af ca. 25 hektar solceller til Svendborg fjernvarmes produktionsenheder.
Svendborg Fjernvarme ønsker dels at omstille til en grønnere produktion og dels at udvide fjernvarmeområdet i Svendborg by. I forbindelse med ønsket om at udvide fjernvarmen til en større del af byen har Svendborg Fjernvarme behov for at opføre en ny produktionsenhed, beliggende i eller omkring erhvervsområde øst.
Der er ønske om at etablere solenergianlæg til fjernvarmeproduktionen i forbindelse med både den kommende produktionsenhed og den eksisterende produktion på Bodøvej. Solenergianlæggene ønskes placeret i en maksimal afstand af 1,5-2 km fra produktionsenhederne ved Bodøvej og erhvervsområde øst eller alternativt i sammenhæng med en direkte linje med vindmøllestrøm.
Projektejer ønsker at igangsætte en proces for nærmere udpegning af egnede arealer.
Næste skridt
I foroffentlighedsfasen skal projektejer i dialog med de lokale borgere om deres forslag og ideer til projekterne, så borgernes ideer kan indgå i en nærmere kvalificering af projekterne. Efter foroffentlighedsfasen vil kommunalbestyrelsen få forelagt de indkomne ideer og forslag, og der vil skulle tages stilling til igangsættelse af den videre planlægning for projekter. Det forventes, at kommunalbestyrelsen vil træffe beslutning i juni 2023.
Øvrige sol- og vindenergiansøgere
Der igangsættes på nuværende tidspunkt ikke planlægning for de resterende sol- og vindenergiansøgere, der helt eller delvist opfylder kriterierne. De resterende sol- og vindenergiansøgere vil blive orienteret om dette. Hvis der på et senere tidspunkt politisk bliver truffet beslutning om at udvide rammen, vil ansøgningerne kunne genoptages.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Hvis der igangsættes planlægning for vedvarende energianlæg, og projekterne godkendes samt
etableres kan det føre til en ny form for indtægt for de berørte lodsejere og anpartshavere. Desuden vil projekterne i etableringsfasen medfører arbejdspladser.
I henhold til §14 i Lov om fremme af vedvarende energi skal opstilleren af vindmøller og
solcelleanlæg indbetale et beløb til en kommunal grøn pulje. Plan og Lokalsamfundsudvalget vedtog på deres møde den 6. september 2022 kriterier for ”Grøn Pulje” i Svendborg. Grøn Pulje har til formål at støtte projekter der afhjælper gener fra vedvarende energianlæg for de nærmeste naboer, grønne tiltag eller landskabelige, kulturelle og rekreative formål. Kriterierne for Grøn Pulje fremgår af bilag 4 (Bilag 4: Kriterier for Grøn Pulje).
CO2-Konsekvensvurdering
Nye og store anlæg til produktion af vedvarende energi vil reducere CO2-udledningen fra
elforbruget væsentligt.
Lovgrundlag
Planloven
Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 (Danmark kan mere II)
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalg
Økonomiudvalg
Kommunalbestyrelse
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 07-02-2023
Venstre fremsætter følgende forslag:
”For at sikre en god og optimal demokratisk og borgerinddragende proces foreslår Venstre, at administrationen udpeger yderligere 2 energiprojekter, således at borgerne rent faktisk oplever at kunne gøre deres indflydelse gældende. Samtidig øger det valgmuligheden for Kommunalbestyrelsen til at udpege VE-projekter blandt flere forslag og indenfor en større ramme end de vedtagne 145 hektar solceller og seks større vindmøller.
En høring hvor beslutningen er truffet på forhånd finder vi i Venstre ikke demokratisk.”
Forslaget bringes til afstemning:
For forslaget stemmer 3 medlemmer: Liste V og Ø.
Imod forslaget stemmer 4 medlemmer: Liste A og F
Forslaget faldt dermed.
Indstillingen godkendes med bemærkning om, at den angivne størrelse for de tre forskellige solcelleprojekter ikke specificeres nærmere, men at det samlede areal for de 3 solcelleprojekter højst kan antage 145 ha.
Der var afbud fra René Haahr (V). Som stedfortræder deltog Mette Kristensen (V).