Punkt 22 Ejerpolitik 2022-25 for de kommunalt ejede forsyningsselskaber
Beslutningstema
Svendborg Kommunes ejerpolitik for de kommunalt ejede forsyningsselskaber 2022 - 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalgets godkendelse,
- Oplæg til Ejerpolitik for perioden 2022 – 2025.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommunes Ejerpolitik 2018 – 2021 for de kommunalt ejede forsyningsselskaber, skal ajourføres til ny periode 2022 – 2025.
Økonomiudvalget besluttede den 19.4.2022, at sagen forelægges for Teknik- og Miljøudvalget og derefter i Økonomiudvalget igen.
Teknik- og Miljøudvalget har på mødet 5.5.2022 drøftet sagen, og anbefalet overfor Økonomiudvalget, at følgende forventninger søges indarbejdet i ejerpolitikken:
- Selskabets aktive bidrag til den grønne omstilling, herunder en konkret handleplan for arbejdet med både CO2 reduktion og klimarobusthed.
- En årlig opfølgning på selskabets handleplan for grøn omstilling gennem dialogmøde med kommunen.
- Øget fokus på reduktion af regnvandsbetinget overløb.
- Skovrejsning som led i grundvandsbeskyttelse.
- Samarbejde om formidling målrettet børn og unge.
Økonomiudvalgets godkendte den 18.5.2022 anbefalingen af Teknik- og Miljøudvalget og Direktionen fremsender herved et revideret oplæg til Ejerpolitik for perioden 2022 – 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget.
Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2022
Liste Ø foreslog, at der under Svendborg Forsyning under ”generelt skal alle selskaber i koncernen arbejde med følgende tiltag:” blev tilføjet ” – understøtte biodiversiteten ved driften af selskabernes grønne områder” og at bestyrelsesdagsordener bør ledsages af CO2 konsekvensvurderinger. Liste V foreslog, at der efter ”skovrejsning” indsættes ”og dyrkningsaftaler”. Ejerpolitikken blev godkendt med disse rettelser.