Punkt 8 Geohavneparken - besparelsesmuligheder
Beslutningstema
Med budgetforlig 2023 er administrationen blevet bedt om at vurdere, hvorvidt der kan findes besparelser på bl.a. Havneparken, som der med budget 2022 blev afsat anlægsmidler til. Sagen forelægges med henblik på udvalgets anbefaling vedrørende projektets tidsplan og budgetrammer overfor Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller at Plan- og Lokalsamfundsudvalget overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefaler,
- At godkende, at projektet fortsætter jævnfør projektets tidsplan og at den besluttede budgetramme på 20 mio. kr. (fremskrevet til 20,871 mio. kr. i 2023-priser) fastholdes.
Sagsfremstilling
Baggrund
Havneparkprojektet omfatter arealerne øst og nord for Toldboden på Jessens Mole. Mod nord vil Havneparken blive afgrænset af Godsbanearealet og Havnearbejdernes Hus.
Illustration: Afgrænsning af havnepark
Havneparken er defineret som et rekreativt byrum på havnen rettet mod en bred målgruppe. Havneparken skal kompensere for det ret begrænsede udbud af grønne, rekreative arealer i Svendborg bymidte.
Igangsættelsen af projektet er knyttet til etablering af Hovedpumpestationen, hvis byggeplads overlapper en stor del af Havneparken.
Havneparken er første gang beskrevet i rammelokalplan 349 fra 2005 og dernæst i ”Fremtidens Havn – Udviklingsplan for Svendborg Havn, februar 2014”. Senere har den indgået som et element i konkurrencen for Den Blå Kant og i SIMAC-konkurrencen, samt i 2021 vedtaget i ”Lokalplan 666 - For et område til offentlig havnepark og teknisk anlæg i form af pumpestation”.
I forbindelse med udviklingen af Geopark Det Sydfynske Øhav er der opstillet et mål om at etablere et geopark-besøgscenter i Svendborg Kommune. I forlængelse af dette mål har Lokalplan 666 beskrevet havneparken som besøgscenter gennem primært udendørs formidling og aktiviteter.
Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede d. 11. marts 2021, at igangsætte udarbejdelse af en dispositionsplan for Havneparken som en utraditionel formidlingsplatform for Geo-parken.
Geohavneparken indgår endvidere som forslag til et signaturprojekt i Svendborg Kommunes Udviklingsstrategi 2023 – 2035, som pt. er under udarbejdelse.
Status på proces
Der arbejdes for at integrere offentlige funktioner i den nye pumpestation, som Vand og Affald A/S opfører i den kommende havnepark. Det drejer sig om offentlige toiletter og personlift, der skal sikre adgang for alle til taget, som planlægges anvendt som udsigtsplatform og formidlingssted for eksempelvis maritim kulturarv og andre temaer fra Geopark Det Sydfynske Øhav.
Som led i forarbejderne til Geohavneparkprojektet har administrationen undersøgt muligheder for ekstern medfinansiering. Gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan der opnås op til 40% medfinansiering til eksempelvis projekter som fremmer etablering eller fornyelse af havnemiljøer. Projekterne skal facilitere aktiviteter, ophold og kommercielle tilbud på havnen og invitere til, at turister og borgere kan bruge vandet aktivt.
Erhvervsfremmebestyrelsens pulje opslås ultimo 2022 og for dels at have grundlag for at søge ekstern medfinansiering, dels at være rettidigt klar til at gennemføre anlægsarbejder på havneparken så snart pumpestationen er færdigbygget ultimo 2024, har administrationen jf. Plan- og Lokalsamfundsudvalget beslutning af 14. juni 2022, igangsat udarbejdelse af dispositionsplan og efterfølgende projekt for Geohavneparken.
Den forventede tidsplan for politisk behandling og borgerinddragelse er som følger:
- forår 2023 - Orientering af PLU om skitsering + Borgermøde 1
- sommer 2023 – PLU: godkende skitseforslag + Borgermøde 2
- efterår 2023 - PLU: godkende dispositionsforslag
- forår 2024 - TMU godkende projektforslag
- sommer 2024 - TMU: godkende hovedprojekt
- efterår 2024 - TMU: godkende tilbud
Etablering af Geohavneparken afventer hovedpumpestationens færdiggørelse, som forventes afsluttet ultimo 2024. Anlæggelse af havneparken forventes påbegyndt i 2025.
Økonomisk vurdering
Budgettet for Geohavneparken tager udgangspunkt i en erfaringsbaseret m2-enhedspris for denne type anlæg sat i forhold til arealets størrelse.
Parken forventes at skulle indeholde aktiviteter såsom pladser og opholdsarealer, arealer til skate, sport og leg samt aktiviteter og installationer til geoparkformidling. Der ligger således endnu ikke et detaljeret projekt til grund for budgettet, hvorfor de præcise anlægsudgifter ikke er mulige at beregne.
Budgettet skal kunne dække basisbelægninger og faciliteter til ophold, leg og formidling på et vist niveau som beskrevet ovenfor. Hertil kommer omkostninger til etablering af offentlige toiletter og personlift, for at sikre adgang til pumpestationens tag.
Anlægsrammen vurderes ikke at kunne omfatte stedsspecifik eller særligt designet formidling hvorfor mulighederne for eksterne midler afsøges.
Grundet de aktuelle prisstigninger på anlægsarbejder vurderes der at være stor risiko for at budgettet kan overskride anlægsrammen, hvorfor det kan blive nødvendigt at tilpasse projektet eller søge yderligere fondsfinansiering for at realisere projektet i de forventede rammer og med de oprindelige visioner.
På baggrund af de seneste erfaringstal med anlægsprojekter på havnen (udbud af byrum på Nordre Kaj) forventes en anlægspris på ca. 3.800 kr. pr. kvadratmeter. Der er således en stor risiko for, at den forventede pris for Geohavneparken vil overstige det eksisterende budget, hvorfor projektet må nedskaleres alene for at overholde budgettet. Jfr. Bilag 1. (Bilag 1. anlægspriser ifm byrumsprojekter på Svendborg Havn).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I Budgetforlig 2022-2025 blev der afsat 20 mio. kr. til etablering af en Geo-Havnepark. Dette er fremskrevet til ca. 20,871 mio. kr. i 2023 priser, fordelt med 0,25 mio. kr. i 2022, 0,261 mio. kr. i 2023 samt 4,176 mio. kr. i 2024, og 16,184 mio. kr. i 2025.
Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede d. 14. juni 2022 at frigive anlægsmidler for 2022 på 250.000 kr. i forbindelse med udvikling af koncept og udarbejdelse af dispositionsplan for Geohavneparken.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 10-01-2023
Indstillingen blev godkendt.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 12-01-2023
Indstillingen godkendes.