Punkt 7 Skærpet tilsyn i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus
Beslutningstema
Orientering om status for skærpet tilsyn i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
På Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget den 12. januar 2022 blev udvalget orienteret om, at Sekretariat og Dagtilbud og Bestyrelsen i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus havde indgået en samarbejdsaftale omkring pædagogisk understøttelse i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus i perioden 3. januar 2022 – 31. marts 2022.
Den pædagogiske understøttelse havde til formål at styrke arbejdet med to udviklingsområder, som tilsammen har til formål at løfte den pædagogiske kvalitet for børnene:
- Struktur og organisering
- Optimering af de fysiske leg- og læringsmiljøer
Understøttelsen skete i samarbejde med daværende dagtilbudsleder i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus, Bestyrelsen og souschefen.
Understøttelsen indebar følgende:
- Udlån af kommunal dagtilbudsleder i Sundbyøster til at varetage den nødvendige ledelse i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus
- Udlån af kommunal pædagogisk teamleder fra Sundbyøster på fuld tid til at varetage den daglige, pædagogiske ledelse i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus
- Udlån af to resursepædagoger og en sprogpædagog på i alt 40-60 timer ugentligt til at omsætte udviklingspunkterne sammen medarbejdere i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus
- Ansættelse af medarbejder 2 timer dagligt til at vaske legetøj i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus
- Koordinering med CETS ift. større fysiske omrokeringer i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus
Bestyrelsen for Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus ansatte en ny dagtilbudsleder i maj 2022.
Sekretariat og Dagtilbud har siden januar 2022 fulgt processen tæt og foretog i maj 2022 et planlagt pædagogisk tilsyn i form af KIDS observation. KIDS observationen blev foretaget sammen med de to dagtilbudsledere fra netværket i Fyrtårnet og havde til formål at vurdere kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer.
Resultater fra observationsbesøget i maj blev forelagt ny dagtilbudsleder i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus og bestyrelsesformand samt medarbejdergruppe.
Resultaterne viste, at Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus var på vej, men ikke i mål med at skabe god kvalitet i arbejdet med ”Relationer”, ”Fysiske omgivelser” og ”Leg og aktiviteter”.
Som led i tilsynsrammen for pædagogisk tilsyn blev der udarbejdet en handleplan med beskrivelse af de tiltag, der arbejdes med i børnehuset for at højne kvaliteten.
I oktober 2022 foretog Sekretariat og Dagtilbud sammen med to dagtilbudsledere i Fyrtårnets netværk et uanmeldt observationsbesøg med efterfølgende tilsynsmøde.
Hovedkonklusionen fra tilsynsbesøget var, at der igen er sket en forbedring på alle tre temaer i KIDS siden sidste tilsyn. ”Fysiske omgivelser” og ”Leg og Aktivitet” befinder sig nu i kategorien ”Tilstrækkelig kvalitet” og på grænsen til ”God kvalitet”. ”Relationer” er forbedret til at være i midten af ”Tilstrækkelig kvalitet”.
Der er behov for at fortsætte udviklingsarbejdet for at komme i ”God kvalitet”.
Dagtilbudsleder og bestyrelsesformand i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus genkender også, at der i perioden fra sidste tilsyn er sket en positiv udvikling på baggrund af arbejdet med tiltagene i handleplanen.
Som led i tilsynsrammen for pædagogisk tilsyn bliver der udarbejdet en ny handleplan, som beskriver tiltagene for de næste udviklingstrin, der skal arbejdes med i børnehuset for at højne kvaliteten.
Opfølgning vil blive foretaget i forbindelse med den generelle tilsynsrunde i 2023, hvor der foretages uanmeldte tilsynsbesøg i alle kommunale og selvejende dagtilbud. Her forlænges varigheden af tilsynet i Fyrtårnet Mariasøstrenes Børnehus fra de generelle to timer til seks timer for at følge op på udviklingspunkterne i handleplanen.
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget vil blive orienteret løbende.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Alle udgifter er afholdt inden for Dagtilbuds samlede ramme.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven § 5
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 07-12-2022
Til efterretning.