Punkt 5 Iværksætteri - prioritering af midler og ressourcer
Beslutningstema
Til orientering. Iværksætterindsats – prioritering af midler og ressourcer.
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
De store strukturfondsprojekter på iværksætterområdet (Medstrøm og ShareFifty5) lukkede i 2020 og 2021. Siden da har det ved hjælp af bl.a. en Corona-bevilling været muligt at videreføre iværksætterindsatsen i 2021 og 2022 i en lokal udgave, der bygger direkte på de gode erfaringer og metoder udviklet i projekterne.
Da der ikke blev afsat midler til iværksætterindsatsen i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2023, er det ikke længere muligt at opretholde denne indsats som hidtil.
Erhvervsfremmelovens minimumskrav er, at kommunen er i stand til at henvise iværksættere til virksomhedsguiden.dk og andre nationale tilbud.
Der er dog gode grunde til at opretholde en indsats på et højere niveau end dette minimum:
- Kommunen har to iværksætterhuse – hvoraf Kvægtorvet fra sommeren 2023 konverteres til en start-up etage i det nye maritime erhvervshus. Uden en iværksætterindsats, vil husene stort set kun komme lejerne til gavn.
- De seneste ti års indsats har understøttet, at der nu er et levende og tiltrækkende iværksættermiljø på tværs af mange brancher og geografisk fordelt i hele kommunen. Og med det maritime kraftcenter er der mulighed for at opbygge et tilsvarende stærkt miljø specifikt på det maritime og teknologiske område.
- Fra den eksterne evaluering af strukturfondsprojekterne ved man, at en målrettet indsats kan gøre en markant forskel for de nye virksomheders overlevelse og vækst – så hver krone brugt på indsatsen gav ca. ti kroners ekstra omsætning.
- Kommunen har stor tilflytning, også af iværksættere - ca. 100 tilflyttere om året har enten egen virksomhed med sig, eller starter ny virksomhed indenfor de første to år efter ankomsten i kommunen.
- Der er konstant høj efterspørgsel på iværksættertilbuddene (pt 32 deltagere på seneste grundkursus, 24 på venteliste til næste opstartsforløb).
Kort sagt er det ikke muligt at opretholde og udbygge et tiltrækkende iværksættermiljø og omdømme, uden midler og ressourcer.
Erhvervsafdelingen vil derfor:
- Anvende de midler, der er afsat til kompetenceudvikling og netværksaktiviteter i det nye maritime erhvervshus fordelt på både:
- Aktiviteter og forløb, der er målrettet maritime og teknologiske virksomheder og iværksættere, og
- Aktiviteter og forløb til det brede iværksættermiljø, der bygger på erfaringerne fra de eksisterende forløb – men i en forkortet (og dermed billigere) version, med særligt fokus på at understøtte de netværk og det lokale miljø, som de nationale iværksætter-aktiviteter ikke kan.
- Omprioritere erhvervskontorets opgaver og ressourcer, så det er muligt at føre iværksætterindsatsen og aktiviteterne ud i livet. Erhvervskontoret har fået en vakant stilling, og som situationen er lige nu, er det muligt at fordele opgaverne, så der er rum til at prioritere. Det betyder dog, at afdelingen har begrænset mulighed for at påtage sig nye opgaver.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Da der er tale om omprioritering af eksisterende midler, er der ingen direkte konsekvenser for den kommunale økonomi.
De erhvervsmæssige konsekvenser af omprioriteringen forventes samlet at være positive på tværs af brancher (større overlevelse, bedre vækst).
CO2-Konsekvensvurdering
Indsatserne skønnes ikke at have direkte effekter på emission af CO2.
Lovgrundlag
Erhvervsfremmeloven.
Sagen afgøres i
Erthvervs- og Turismeudvalget.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 09-11-2022
Taget til efterretning.
Hanne Ringgaard Møller (B) og Jesper Ullemose (V) var fraværende. Som suppleanter deltog Jørgen Lundsgaard (B) og Per Nykjær Jensen (V).