Punkt 18 Årlig Prisfest
Beslutningstema
Evaluering og beslutning om fremtidig afvikling af den årlige prisfest.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget træffer beslutning i sagen.
Sagsfremstilling
Før 2019 har man i Svendborg Kommune i en årrække haft enkeltstående prisuddelinger på kultur-, idræts- og spejderområdet. I 2019 blev der som noget nyt i et samarbejde mellem kultur-, spejder- og idrætslivet udviklet et fælles prisfestkoncept, der skulle skabe mere synlighed omkring alle de ekstraordinære indsatser inden for kultur-, idræt- og spejderområdet. I december 2018 traf Kultur- og Fritidsudvalget beslutning om, at man fra 2019 skulle holde et nyt fælles prisarrangement under navnet Prisfesten.
Prisfesten 2019 blev afviklet i Rundbuehallen, med godt 500 deltagere og blev finansieret med et fast tilskud fra Kulturpuljen og Markedsføringspuljen (ØK) samt ekstraordinær støtte fra Sport og Idræt i Svendborg (SIS), Folkeoplysningsudvalget (FOU) og Fonden Fynske Bank.
Prisfesten i Rundbuehallen kostede 210.000 kr.
Den efterfølgende evaluering, pegede på, at det nye koncept var en succes. Politisk så man gerne at Prisfesten også skulle afvikles i lokalområderne om muligt, og Prisfesten 2020 blev derfor planlagt til ’Koncerten’ på Ollerup Efterskole.
Pga. corona-restriktioner i 2020 og 2021, blev konceptet ændret til en nedskaleret uddeling i Rådhussalen, med få deltagere og gæster. Dette format kunne derfor afvikles inden for den afsatte ramme på 90.000 kr.
Prisfesten 2021 på Rådhuset er blevet evalueret med Sport og Idræt i Svendborg (SIS), Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd (BUS), Folkeoplysningsudvalget (FOU) og kulturlivet som vellykket inden for budgetrammen, men også med ønske om fremadrettet at afvikle en fælles Prisfest med mulighed for flere deltagere. Evalueringen peger på, at ultimo januar/primo februar er et optimalt tidspunkt for afvikling. Endvidere opfordres der til, at man bør kigge på formen for udvælgelse af prismodtagere.
Administrationen har i forbindelse med evalueringen undersøgt niveauet for prisuddelinger i de fynske kommuner. Der afvikles prisuddelinger i alle kommuner og det er selvsagt efter individuelle modeller i forhold til antal priser, økonomi og ressourcer. Men et generelt billede tegner, at selve priserne udgør et relativt mindre beløb, og at den samlede økonomi og dermed selve niveauet for afviklingen er svarende til det niveau Svendborg Kommune har haft i 2020 og 2021.
Administrationen har i forbindelse med planlægning og afvikling af prisfesten brugt en del ressourcer. En arbejdsopgave, der især opleves ressourcekrævende for fremdriften, er usikkerheden omkring den økonomiske ramme. Såfremt Svendborg Kommune fremadrettet skal facilitere en fælles prisfest i en større skala, med professionel afvikling samt mange deltagere, er der behov for at konsolidere økonomien omkring prisfesten med et øget tilskud.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den årlige afsatte ramme til Prisfesten udgør 60.000 kr. fra Kulturpuljen og 30.000 kr. fra Markedsføringspuljen under Økonomiudvalget. I alt 90.000 kr.
Til prisfesten 2022 vil der være uforbrugte midler fra 2021 på 24.000 kr.
Det bemærkes at SIS i 2016, 2017 og 2018 modtog 100.000 kr. fra Markedsføringspuljen under Økonomiudvalget til prisuddeling. Dette beløb blev grundet omprioritering reduceret fra 2019 til 30.000 kr.
Budgettet for en prisfest i stor skala med udgifter til leje af venue, forplejning, professionel underholdning og afvikling vil efter administrationens skøn udgøre 300.000 kr.
I forhold til ekstern finansiering har administrationen opfordret Folkeoplysningsudvalget og SIS til at se på muligheden for en fast bevilling. Folkeoplysningsudvalget har på deres møde 20. april besluttet at støtte Prisfesten 2022 med 50.000 kr., og SIS har ligeledes på deres møde 27. april besluttet at støtte Prisfesten 2022 med 30.000 kr. Begge organer oplyser, at en fremadrettet støtte vil afhænge af eventuelle besparelser på udvalgets område.
Såfremt der fremadrettet ønskes en fælles prisfest i et større format, er der et ufinansieret behov til afviklingen i 2023 (Prisfesten 2022) på 106.000 kr. og fremadrettet 210.000 kr. årligt.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 13-06-2022
Udvalget ser perspektiver i en fejring af de frivillige ved en samlet prisfest afviklet i stort format som i 2019.
Finansiering af det ekstra tilskudsbehov på indtil 106.000 kr. til realisering af Prisfesten i 2023 findes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets ramme i forbindelse med regnskabsafslutningen 2022.