Punkt 9 Beslutning om fremtidig afdækning af normeringer i dagtilbud
Beslutningstema
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget skal træffe beslutning om model for afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse fremover.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget træffer beslutning om hvilken model, der anvendes til kommende afdækninger af normeringer
- at resultatet af afdækningen fremlægges på dialogmødet den 3. november 2022 inden politisk behandling på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 9. november 2022
- At der samles op på erfaringerne med afdækningen og den anvendte metode i 2024 med henblik på evt. justeringer og vurdering af behov for videreførsel
Sagsfremstilling
På dialogmøde d. 31.3.2022 med forældrebestyrelser og bestyrelser i kommunale og selvejende dagtilbud blev der drøftet tre forskellige modeller til, hvordan afdækning af normeringer fremover kan gribes an. Modellerne var udarbejdet på baggrund af input fra dagtilbudsledere, pædagogiske teamledere, tillidsrepræsentanter og forældrebestyrelsesformænd/bestyrelsesformænd.
Drøftelsen foregik i forlængelse med tidligere opgørelser af normeringer i 2019 og 2021 og med afsæt i beslutning i udvalget d. 2.3.2022.
Formålet med en afdækning af normeringer er overordnet at belyse serviceniveau og kvalitet i dagtilbuddene ud fra antal børn pr. ansat pædagogisk medarbejder. Afdækningen kan anvendes i politiske drøftelser af området samt lokalt til drøftelse af, hvordan medarbejderressourcerne anvendes mest hensigtsmæssigt henover dagen, ugen, året m.m.
Modellerne bygger ovenpå hinanden, således at model 2 også rummer model 1, og model 3 også rummer model 1-2.
Model 1: Opgørelse pba. lovgivningen om minimumsnormeringer
Folketinget vedtog den 21.12. 2021 en ændring af dagtilbudsloven, hvor det fremgår at der indføres minimumsnormeringer fra 2024. Loven udmønter dele af landspolitisk aftale om minimumsnormeringer af 5.12. 2020.
Fra januar 2024 skal der således være minimum én pædagogisk medarbejder til tre 0-2-årige (til og med den måned hvor barnet fylder tre år) og minimum én pædagogisk medarbejder til seks 3-5-årige (indtil start i forårsSFO/skole).
Opgørelsesmetoden der anvendes er Danmarks Statistiks normeringsstatistik, som er baseret på regnskabstal. Der tages dog højde for hvornår børn indmeldes i børnehave jævnfør ovenstående afgrænsning, ledere indregnes med en vægt på 0,85 og medarbejdere ansat for statslige puljer til social normering indregnes ikke. Normeringen opgøres årligt og som et gennemsnit på kommuneniveau. Aftalepartierne sigter dog mod at opgørelsen på sigt kan ske på institutionsniveau bl.a. ved etablering af et fælles landsdækkende dagtilbudsregister, som kommunerne skal melde normeringstal ind i.
Svendborg Kommune modtager opgørelsen en gang om året i august/september.
Model 2. Cases fra børnehuse + opgørelse pba. lovgivningen om minimumsnormeringer
Modellen rummer model 1 plus cases fra børnehuse.
I 2019 og 21 blev der udarbejdet cases, der viser det konkrete antal børn og medarbejdere i børnehuse på forskellige tidspunkter af dagen i en udvalgt uge.
Hvis model 2 vælges, foreslås det, at der bygges videre på den anvendte metode fra 2019 og 2021 med følgende justeringer:
- Medarbejderes tid til andet arbejde opgøres.
- Casene vises med og uden resurseindsatser
- Casene udarbejdes en gang om året i september, som har det mest gennemsnitlige børnetal, og skal omfatte to uger
- Der udarbejdes cases i fem børnehuse – de tre fra afdækningen i 2019 og 2021 og to yderligere i Svendborg by (herunder evt. et børnehus med resursepladser)
Lovgivning om minimumsnormeringer samt den anvendte budgetmodel i Svendborg Kommune, betyder at ressourceniveauet er forholdsvist ens i sammenlignelige børnehuse. Men ressourcerne kan anvendes forskelligt i børnehusene, bl.a. via medarbejdersammensætningen og forskellig normering hen over dagen m.m. Cases giver viden om den lokale anvendelse i praksis.
Model 3: Beregnede normeringer ud fra Svendborg-kriterier + cases fra børnehuse + opgørelse pba. lovgivningen om minimumsnormeringer
Modellen rummer model 1 og 2 plus en beregning af normeringer i alle børnehuse ud fra Svendborg-kriterier som supplement til Danmarks Statistiks opgørelse.
Det indebærer, at der en gang om året i september beregnes lokale normeringer for alle børnehuse med afsæt i den hidtil anvendte metode, hvor der desuden tages højde for
- Medarbejderes tid til andet arbejde med anvendelse af BUPL’s metode hvor medarbejderes tid til andet arbejde fratrækkes svarende til 11,3 pct.
- Med og uden resurseindsatser
Generelt
Input fra drøftelserne af modellerne på dialogmødet d. 31.3. er samlet op i et pointe-papir fra hvert bord, der rummer de hovedsynspunkter der blev fremsat ved hvert bord. Pointe-papiret er vedlagt som bilag.
Det foreslås at resultatet af afdækningen fremlægges på dialogmødet den 3. november 2022 inden politisk behandling på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 9. november 2022.
Administrationen bemærker, at der er et ikke uvæsentligt tidsforbrug i børnehusene og administrationen ved udarbejdelse af cases og beregninger udover hvad der modtages fra nationalt niveau (model 2 og 3).
På baggrund af de sideløbende nationale initiativer til opgørelse af minimumsnormeringer foreslås det, at der samles op på erfaringerne med afdækningen og den anvendte metode i 2024 med henblik på evt. justeringer og en vurdering af behovet for at fortsætte.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Udvalget besluttede model 3 i september 2022 og godkendt fremlæggelse i november 2022. Der samles op på afdækningen på udvalgets møde i november.