Punkt 5 Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026
Beslutningstema
Godkendelse af dagtilbudsområdets børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026 og godkendelse af anlægstemaer på vuggestue- og børnehavepladser i Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by til budget 2023.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026 godkendes.
- At der udarbejdes et anlægstema på vuggestue- og børnehavepladser i Skårup Skoles distrikt til budget 2023.
- At der udarbejdes et anlægstema på vuggestue- og børnehavepladser i Svendborg by til budget 2023.
Sagsfremstilling
Ifølge dagtilbudsloven skal kommuner opfylde pladsgarantien, som indebærer at tilvejebringe det nødvendige antal pladser, så alle børn kan tilbydes plads i et alderssvarende dagtilbud. Ifølge Svendborg Kommunes visitationskriterier på dagtilbudsområdet, senest godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 12. juni 2019, er der ingen afstandskriterier for en plads. Pladsgarantien er opfyldt, når der tilbydes en plads indenfor kommunen senest tre måneder efter opskrivningsdato. Administrationen tilstræber dog altid at finde en plads i skoledistriktet, hvis det er i overensstemmelse med forældres ønske.
Det nødvendige antal pladser bestemmes af det forventede antal af 0-5-årige i Svendborg Kommune, som tager afsæt i Svendborg Kommunes interne befolkningsprognose og dagtilbudsområdets børnetalsprognose, som kobler befolkningsprognosen med en dækningsgrad, det vil sige et skøn for andelen af børn, der har behov for en plads. Det nødvendige antal pladser bestemmes dernæst af udbuddet af private tilbudstyper samt politiske beslutninger. Befolknings- og børnetalsprognosen, private tilbudstyper og politiske beslutninger beskrives sidst i dagsordenspunktet.
Nedenfor gennemgås det forventede antal af 0-2-årige og 3-5-årige, der har behov for en plads, sammenholdt med antallet af pladser for 0-2-årige og 3-5-årige i de skoledistrikter, hvor der forventes mangel på pladser i perioden 2023-2026. Udbygning med 130 vuggestuepladser i 2022, 28 vuggestuepladser i 2024, 65 børnehavepladser i 2023 og 95 børnehavepladser i 2024 er indregnet. Se bilag 1 (Bilag 1. Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026).
Forventet antal af 0-2-årige sammenholdt med antallet af pladser for 0-2-årige
Samlet for Svendborg Kommune forventes der mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i hele perioden.
I Skårup Skoles distrikt forventes der mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i hele perioden. Administrationen forventer, at Dagplejen kan ansætte dagplejere til at øge antallet af dagplejepladser, men at Dagplejen ikke kan imødekomme hele efterspørgslen efter dagpleje- og vuggestuepladser. Se bilag 2 (Bilag 2. Ansættelse af dagplejere i Svendborg Kommune).
I Svendborg by forventes der mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i hele perioden. I 2024 falder antallet af manglende dagpleje- og vuggestuepladser, hvilket skyldes etablering af 14 vuggestuepladser i Vesterlunden Kernehuset. I 2025 stiger antallet af manglende dagpleje- og vuggestuepladser, hvilket skyldes at der bortfalder 28 vuggestuepladser i 2025, idet modulhuset i Svendborg by pr. 1. august 2022 med 28 vuggestuepladser er midlertidig i en treårig periode. Administrationen forventer, at Dagplejen kan opretholde antallet af dagplejepladser i Svendborg by, men at Dagplejen ikke kan imødekomme efterspørgslen efter flere dagpleje- og vuggestuepladser.
Forventet antal af 3-5-årige sammenholdt med antallet af pladser for 3-5-årige
Samlet for Svendborg Kommune forventes der ledige børnehavepladser i hele perioden.
I Thurø Skoles distrikt forventes der mangel på børnehavepladser i 2023 og 2024 og ledige børnehavepladser i 2025 og 2026, hvilket skyldes at det nye børnehus på Thurø med 60 ekstra børnehavepladser forventes at kunne tages i brug pr. 1. april 2024. Da det forventede antal af 3-5-årige er opgjort pr. marts måned, er de 60 ekstra børnehavepladser først indregnet fra 2025. Indtil det nye børnehus kan tages i brug, kan der tilbydes børnehaveplads i øvrige skoledistrikter i de måneder af året, hvor der ikke er plads til alle børnehavebørn i Thurø Skoles distrikt. Dette vil medføre et ringere serviceniveau i 2023 og 2024 for nogle forældre i Thurø Skoles distrikt med længere transport og manglende tilknytning til lokalområdet.
I Skårup Skoles distrikt (som dækker Skårup og Oure) forventes der mangel på børnehavepladser i 2023 og 2024 og ledige børnehavepladser i 2025 og 2026, hvilket skyldes at kapacitetshuset Skårup Skovmølle med 16 børnehavepladser overgår fra Østerdalen Thurø Børnehuse til Østerdalen Skårup Børnehus i 2024 i forbindelse med etablering af det nye børnehus på Thurø. Der kan tilbydes børnehaveplads i øvrige skoledistrikter i de måneder af året, hvor der ikke er plads til alle børnehavebørn i Skårup Skoles distrikt. Dette vil medføre et ringere serviceniveau i 2023 og 2024 for nogle forældre i Skårup Skoles distrikt med længere transport og manglende tilknytning til lokalområdet.
I Svendborg by (som dækker fire skoledistrikter) forventes der ledige børnehavepladser i hele perioden. I Svendborg by skal der være ledige børnehavepladser til at håndtere udsving i børnetal afledt af eksempelvis større nettotilflytning eller nedgang i private tilbudstypers kapacitet i Svendborg bys fire skoledistrikter og i de andre seks skoledistrikter, såfremt behovet opstår. Som følge af udbygning med 100 børnehavepladser i 2023 og 2024 er der i 2024, 2025 og 2026 ledige børnehavepladser i Svendborg by på mere end reservekapaciteten på samlet 64 børnehavepladser.
Udbygning af vuggestue- og børnehavepladser
Som følge af det forventede antal af 0-2-årige og 3-5-årige, der har behov for en plads, sammenholdt med antallet af pladser for 0-2-årige og 3-5-årige foreslår administrationen, at der til budget 2023 udarbejdes anlægstemaer med:
- Etablering af vuggestue- og børnehavepladser i Skårup Skoles distrikt
- Etablering af vuggestue- og børnehavepladser i Svendborg by
Med etablering af vuggestuepladser i Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by forventes det, at der ikke bliver mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i perioden 2023-2026, hvorved pladsgarantien kan opfyldes.
Ved etablering af vuggestuepladser i Svendborg by bliver det nødvendigt også at etablere børnehavepladser, idet det ikke længere er muligt at etablere vuggestuepladser i eksisterende børnehuse uden også at etablere børnehavepladser, idet der skal være plads til vuggestuebørnene i børnehaven. Ved etablering af børnehavepladser i Svendborg by tilvejebringes der børnehavepladser til at imødekomme et forventet stigende antal 3-5-årige fra 2024 og frem mod 2034. Se bilag 1 (Bilag 1. Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026).
Befolknings- og børnetalsprognosen
Sammenlignet med 2022 forventer befolkningsprognose 2022-2035, at antallet af 0-2-årige stiger med 105 børn frem mod 2026, hvor der forventes 1.768 0-2-årige. Det forventes at stigningen i antallet af 0-2-årige koncentreres til Svendborg by. Sammenlignet med 2022 forventer befolkningsprognose 2022-2035, at antallet af 3-5-årige i 2026 er stort set lig antallet af 3-5-årige i 2022, hvor der er 1.886 3-5-årige. Den aktuelle situation med modtagelse af ukrainske familier og børn er ikke indregnet i befolkningsprognose 2022-2035.
I årets første tre måneder er der født det forventede antal børn. Der er tilflyttet marginalt færre 0-5-årige end forventet af befolkningsprognose 2022-2035. Sammenholdt med befolkningsprognose 2022-2035 nedjusterer børnetalsprognosen pr. 1. april 2022 således det forventet antal af 0-5-årige marginalt.
Dækningsgraden (skøn for andelen af børn, der har behov for en plads) for de 0-2-årige og de 3-5-årige, ligger på et stabilt niveau på henholdsvis 68 pct. og 99 pct. Fra august 2022 træder en ny orlovsmodel i kraft, som betyder, at flere orlovsuger øremærkes faren. Dette kan få betydning for, hvornår børn typisk starter dagpleje- og vuggestue, det vil sige dækningsgraden for de 0-2-årige. I finansloven for 2022 blev det besluttet, at der fra 2023 skal skabes bedre mulighed for at børn kan starte senere i skole, hvis de af trivselsmæssige, sociale eller faglige årsager har behov for dette. Dette kan få betydning for, hvor mange børn der skal være plads til i børnehaverne, det vil sige dækningsgraden for de 3-5-årige.
Private tilbudstyper
Ca. 20 pct. af kommunens børn, som har behov for en plads, er indmeldt i private dagtilbud eller modtager tilskud til private pasningsordninger eller private tilskudsordninger. Private tilbudstyper er således en betydelig medspiller i kommunens opfyldelse af pladsgarantien, og udviklingen følges tæt, så antallet af pladser i kommunale og selvejende dagtilbud kan justeres i forhold hertil.
Antal indmeldte 0-2-årige i private tilbudstyper er i perioden 2017-2021 steget med 59 børn, og skyldes at antallet af indmeldte 0-2-årige i private pasningsordninger og private tilskudsordninger (tilskud til pasning af eget barn) er steget. Antal indmeldte 3-5-årige i private tilbudstyper er på omtrent samme niveau i 2022 som i 2017.
Politiske beslutninger
Det er politisk besluttet, at der skal være en reservekapacitet, som følge af eventuel nedlæggelse af private tilbudstyper og udsving i børnetal. Der skal indregnes en reservekapacitet svarende til ti pct. af de private dagtilbuds godkendte antal vuggestue- og børnehavepladser. Det betyder, at der i 2022 skal være en reservekapacitet på 11 dagpleje- og vuggestuepladser og 34 børnehavepladser. Herudover skal der indregnes en reservekapacitet som følge af udsving i børnetal på 20 dagpleje- og vuggestuepladser og 30 børnehavepladser. I 2022 udgør den samlede reservekapacitet således 31 dagpleje- og vuggestuepladser og 64 børnehavepladser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser på stigning i antallet af børn indarbejdes i driftstema til budget 2023 som forelægges Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget den 15. juni 2022.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven § 23.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Godkendt og der udarbejdes et anlægstema til budget 2023 på vuggestue- og børnehavepladser i henholdsvis Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by.