Punkt 18 Beslutningsgrundlag for vind- og solenergianlæg 2021-2040
Beslutningstema
Ifølge Klima- og Energipolitikken skal Svendborg Kommune på virksomhedsniveau være 100 % omstillet til vedvarende energi i 2030 og på geografisk niveau være 100 % omstillet til vedvarende energi i 2040. For at opnå certificering som DK2020 Kommune skal Svendborg Kommune kunne vise vejen til 70 % reduktion af CO2-udledningen i 2030 i forhold til 1990 samt vise vejen til netto-nuludledning af CO2 i 2050. Endelig har Svendborg Kommune tilsluttet sig visionen Fyn 2030, hvor der skal opnås 80 % CO2-reduktion samlet set for Fyn.
Miljø- og Naturudvalget ønsker, der tages en politisk beslutning om omfanget og fordelingen af energi fra henholdsvis vind- og solenergianlæg i Svendborg Kommune. Der blev den 13. april 2021 afholdt et temamøde med Energinet og SEF/FLOW (Sydfyns Elforsyning) med efterfølgende politisk drøftelse i Miljø- og Naturudvalget. Drøftelsen fortsatte i Miljø- og Naturudvalget den 4. maj. Her blev det besluttet, at administrationen beskriver et hypotetisk scenarie med en relativ fordeling mellem sol og vind med afsæt i regeringens klimapartnerskab med energi- og forsyningssektoren. Desuden ønskedes undersøgt, hvilke erfaringer der er i andre kommuner med at fastlægge en relativ fordeling mellem sol- og vindenergianlæg.
Indstilling
Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales,
- At der fastlægges en endelig relativ fordeling mellem sol- og vindenergianlæg, som udgangspunkt for den fremtidige vedvarende energiplanlægning med afsæt i et af de følgende fire hypotetiske scenarier:
- Scenarie A: der planlægges for opsætning af 4 vindmøller og 12 ha. solceller.
- eller
- Scenarie B: der planlægges for opsætning af 75 ha. solceller.
- eller
- Scenarie C: der planlægges for opsætning af 6 vindmøller og 285 ha. solceller.
- eller
- Scenarie D: der planlægges for opsætning af 381 ha. solceller.
Sagsfremstilling
Ifølge Klima- og Energipolitikken skal Svendborg Kommune på virksomhedsniveau være 100 % omstillet til vedvarende energi i 2030 (delmål er 75 % omstillet i 2025) og på geografisk niveau være 100 % omstillet til vedvarende energi i 2040 (delmål er 50 % omstillet i 2025). For at opnå certificering som DK2020 Kommune skal Svendborg Kommune kunne vise vejen til 70 % reduktion af CO2-udledningen i 2030 i forhold til 1990 samt vise vejen til netto-nuludledning af CO2 i 2050. Endelig har Svendborg Kommune tilsluttet sig visionen Fyn 2030, hvor der skal opnås 80 % CO2-reduktion samlet set for Fyn.
På baggrund af en Byrådsbeslutning den 27. oktober 2020 drøftede Miljø- og Naturudvalget den 1. december 2020 en proces, som kan føre til en politisk beslutning om omfanget og fordelingen af vedvarende energi fra henholdsvis vind- og solenergianlæg.
Den 13. april 2021 blev der afholdt et temamøde for Byrådet med oplæg ved Energinet og SEF/FLOW (Sydfyns Elforsyning). Efterfølgende var der en politisk drøftelse i Miljø og Naturudvalget. Den 4. maj 2021 var der endnu en drøftelse af emnet på Miljø- og Naturudvalgets møde.
Netkapacitet
På temamødet den 13. april redegjorde Energinet og SEF/FLOW for den nuværende kapacitet i deres del af elnettet på Sydfyn samt redegjorde for processen med at blive tilsluttet. Deres præsentationer er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1: SEF/FLOWs præsentation) og bilag 2 (Bilag 2: Energinets præsentation).
Energinet præsenterede blandt andet deres nye kapacitetskort, som giver et øjebliksbillede af den mulige netkapacitet for tilkobling af nye vedvarende energianlæg. Kapacitetskortet opdateres halvårligt.
Med udgangspunkt i at solcelleanlægget ved Tved gennemføres, oplyste Energinet, at der for nuværende er en ledig kapacitet på ca. 160 MW for Svendborg området. De 160 MW bør alene ses som et pejlemærke for ledig netkapacitet, da opstilling af andre vedvarende energianlæg i nabokommuner kan have betydning for den ledige kapacitet i Svendborg. Vindmøller og solcelleanlæg kan for visse situationer deles om den samme netkapacitet, da de typisk producerer energi på forskellige tidspunkter.
Administrationen har den 11. maj 2021 holdt et møde med Energinet og SEF/FLOW omkring de aktuelle tilkendegivelser fra lodsejere om vedvarende energianlæg. Energinet og SEF/FLOW kan ikke udtale sig om, hvilke projekter der vil være hurtigst og nemmest at tilslutte, da situationen kan ændre sig hurtigt afhængig af hvilke andre projekter, der gennemføres. Desuden er begge selskaber forpligtet til at udbygge elnettet, så der opnås tilstrækkelig kapacitet til de projekter, som kommunerne godkender.
Tidshorisonten for, at et vindmølle- eller solcelleanlæg opnår nettilslutning hos SEF/FLOW eller Energinet, er typisk 2-6 år afhængig af, hvor meget der er brug for at tilpasse/udbygge det eksisterende net.
SEF/FLOW oplyste, at der per 1. januar 2023 formentlig træder ny lovgivning i kraft, som betyder, at projektudviklere selv skal betale for omkostninger ved nettilslutning. Det skaber usikkerhed omkring økonomien i projekterne.
Mulige nye energiprojekter
På nuværende tidspunkt foreligger der tilkendegivelser fra lodsejere om opstilling af 12 solcelleprojekter og 3 vindmølleprojekter jævnfør bilag 3. (Bilag 3: Screenede tilkendegivelser om VE-anlæg fra lodsejere).
Administrationen har screenet de indkomne tilkendegivelser om fremtidige solcelle- og vindmølleprojekter fra lodsejere i Svendborg Kommune. Listen er foreløbig og screenet på baggrund af landskabelige hensyn, diverse beskyttelseslinjer, drikkevandsinteresser, nærhed til naboer m.m. Der er i listen ikke indarbejdet en vurdering i forhold til, hvor nemt de kan tilkobles det eksisterende elnet, da det ikke var muligt at få en tilkendegivelse af det fra Energinet og SEF/FLOW. Projekterne på listen er markeret med henholdsvis grøn, gul og rød farve, som en foreløbig samlet vurdering af projekternes realiserbarhed. De grønne projekter vil umiddelbart kunne planlægges for, de gule kræver forskellige typer af tilpasninger, og ikke alle vil kunne realiseres, og ingen af de røde projekter kan umiddelbart planlægges for grundet gældende lovgivning. Den foreløbigt vurderede liste fremgår af bilag 3 (Bilag 3: Screenede tilkendegivelser om VE-anlæg fra lodsejere). Efter fornyet dialog med lodsejerne og en eventuel opdatering af projekterne kan vurderingen ændres.
Hypotetiske scenarier
Administrationen har i bilag 4 (Bilag 4: Mulige scenarier for energiproduktion i Svendborg Kommune) opstillet fire hypotetiske scenarier med relative fordelinger mellem sol- og vindenergi. Der er mange mulige hypotetiske scenarier, og administrationen har derfor truffet et valg om præsentation af i alt fire forskellige scenarier.
Alle scenarier tager udgangspunkt i følgende forudsætninger:
- At al elproduktion i 2030 i Danmark er baseret på 100 % vedvarende energi, blandt andet fra de planlagte energiøer (kilder: regeringens ”Energiaftale af 29. juni 2018” og Energistyrelsens ”Basisfremskrivning 2020”).
- At der sker en væsentlig omstilling af bilparken til el- og hybridbiler (på landsplan 1,5 mio. elbiler i 2030).
- At der sker en væsentlig stigning i antallet af individuelle varmepumper og i fjernvarmen frem mod 2030.
- At der ikke kommer datacentre og PtX-anlæg (elektrolyseanlæg til fremstilling brint og metanol) i Svendborg Kommune.
Forudsætningerne er baseret på fremskrivningen i regeringens klimapartnerskab med energi- og forsyningssektoren. Her kommer elproduktionen i Danmark i 2030 fra 48 % havvindmøller, 27 % landvindmøller, 14 % solceller og 11 % brændsler (primært biomasse men også ca. 1 % fossile brændsler).
I alle fire hypotetiske scenarier er der indregnet produktion fra eksisterende godkendte vindmølle- og solcelleanlæg i Svendborg Kommune. Frem mod 2030 forventes hovedparten af disse anlæg stadig at være i drift.
I de to af scenarierne (A og B) vil 59 % af elforbruget i Svendborg Kommune blive dækket fra det nationale elmix. Det resterende elforbrug vil blive leveret fra eksisterende vedvarende energianlæg i kommunen suppleret med nye vindmøller og solceller (scenarie A) eller suppleret udelukkende med nye solceller (scenarie B).
De to øvrige scenarier (C og D) er baseret på, at Svendborg Kommune er selvforsynende med el fra vindmøller og solceller i en mængde svarende til kommunens samlede elforbrug. Elforbruget vil således blive dækket af eksisterende vedvarende energianlæg i kommunen suppleret med nye vindmøller og solceller (scenarie C) eller suppleret udelukkende med nye solceller (scenarie D).
Af bilag 5 (Bilag 5: Metode for tilskrivning af CO2-gevinster fra VE-anlæg til kommuner) fremgår det, hvordan CO2-gevinsten fra vedvarende energianlæg tilskrives kommunerne. Al strøm produceret af vindmøller og solceller fysisk placeret i Svendborg Kommune regnes med i Energistyrelsens Energi- og CO2-regnskab som vedvarende energi produceret i Svendborg Kommune. CO2-gevinsten trækkes fra det samlede elforbrug i kommunen. Hvis der produceres mere strøm, end der bruges, vil CO2-udledningen fra elforbruget herfra gå i minus. Al strøm, der produceres uden for kommunen, tæller ikke direkte med i kommunens CO2-regnskab. Dette tælles med i det nationale elmix.
De fire scenarier er gengivet i følgende skema.
CO2-udledningen i Svendborg Kommune stammer overvejende fra transport, landbrug, varme og el. Svendborg Kommunes klimamål om 100 % omstilling til vedvarende energi opgøres i forhold til energiforbruget til el, varme og transport.
Med valget af et af de fire scenarier (A, B, C eller D) vil Svendborg Kommune komme i mål med 100 % omstilling til vedvarende energi til elforbruget senest i 2030. Scenarierne vil også bane vejen for at opnå 100 % omstilling til vedvarende energi på varme- og transportområdet i 2030, da vi forventer en øget elektrificering af disse områder. Den samlede opgørelse af vedvarende energi (indenfor el, varme og transport) i relation til kommunens mål og delmål i 2025, 2030 og 2040 kan ikke estimeres for nuværende. Om Svendborg Kommune når delmålene om henholdsvis 50 % og 75 % omstilling til vedvarende energi i 2025 vil afhænge af, hvor hurtigt de forskellige vindmølle- og solcelleprojekter gennemføres (lokalt og nationalt), samt hvor meget der elektrificeres på varme- og transportområdet. I 2020 var andelen af vedvarende energi i elforbruget i Danmark ca. 80 % (kilde: Energinet).
Efterhånden som andelen af vedvarende energi øges vil CO2-udledningen reduceres. Andelen af vedvarende energi i elforbruget vil være tæt på 100 % i 2030, og dermed vil CO2-reduktionen være reduceret med tæt på 100 % i 2030 (der kan evt. være brug for at anvende fossile brændsler som reserve).
Alle fire hypotetiske scenarier (A, B, C og D) vil derfor også vise vejen til at opnå CO2-reduktioner svarende til kommunens forpligtelser i Fyn 2030 og DK2020. Effekten vil øges jo flere anlæg, der etableres, og hvis der etableres både vindmøller og solceller, vil dette resultere i en større spredning af elproduktionen over døgnet og over året.
For at få en mere præcis beregning af CO2-reduktionen i forhold til de fire scenarier (A, B, C og D) holdt op mod de enkelte CO2-reduktionsmål (70% i 2030 for DK2020 og 80% i 2030 for Fyn 2030 samt netto-nuludledning i 2050 for både DK2020 og Fyn 2030) kræves der ekstern rådgivning, da der er tale om større beregninger indenfor alle sektorer (el, varme, transport, landbrug).
Region Syddanmark får for alle de syddanske DK2020-kommuner udført en CO2-opgørelse for 2019, en baseline for 1990 og en scenarieberegning af CO2-udledningen i 2030 for el, varme, transport, landbrug og affald) på kommuneniveau. Det forventes, at opgørelserne kommer inden sommerferien.
Erfaringer fra andre kommuner om fordeling af energi fra sol- og vindenergi
Administrationen har kontaktet flere kommuner i både de fynske og nationale netværk for at afdække, om andre kommuner har erfaringer med at fastlægge en relativ fordeling mellem sol- og vindenergianlæg. Det er ikke lykkes at finde en kommune, der har fastlagt en fordeling, som indeholder både sol- og vindenergianlæg. Enkelte kommuner har besluttet, at der ikke skal opstilles nye vindmøller. Det gælder eksempelvis Vejen og Furesø Kommuner.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Hvis der igangsættes planlægning for vedvarende energianlæg, og projekterne godkendes og etableres kan det føre til en ny form for indtægt for de berørte lodsejere. Desuden vil projekterne i etableringsfasen betyde arbejdspladser.
CO2-Konsekvensvurdering
Nye og store anlæg til produktion af vedvarende energi vil reducere CO2-udledningen væsentligt.
Lovgrundlag
Klima- og Energipolitik 2020-25, Svendborg Kommune.
Sagen afgøres i
Byrådet.
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 08-06-2021
Udvalget erklærede Birger Jensen (Liste V) inhabil i sagen, hvorfor han forlod mødet. Stedfortræder Per Nykjær Jensen (Liste V) deltog i stedet under punktets behandling.
Liste V fremsætter følgende forslag:
Beslutning om endelig fastlæggelse af fordeling mellem sol- og vindenergianlæg i Svendborg Kommune udskydes, med henblik på at afvente muligheden for tilrettelæggelse af en mere borgerinddragende proces. Det skal bl.a. ses i lyset af, at der sideløbende arbejdes med nedsættelse af et Borgerklimaråd /Borgersamling, som netop har til hensigt at styrke den demokratiske inddragelse og løfte kvaliteten af de politiske beslutningsprocesser, i relation til kommunens Klima- og Energipolitik.
Forslaget bringes til afstemning.
For stemmer 2 medlemmer: Liste V og Løsgænger Jens Munk
Imod stemmer 5 medlemmer: Liste A, F, C, Ø og.
Dermed faldt forslaget.
Miljø- og Naturudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalg og Byrådet, at der planlægges for et nyt scenarie G med opsætning af 3 vindmøller og 84 ha. solceller.
Liste V og Løsgænger Jens Munk kan ikke godkende anbefalingen.
Liste V afgiver følgende mindretalsudtalelse:
Anbefalingen kan ikke godkendes, idet der ønskes planlagt for ca. 75 ha solceller, jvf. model B, under forudsætning af at Borgerklimarådet/Borgersamlingen inddrages i planlægning og placering, inden projekterne vedtages.
Løsgænger Jens Munk afgiver følgende mindretalsudtalelse:
Anbefalingen kan ikke godkendes, idet målsætningen om CO2 reduktionen er ok, men urealistisk med de fremlagte data.