Punkt 18 Afdækning af potentialerne i værtskab for Spejdernes Lejr 2026
Beslutningstema
A: Beslutning
Beslutning vedr. værtskab for Spejdernes Lejr 2026
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At der ikke afgives et officielt bud på værtskabet for Spejdernes Lejr 2026 på de vilkår, der er opstillet af SPEJDERNE i det præsenterede værtsmateriale
- At der indsendes en interessetilkendegivelse og et tilbud om forhandling af vilkårene for et værtskab (se separat sag)
Sagsfremstilling
Baggrund
Spejdernes Lejr (SL) afvikles hvert fjerde år (indtil SL2022 var det hvert femte år) med ca. 40.000 deltagere og et tilsvarende antal forventede gæster. Den primære målgruppe for deltagere er børn og unge mellem 10 og 17 år, og gæster er typisk familie. Lejren løber i 10 dage og afvikles af SPEJDERNE, der er en paraplyorganisation for fem danske spejderkorps. SPEJDERNE har fremsendt værtsmateriale (bilag 1) med henblik på at indgå en aftale med en værtskommune for SL2026.
Potentialer
Det er administrationens vurdering, at SL på en lang række parametre kan understøtte de styrkepositioner, der er fremhævet som værende et særligt potentiale for Svendborg. SL har således potentiale til at understøtte de særlige styrkepositioner indenfor oplysning og undervisning og natur, og med de mange gæster, der besøger lejren og værtskommunen, kan den samtidig understøtte turismen. I forbindelse med SL2017 i Sønderborg så de turismeøkonomiske effekter således ud:
Antal deltagere (heraf udenlandske) | 37.000 (4.500) |
Antal gæster (heraf ikke-lokale) | 68.000 (40.400) |
Antal dagsdeltagere (antal deltagere & gæster * antal dage) | 390.000 |
Samlet omsætning under lejren (heraf udenfor lejren)* | 47 mio. (25 mio.) |
Samlet omsætning i Sønderborg (planlægning + afvikling) | 44 mio. kr. |
Overnatninger, gæster (kommercielle) | 15.000 (7.000) |
Værdi af medieomtale for Sønderborg Kommune | 22 mio. kr. |
Udover den afledte turisme har SL også potentiale til at generere en forholdsvis stor medieomtale, der med den rette aktivering kan være platform for at fortælle en lang række historier om Svendborgs styrkepositioner og Svendborgs udvikling inden for eksempelvis Geopark Det Sydfynske Øhav, bæredygtighed, udeliv mv.
I forbindelse med SL2017 oplevede Sønderborg Kommune desuden stor opbakning fra både borgere og erhvervsliv. Efter afholdelse betragtede 95 % af borgerne og 88 % af erhvervslivet værtskabet som en god/meget god idé og henholdsvis 90 % og 95 % mente, at kommunen skulle arbejde på at tiltrække lignende events. Den samlede evaluering fra Sønderborg Kommune er vedlagt (bilag 2). Samrådet for spejdere i Svendborg, BUS har bidraget til afdækningen her, og har i den forbindelse indsendt den vedlagte udtalelse (bilag 3).
Organisering og økonomi
Udgangspunktet i det fremsendte værtsmateriale (bilag 1) er, at værtskommunen er ansvarlig for etablering af faciliteter, trafikal infrastruktur og forsyning, imens SPEJDERNE er ansvarlige for lejrens indhold. Dette gælder både i handling/udførsel og i finansiering.
Efter en geografisk screening af kommunen på baggrund af en lang række kriterier, er det administrationens vurdering, at Svendborg Kommune vil kunne imødekomme langt størstedelen af de ønsker og krav, der stilles til lejren. Med en placering i området nord for Tankefuld, syd for Faaborgvej og øst for Hvidkilde, samt området omkring Svendborg Idrætscenter, vil pladskrav og infrastruktur kunne imødekommes. Samtidig sikres en relativt bynær placering, der gør det lettere for både deltagere og gæster at besøge og opleve Svendborg by til gavn for handelsliv, restaurationer, kulturliv mv. En placering i det nævnte område formodes samtidig at generere en række synergier med det forventede værtskab for Harley-Davidson Super Rally samme år. De involverede lodsejere er orienteret.
På baggrund af erfaringerne fra SL2017 i Sønderborg og kendskabet til området ifm. DGI Landsstævne 2022 vurderes det, at omkostningerne ved at imødekomme de vilkår, der er defineret i værtsmaterialet, beløber sig til ca. 30 mio. kr. I forbindelse med SL2017 havde Sønderborg Kommune udgifter for 37 mio. kr. hvoraf ca. 9 mio. kr. var blivende anlægsinvesteringer. Det fremgår af SPEJDERNES hjemmeside, at SPEJDERNE kom ud af SL2017 med et overskud på 17 mio. kr. Der er altså ikke fælles økonomi, som det eksempelvis kendes fra landsstævnet.
I forbindelse med SL2022 i Hedeland ses en helt anden organisering, hvor de tre kommuner bag værtskabet (Roskilde, Greve og Høje Taastrup) tilsammen har ydet SPEJDERNE et tilskud på 6 mio. kr. og stillet et areal til rådighed uden yderligere væsentlige forpligtelser.
Potentialet ved at værtskab må forventes at variere alt efter graden af engagement.
Konklusion
På baggrund af den gennemførte potentialeafdækning er det administrationens vurdering, at Svendborg Kommune ikke kan indgå i et samarbejde med SPEJDERNE på det foreliggende grundlag, selvom potentialerne vurderes at være gode. Det indstilles derfor, at Svendborg Kommune stiller sig til rådighed for yderlige drøftelser med SPEJDERNE vedrørende vilkårene for et eventuelt samarbejde, såfremt SPEJDERNE er interesserede i dette.
Administrationens mandat ved en eventuel drøftelse behandles særskilt af hensyn til en eventuel forhandling (lukket sag).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser behandles særskilt.
Som synliggjort ovenfor forventes et værtskab at generere en væsentlig erhvervsmæssig aktivitet hos eksempelvis handels- og restaurationsliv, overnatningssteder mv. Dertil kommer en lokal omsætning i relation til etablering af lejr og eventuelle partnerskaber.
CO2-Konsekvensvurdering
Udgangspunktet for vurderingen er erfaringer vedr. forbrug ifm. SL2017 i Sønderborg. For SL2017 er forbruget opgjort for el og diesel. Baseret på nyeste emissionsfaktorer kan det opgjorte forbrug af el og diesel omregnes til samlet set 115 tons CO2, svarende til ca. 0,03 % af den samlede CO2-udledning for Svendborg Kommune som geografisk område (2018-tal). Udover el og diesel har SL2017 registreret et vandforbrug på ca. 25.000 m3. Der er ikke registreret et varmeforbrug, da vand til fx badvogne opvarmes med diesel og dermed er indregnet i det samlede dieselforbrug. Udledning fra transport er ikke opgjort, men man har registreret 52.355 køretøjer ud af lejren. Samlet set er den administrative vurdering, at lejren ikke vil få væsentlige konsekvenser for den samlede CO2-udledning. Såfremt Svendborg Kommuner bliver vært for SL2026, vil der blive arbejdet målrettet med klimahensyn i planlægningsfasen jfr. Klima- og Energipolitikken.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten
Sagen afgøres i
Byrådet.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 11-03-2021
Indstillingen godkendtes.
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-03-2021
Godkendt.
Afbud fra John Arly Henriksen (A) og Mette Kristensen (V). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Lars Erik Hornemann (V).