Punkt 15 Frigivelse af anlægsmidler havnen
Beslutningstema
Bevilling og frigivelse af anlægspulje til havneprojekter 2021.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget,
- At anlægspuljen på ca. 2,5 mio. kr. til ”Generel vedligeholdelse af havnen i 2021” frigives.
- At anlægspuljen på de ca. 2,5 mio. kr. disponeres til planlægning, eftersyn og vedligeholdelse af havneprojekter.
- At administrationen må bruge rådgiver på enkelte planlægningsprojekter, hvis opgaven kræver specialviden.
- At det forventede samlede mindre forbrug på ca. 1,559 mio. kr. fra puljen ”Reduktion af efterslæb på havnens anlægskonstruktioner 2019/20” overføres til puljen ”Generel vedligeholdelse af havnen i 2021” til planlægning, eftersyn og vedligeholdelse af havneprojekter under forudsætning af, at beløbet bevilges overført fra 2020 til 2021.
Sagsfremstilling
Puljen til havneprojekter i 2021 skal bruges på vedligeholdelsesopgaver vedrørende havnefaciliteter, løbende genoprettelse, udskiftning af udtjente havneanlæg og til indhentning af akutte driftsefterslæb på diverse havneanlæg.
Konkret forventer administrationen, at bevillingen anvendes som angivet herunder. De enkelte projekter er nærmere beskrevet i bilag 1 (Bilag 1. Liste over havnens projekter 2021).
- Planlægning og eftersyn med mere.
- Akut pulje
- Faldhuller med mere.
- Pæleudskiftning
- Forankringskæder, Tolderbro flydebro
- Hjortø, oprensning af sejlrende
- Skarø, venteværelse
- Nye pæle ved værftskaj
- Højestene fendertræ
- Hudes Plads renovering
Da nogle af projekternes omfang ikke kan forudsiges med sikkerhed førend arbejderne sættes i gang, kan det blive nødvendigt at tilpasse/prioritere i opgavernes udførelse.
I forbindelse med planlægning og udførelse af de enkelte projekter forventes der behov for brug af ekstern rådgiver på enkelte projekter, og udgifterne hertil forventes samlet set at overstige 150.000 kr.
Der er ved prioriteringen af projekterne så vidt muligt taget højde for det kommende byggeri af SIMAC og projektet ”Den Blå Kant”. Ved projektet, renovering af kajanlæg ved Hudes Plads, vil det dog være nødvendigt at fjerne fendertræ, hvor slusen skal placeres.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i anlægsrammerne for havnen i 2021 indarbejdet 2.494.426 kr. til generel vedligeholdelse af havnen.
Puljen til reduktion af efterslæb på havnens anlægskonstruktioner for 2019 og 20 udviser et samlet forventet mindreforbrug på 1.558.718 kr., som ved regnskabsaflæggelsen for 2020 søges tillagt anlægsrammen for ”Generel vedligeholdelse af havnen 2021”. Beløbet kan først disponeres herefter, under forudsætning af, at det overføres.
Puljerne for 2021 på 2.494.426 kr. og mindreforbruget for 2019 og 2020 på 1.558.718 kr. søges prioriteret som anført i vedlagte bilag (Bilag 1. Liste over havnens projekter 2021).
En del af opgaverne vil forbedre de erhvervsdrivendes mulighed for at benytte kajstrækningen, der udlejes af Svendborg Kommune.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have konsekvens for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Svendborg Kommunes Kasse- og regnskabsregulativ.
Sagen afgøres i
Teknik- og Erhvervsudvalget
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 04-02-2021
Indstillingen godkendes.
Palle Fischer (C) var fraværende. Som suppleant deltog Henrik Nielsen (C).