Punkt 11 Valdemars Slot - Færdsel gennem portbygningerne
Beslutningstema
På baggrund af politiets afslag på etablering af højdevarslingsportal ved Valdemars Slot er der udarbejdet et nyt forslag med en udbygning af den elektroniske højdevarsling og skiltning.
Ved udvalgets godkendelse sendes forslaget i otte ugers høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse, at
- Ændringer vedrørende sikring af portbygningerne ved Valdemars Slot sendes i otte ugers høring.
Sagsfremstilling
På udvalgsmøde den 10. september 2020 godkendte Teknik- og Erhvervsudvalget forslaget til sikring af portbygningerne ved Valdemars Slot med tilpasning i forhold til høringssvarene. Forslaget blev efterfølgende endelig godkendt i Byrådet den 6. oktober 2020. Godkendelsen var det forbehold, at politiet kunne give den endelige godkendelse af forslaget.
Politiet har været inddraget i processen omkring sikring af portbygninger ved Valdemars Slot fra starten. Som det fremgår af bilag 1 ”Mail fra politiet” har politiet anbefalet at arbejde videre med forslag 3 og 4, bilag 2 ”Tidligere forslag”, som inkluderer en højdevarslingsportal.
I forbindelse med politiets endelige godkendelse af det tilpassede forslag, har politiet foretaget en ny vurdering af højdevarslingsportalen. Politiet kan på baggrund af deres nye vurdering ikke længere godkende opsætning af højdevarslingsportalen på en offentlig vej, da højdevarslingsportaler af denne type alene kan anvendes midlertidigt i forbindelse vejarbejde. Dette grundet sikkerhedsmæssige hensyn. Afslaget er vedlagt som bilag 3 ”Afslag”.
Alle elementer, udover højdevarslingsportalen, er godkendt af politiet. Etablering af gågadetavler, steeler og blomsterkasser er derfor påbegyndt. Vejbelægning og afstribning bliver lavet i foråret 2021.
Med henvisning til politiets afslag af etablering af højdevarslingsportalen har administrationen i dialog med politiet tilpasset projektet. Det nye projekt har erstattet højdevarslingsportalen med en udbygning af den elektroniske højdevarsling og skiltning. Forslaget er vedlagt som bilag 4 ”Nyt forslag til høring”.
Da forslaget har ændret sig fra det vedtagne, sendes forslaget i otte ugers høring fra mandag den 7. december 2020 til den 31. januar 2021.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Projektet er en del af de fremrykkede projekter i forbindelse med Covid-19, hvor anlægsfinansieringen sker ved lånoptagelse.
Det forventes at udgiften er på niveau med det tilpassede forslag, som blev præsenteret den 10. september 2020.
CO2-Konsekvensvurdering
Der vurderes ikke at være CO2-konsekvenser.
Lovgrundlag
Færdselsloven
Vejloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Erhvervsudvalget
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 03-12-2020
Indstillingen godkendes.