Punkt 7 Orientering om Opkvalificeringsaftaler
Beslutningstema
Orientering om opkvalificering på Beskæftigelsesministeriets område.
Indstilling
Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Regeringen indgik den 17. juni 2020 to aftaler, der skal styrke uddannelse og opkvalificering til ledige. ”Aftale om ekstraordinært løft af ledige” samt ”Aftale om styrket opkvalificering”.
Samlet betyder de to aftaler en række midlertidige og varige ændringer i forhold til de eksisterende muligheder. For en del af ændringerne gælder, at de trådte i kraft den 1. august 2020, mens andre ændringer først træder i kraft senere.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har lavet et oversigtsnotat, der viser alle ændringer. Notatet er vedlagt som bilag.
Aftalerne påvirker flere dele af opkvalificeringsindsatsen. De væsentligste ændringer skitseres nedenfor.
Aftalerne indeholder blandt andet følgende ændringer for at flere ledige kan få et uddannelsesløft:
- Dagpengemodtagere kan fremover bevilges særskilte dele af en erhvervsuddannelse. Det kunne eksempelvis være et grundforløb som elektriker eller et par ugers uddannelse. Det betyder, at det ikke længere er et krav, at der skal bevilliges en hel erhvervsuddannelse til den ledige, hvis det vurderes at være det rette i forhold til forudgående erfaring og jobperspektiv (varig ændring).
- Jobcentret kan fremover bevillige alle erhvervsuddannelser (og ikke alene uddannelser, der udbyder skolepraktik )(varig ændring).
- Målgruppen udvides, så jobparate kontanthjælpsmodtagere også kan bevilges et grundforløb (varig ændring).
- Der indføres en mulighed for at uddannelsesløftet kan strække sig ud over dagpengeperioden. Efter ophør af dagpengeperioden kan den ledige overgå til voksenlærlingeordningen eller den ydelse, som ledige ellers er berettiget til (varig ændring).
- Dagpengemodtagere får ret til erhvervsuddannelse med 110 pct. dagpenge, hvis uddannelsen er inden for et mangelområde og optræder på en særlig positivliste (midlertidigt forsøg i perioden 1. august 2020 – 31. december 2021).
Jobparate kontanthjælpsmodtagere er – ligesom dagpengemodtagere – fritaget for pligten til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde, mens de deltager i uddannelse.
Der forventes udmeldt en ny pulje til uddannelsesambassadører i efteråret 2020. Svendborg Kommune har sammen med Nyborg og Faaborg-Midtfyn tidligere haft en puljefinansieret uddannelsesambassadør. Uddannelsesambassadøren arbejdede med at rådgive de ledige omkring de mange muligheder, der findes for opkvalificering. Indsatsen finansieres aktuelt indenfor jobcentrets eget budget.
Voksenlærlingeordningen styrkes midlertidigt. En voksenlærling er en ledig over 25 år, der gennemfører et lærlingeforløb hos eksempelvis en smed med skiftevis skole- og praktikperioder:
- Der kan etableres voksenlærlinge forløb indenfor alle områder.
- Målgruppen udvides, så beskæftigede faglærte med forældet uddannelse får adgang til ordningen.
- Kravet om forudgående ledighed for faglærte (uden forældet uddannelse) lempes fra 6 til 3 måneder.
Aftalerne indeholder ændringer for korte erhvervsrettede kurser. Korte erhvervsrettede kurser er typisk AMU-kurser og kan eksempelvis være et certifikatkursus i betjening af teleskoplæsser eller et hygiejnekursus. Ændringerne er blandet andet følgende:
- Den eksisterende regionale pulje udvides til at omfatte alle målgrupper (undtaget er dog personer i fleksjob). Den regionale pulje giver Jobcentret mulighed for at finansiere opkvalificering for dagpengemodtagere.
- Puljen forhøjes med 57 mio. kr., der udmeldes efter interessetilkendegivelse fra kommunerne og ved afgivelse af tilsagn.
- Kurserne skal enten være på den regionale positiv liste eller, som noget nyt, på positivlisten i et tilstødende RAR-område.
- Ledige med en hensigtserklæring om et arbejde fra en arbejdsgiver får ret til at påbegynde kurser, der ikke optræder på positivlisten.
Fra 1. januar 2021 vil de eksisterende puljebevillinger (regional uddannelsespulje for hhv. dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, puljen til mangelområder, pulje til opkvalificering ved ansættelse samt pulje til kurser på mere end 6 ugers jobrettet uddannelse) blive samlet til én pulje.
Jobrotationsordningen forventes udvidet som et forsøg midlertidigt i 2021 og 2022, hvor medarbejdere med 2 års relevant erhvervserfaring kan tage en erhvervsuddannelse gennem jobrotationsordningen, hvis de er fyldt 25 år. Dette er en videreførelse af den nuværende puljefinansierede ordning, der udløber ved årets udgang. Det nye forsøg skal forløb gennemføres uden særlige puljemidler.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Opkvalificeringstiltagene finansieres gennem særskilte puljer og jobcentrets ordinære budget
Lovgrundlag
Udmøntes i form af lovændringer eller ændringer i eksisterende bekendtgørelser
Sagen afgøres i
Beskæftigelses- og Integrationsministeriet.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 10-08-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Steen Tinning (R).