Punkt 25 Venstres byrådsgruppe - måling af støj fra vindmøller
Beslutningstema
Venstres byrådsgruppe
Sagsfremstilling
Venstres byrådsgruppe ønsker følgende behandlet på Teknik- og Erhvervsudvalgets møde den 7. maj 2020:
”Manglende dokumentation for overholdelse af støj fra vindmøller.
Indstilling:
Med baggrund i vindmøllebekendtgørelsens §12 ( https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/135 [1] ) stiller Venstre forslag om at Svendborg Kommune rejser krav overfor vindmølleejerne, om udarbejdelsen af en valid og aktuel støjmåling for Skiftekærmøllerne, således en aktuel, valig og fyldestgørende måling er tilvejebragt, inden den endelige godkendelse af Skiftekærmøllerne vedtages og gives.
Der kræves en fuldstændig miljømåling ***, hvorunder også toner og omgivelsesstøj måles. Dette er beskrevet i orienteringssskrivelse nr. 38, fra Miljøstyrelsens Referencelaboratorium. (https://referencelaboratoriet.dk/metodeliste/2008_Referencelaboratoriet_Orientering_38_Miljoemaaling_eller_Orienterende_stoemaaling.pdf [2] ) og orienteringsskrivelse nr. 47, fra samme sted, som uddyber vigtigheden af også at fokusere på tonestøj. ( https://referencelaboratoriet.dk//wp-content/uploads/2013/09/rl0613-Orientering-nr-47-Toneanalyser_den-danske-metode.pdf [3] )
Målingen bør således også inkludere både støj- og tonemålinger, som tillige foretages tæt på de facader som vender imod møllerne, og den skal foretages under iagttagelse af de viste forskrifter og konditioner.
Såfremt miljømålingen efterfølgende medfører krav om begrænset drift for Skiftekærmøllerne, skal møllejeren, for at opretholde driftstilladelsen, sikre at Svendborg Kommune - måned for måned - modtager præcise og forståelige driftsdata, som dokumenterer at den i så fald begrænsede drift overholdes, på ethvert tidspunkt.
Baggrund:
I den nu flere år lange proces – senest på borgermødet den 29/4 - er der en lang række ubesvarede forhold. som ubetinget kalder på at Svendborg Kommune nu påtager sig sit ansvar overfor de borgere, som i flere år har følt sig generet og overhørt. Det er kommunens pligt at sikre korrekte, tidssvarende og fyldestgørende data lægges til grund for den endelige sagsbehandling ogdet er vores klare opfattelse at dette ikke i tilstrækkelig grad er opfyldt.
Venstre mener endvidere, at det ikke at det er god forvaltning at lade 2 år gamle og data, endda målt under andre konditioner, ligge til grund for udstedelse af den endelig tilladelse. Denne betragtning skal specielt ses i lyset af at der i mellemtiden er sket modifikationer på møllevingerne, og uanset at man end ikke efter 2 år, i en sag med så mange aspekter, har udnyttet sin ret til at bede om an opdateret støjmåling. Sammenlagt er der alt for mange usikkerhedspunkter i materialet, og vi mener ikke at kommunen dermed sikrer sig de data, som vindmøllebekendtgørelsen, §12, giver mulighed for. Derved sætter kommunen de berørte borgere i en urimelig situation, hvor de både skal kæmpe for at få fremskaffet den manglende dokumentation, døje med støjgenerne og kæmpe for at få kommunen til at hjælpe sig -alt sammen på en gang.
Dokumentation:
*** “Miljømåling” eller “Orienterende støjmåling” – hvad kan de bruges til, og hvad er forskellen?
Der var engang … da orienterende målinger kunne bruges som ”det fældende bevis” til at afgøre sager. Sådan er det ikke mere. Når en støjmåling lægges til grund for en afgørelse, skal det være en ”Miljømåling – ekstern støj”, som er lavet af et af de godkendte laboratorier. De godkendte laboratorier er optaget på Miljøstyrelsens liste, som kan ses på Referencelaboratoriets hjemmeside. Begrebet ”orienterende måling” eksisterer stadig, og begrebet benyttes generelt om alle støjmålinger, som ikke er ”Miljømåling – ekstern støj”. Der er mange sammenhænge, hvor orienterende støjmålinger er fuldt berettigede. De kan bruges i virksomhedernes egenkontrol, til mange overvågningsformål og til at sikre, at man ikke bruger unødigt krudt på at udføre målinger i sager, hvor det enten er åbenlyst, at støjgenerne skal mindskes , eller at der med stor sikkerhed ikke er tale om væsentlige støjgener, som kommunen ellers kunne gribe ind overfor.
Denne orientering vil belyse grundlaget for ovenstående og se nærmere på begreberne ”Miljømåling – ekstern støj” og ”Orienterende måling”. Vi vil se på, hvad der kræves af de to typer målinger, og hvad de kan bruges til.
De samme overvejelser, som er anført for målinger, kan gøres i forbindelse med orienterende beregninger (overslagsberegninger), f.eks. målinger i nærheden af en kilde og brug af afstandsloven til at skønne et støjniveau hos en nabo. Dette er dog ikke behandlet i detaljer i denne orientering. Her er ”måling” brugt bredt i betydningen både af støjberegning og af direkte måling af støjniveauet.
Se flere detaljer i de to link herover – ”ORIENTERING NR. 38 OG NR. 47, FRA MILJØSTYRELSENS REFERENCELABORATORIUM FOR STØJMÅLINGER”
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-05-2020
Forslaget bringes til afstemning.
For forslaget stemmer 2 medlemmer: liste V.
Imod forslaget stemmer 7 medlemmer: liste A, liste C, liste Ø og løsgænger Jens Munk.
Forslaget faldt dermed.
Liste V begærer sagen i Byrådet.