Punkt 7 Demokratifestival 2020
Beslutningstema
B:Beslutning
Ansøgning fra de frie skoler i Ollerup: Gymnastikhøjskolen, Den Frie Lærerskole, Ollerup Efterskole og Ollerup Friskole om en underskudsgaranti på 50.000 kr. til sikkerhed for gennemførelse af årets demokratifestival for at engagere børn og unge i demokrati og samfund i forbindelse med årets grundlovsarrangement den 5. juni 2020 på Ollerup Gymnastikhøjskole.
Indstilling
Direktionen indstiller, at der
- bevilges en underskudsgaranti på 50.000 kr. fra De frie Kulturmidler.
Sagsfremstilling
De frie skoler i Ollerup har siden 2015 oparbejdet en tradition for at fejre grundloven og hele demokratiets kerne ved at invitere til deltagende og debatterende arrangementer om det danske demokrati og den danske grundlov. En af grundpillerne i festivalen er at engagere børn og unge i demokrati og samfund ud fra det overordnede formål der er, at skabe en større bevidsthed om de muligheder og udfordringer, vores demokrati i dag står over for. Via kunst, kreativitet, bevægelse, foredrag, fortællinger og ikke mindst dialog i form af en lang række forskelligartede samværs- og samtaleformer er det målet, at skabe et indholdsrigt og nyskabende nærvær mellem medborgere -børn, unge, voksne og gamle. Typisk besøges dagen af mellem 3.500 og 5.000 personer.
Det endelige program for demokratifestivallen foreligger endnu ikke. Der er indgået flere aftaler herunder også musikalsk underholdning for børn. Der er tradition for, at grundlovstalen holdes af en af landets toppolitikere, men dette falder først på plads senere. Læs mere om festivalen i vedlagte projektbeskrivelse.
Budgettet er på ca. 273.000 kr., der foruden nærværende ansøgning søges dækket ind ved sponsorstøtte samt salg af mad, drikke og festivalarmbånd samt skolernes egenbetaling på ca. 33.000 kr. Der tages ikke entré.
Administrationens bemærkninger
Svendborg Kommune har gennem en del år støttet grundlovsarrangementet, senest i 2019 med en underskudsgaranti på 50.000 kr. Underskudsgarantierne er alle årene kommet til udbetaling.
Ansøgningen opfylder de generelle krav for tilskud fra De frie Kulturmidler og understøtter kulturløftets indsatsområder.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Tilskud vil være at afholde af De frie Kulturmidler. Det ikke disponerede beløb på puljen fremgår af punktet status på De frie Kulturmidler.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 30-03-2020
Indstillingen blev godkendt.
Søren Kongegaard (A) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Klit (A).