Punkt 20 Status vedrørende bebyggelse på Ydunshave
Beslutningstema
Orientering om status vedrørende bebyggelse på Ydunshave.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget, at orientering om status vedrørende bebyggelse på Ydunshave tages til efterretning, herunder, at
- der er modtaget nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens behandling.
- der indhentes ekstern vurdering af sagens juridiske spørgsmål.
Sagsfremstilling
Sagen vedrørende opførelse af rækkehuse på Ydunshave har tidligere været fremført for udvalget til orientering.
Der er nu modtaget nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen. På baggrund af de oplysninger er det administrationens vurdering, at et afgørende grundlag for den hidtidige sagsbehandling er bortfaldet.
Sagen har hastende karakter, idet byggeprojektet er fremskredent, og en byggetilladelse må forventes indenfor den nærmeste fremtid.
Det har hidtil været administrationens vurdering, at der ikke blev begået en fejl i udstykningssagen vedrørende ejendommen Ydunshave 5, som er et centralt element i sagsbehandlingen i forbindelse med placering af det fælles friareal.
Som følge af det lange og komplicerede sagsforløb har administrationen fundet det nødvendigt at få sagen efterprøvet hos en uvildig landinspektør. Dette er i første omgang sket ved en mundtlig drøftelse.
Det er den uvildige landinspektørs opfattelse, at ansøgningen om udstykning ikke burde have været godkendt. Fællesarealet, F2, kan kun i meget begrænset omfang variere fra den placering, der er vist på vedhæftede bilag 5 (Luftfoto med delområdeafgrænsning). Det betyder, at der ikke kan foretages en vurdering af, at fællesarealet er beliggende uden om ejendommen Ydunshave 5, som vist på vedhæftede bilag 4 (Oversigtskort fra Geopartner).
Uafhængigt af administrationen har ejerne af Ydunshave 5 selv indhentet en udtalelse hos en anden landinspektør, se vedhæftede bilag 1, 2 og 3 (Mail med udtalelse fra landinspektør Lars Nørgaard med tilknytninger). Udtalelsen er i overensstemmelse med den udtalelse, administrationen senest har indhentet hos uvildig landinspektør.
Det er et grundlæggende princip inden for lokalplanlægning, at der ikke må bebygges på fællesarealer. Kommunen har ikke kompetence til at dispensere fra det forhold. Den nuværende situation med eksistensen af huse i fællesarealet er derfor juridisk tvivlsom. Det bemærkes, at det af vedhæftede bilag med delområdets afgrænsning fremgår, at også ejendommen Ydunshave 4 kan være delvist beliggende i fællesarealet.
Såfremt det ved en ekstern juridisk vurdering bekræftes, at eksisterende forhold skal lovliggøres, kan det komme på tale, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for området. Der kan imidlertid også være andre alternative løsningsmuligheder. For at undersøge sådanne nærmere indhentes ekstern juridisk bistand.
Sagen vil blive lagt op til politisk beslutning på næste udvalgsmøde, den 2. april 2020. Forud for mødet vil den nødvendige, eksterne dokumentation blive indhentet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der indhentes ekstern, juridisk bistand til vurdering af eventuelle økonomiske konsekvenser
Lovgrundlag
Planloven
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-03-2020
Orienteringen taget til efterretning.
Afbud: Jens Erik Laulund Skotte (Ø), stedfortræder Jesper Kiel (Ø).
Afbud: René Haahr (V), stedfortræder Lars Erik Hornemann (V).