Punkt 13 Dispensation fra Lokalplan 551, Vædderen 126
Beslutningstema
Beslutning vedrørende dispensation fra lokalplan nr. 551 på ejendommen Vædderen 126 i Rantzausminde.
Indstilling
Direktionen indstiller, at det besluttes:
- at der gives dispensation fra lokalplanen til at udføre tagbeklædningen med betontagsten eller
- at meddele afslag på ansøgning om dispensation og fastholde lokalplanens krav til tagbeklædning.
Sagsfremstilling
Rådgiver har søgt dispensation fra den gældende lokalplan i forbindelse med opførelse af et nyt enfamiliehus på Vædderen 126.
Der stilles i lokalplanen krav om, at tage i område 2 skal dækkes med teglsten i rød eller sort farve, samt med zink, skifer/eternitskifer, tagpap på trekantlister eller begrønnet tag.
Der søges dispensation til at udføre tagkonstruktionen med betontagsten. Rådgiver begrunder deres dispensationsansøgning med, at betontagstenene ligner teglsten og at der i forvejen er nævnt 5 forskellige typer tage, som vil give husene vidt forskellige udtryk. Det er i forbindelse med sagsbehandlingen oplyst, at den prismæssige forskel mellem et tegl og betontagsten i det konkrete tilfælde er 150.000 kr.
De nærliggende huse på Vædderen er for de flestes vedkommende opført med betontagsten, selvom det også kræver dispensation. Det har byggesagsbehandlerne ikke været opmærksom på i de sager. De huse er imidlertid omfattet af en anden lokalplan, nr. 504, og der er derfor ikke direkte præcedens. Det betyder, at Vædderen 126 ikke har krav på samme tilladelse.
Dilemmaet i sagen består i, at Vædderen 126 er beliggende umiddelbart op til et boligområde med betontagsten. I praksis vil det ikke være muligt at skelne de to lokalplanområder fra hinanden. Hvis der gives tilladelse i denne sag, vil der imidlertid være præcedens for de øvrige parcelhuse inden for lokalplan nr. 551.
Der er administrationens vurdering, at lokalplaner som udgangspunkt bør overholdes, og at en fejl i et lokalplanområde ikke bør overføres til et andet. I denne sag vil følgevirkningerne af en dispensation være begrænsede på grund af det eksisterende områdes karakter og lokalplanens begrænsede udstrækning.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
Lovgrundlag
Planloven.
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 20-01-2020
Teknik- og Erhvervsudvalget beslutter at meddele afslag på ansøgning om dispensation og fastholde lokalplanens krav til tagbeklædning.
For meddelelse af afslag stemmer et flertal på 5, bestående af Liste A og Liste Ø.
Imod meddelelse af afslag stemmer Liste V, Liste C og Jens Munk (Løsgænger).
Liste V begrunder ønsket om at meddele dispensation med, at der i det tilstødende lokalplansområde findes huse med betontagsten.
Jens Munk (Løsgænger) ønsker at standse sagen (jf. styrelseslovens §23) og indbringe den til Byrådets behandling.
Fraværende: René Haahr (V). Som suppleant deltog Lars Erik Hornemann (V).
Fraværende: Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).