Punkt 14 Endelig vedtagelse af plangrundlag for Hotel Svendborg
Beslutningstema
Endelig vedtagelse af tillæg til kommuneplanen og tillæg til lokalplanen for nyt indgangsparti til Hotel Svendborg på Centrumpladsen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget, at indstille til byrådet, at
A:
- Vedtage kommuneplantillæg nr. 2017.18 endeligt.
- Vedtage tillæg nr. 1 til lokalplan 001.319 med foreslåede ændringer endeligt.
- Besvare høringsbidrag, som foreslået i den vedlagte hvidbog.
Alternativt:
B:
- At gennemføre en fornyet høring i 2 uger med supplerende visualiseringer, herunder kortbilag fra hvidbog. Høringen vil forløbe i august og politisk behandling vedrørende endelig vedtagelse rykkes derved til oktober 2019.
Sagsfremstilling
Baggrund
Planerne er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra Hotel Svendborg. Planerne skal give mulighed for, at hotellet kan udvide reception og restaurant via et nyt indgangsparti/tilbygning på en del af Centrumpladsen.
Teknik- og Erhvervsudvalget traf den 8. november 2018 principbeslutning om igangsættelse af planlægningen for udvidelse af hotellets nuværende lokalplangrænse.
Da planlægningen kræver en ændring af kommuneplanens rammer blev processen indledt med en forudgående høring i november 2018. Rammen for hotel udvides, mens rammen for offentlige byrum indskrænkes. Der indkom ingen høringssvar i den forudgående høring.
Byrådet traf den 26. marts 2019 beslutning om at sende planforslagene i offentlig høring. Beslutningen blev truffet med følgende mindretalsudtalelse:
Høringssvar og hvidbog
Planforslagene har været i offentlig høring i perioden fra den 29. marts til den 26. april 2019.
Efter politisk ønske blev der afholdt et borgermøde d. 9. april 2019. På borgermødet blev bygherre/ rådgiver opfordret til at udarbejde flere visualiseringer. Derudover blev der spurgt til, hvad der sker med resten af Centrumpladsen som konsekvens af planlægningen, herunder planteespalier.
Der er indkommet tre høringssvar fra henholdsvis: By og Land, Arkitekturrådet og C&W arkitekter.
Høringssvarene fra By og Land og Arkitekturrådet omhandler tilbygningens indvirkning på Centrumpladsen set ud fra et arkitektonisk perspektiv og i forhold til brugen af det offentlige byrum. By og Land finder lokalplanens præsentation af projektet for mangelfuld i forhold til at belyse konsekvenserne af planlægningen. Konkret anbefaler By og Land flere illustrationer, analyser og en fysisk markering af tilbygningen på stedet. Sidstnævnte er ligeledes foreslået af arkitekturrådet.
By og Land forudser derudover, at salg af en del af et offentligt byrum kan skabe præcedens i lignende sager.
Høringssvaret fra C&W arkitekter omhandler materialevalget på tilbygningens tag.
Høringssvarene gengives som resumé i bilaget ”hvidbog”. De originale høringssvar er desuden vedlagt i bilaget ”Høringssvar”.
Administrationen bemærker
Fysiske afmærkninger eller mockup-modeller anvendes normalt ikke i Svendborg Kommune i forbindelse med planlægningsprocesser.
Rådgiver har efter borgermøde udarbejdet en ekstra visualisering set fra Ramsherred. Visualiseringen har ikke været en del af den offentlige høring. Visualiseringen er vedlagt hvidbogen.
Ændringer på baggrund af høringssvar
Høringssvarene giver anledning til ændring af § 8.4 fra: ”Taget skal dækkes med vækstlag af sedum, mens tagkanten skal udføres i tombak”.
Til: ”Taget skal dækkes med vækstlag af sedum, mens tagkanten skal udføres i tombak. Dele af taget kan udføres i en belægning, der er godkendt til flugtvej”.
Ændring af Centrumpladsen som følge af planlægning
Planlægningen muliggør en tilbygning til Hotel Svendborg, som vil ændre Centrumpladsens geometri. Et resultat af planlægningen vil ligeledes være, at tre ud af pladsens fem planteespalier fjernes. Planlægningen berører ikke eksisterende træer. Der henvises til kort/luftfotos bagerst i hvidbogen, som illustrerer ændringen af Centrumpladsen, herunder beplantning.
Planlægningen medfører, at den offentlige del af byrummet mellem den runde parkeringsplads og hotellet reduceres. Det kan betyde, at mønsteret for den gående trafik på pladsen ændrer sig, så færre bevæger sig langs med hotellet – navnlig i sommerhalvåret, hvor hotellet tilbyder udeservering.
Det bemærkes, at planlægningen har været begrænset til udvidelsen af hotellet og har været overdraget til ekstern udarbejdelse.
Videre proces
Ved beslutning A vedtages og offentliggøres plangrundlaget med en klagefrist på 4 uger.
Ved beslutning B foretages fornyet høring af planforslagene i 2 uger med supplerende visualiseringer og kortbilag. Høringen vil forløbe i august. Politisk behandling vedrørende endelig vedtagelse rykkes derved til oktober 2019.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med planlægningen afholdes inden for det eksisterende budget.
Sag om grundsalg fremlægges i en særskilt sag.
Lovgrundlag
Lov om planlægning
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-06-2019
Oversendes.
Jens Erik Laulund Skotte (Ø) stemte imod.
Afbud fra Per Nykjær (V). Som suppleant deltager Lars Erik Hornemann (V).
Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2019
Udvalget indstiller model A. Liste Ø var imod, idet man ikke støtter hotellets udvidelsesplaner på Centrumpladsen.