Punkt 10 Ansøgning til lånepulje vedr. bedre fordeling i dagtilbud
Beslutningstema
Godkendelse af låneansøgning til bedre fordeling i dagtilbud
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne- og Ungeudvalget godkender låneansøgning til bedre fordeling i dagtilbud for i alt 14,1 mio. kr. til etablering af 44 vuggestuepladser på Ørbækvej 51 og 53 samt etablering af 70 børnehavepladser på Hjortøvænget.
Sagsfremstilling
Den 1. januar 2020 træder ny Dagtilbudslov i kraft vedr. bedre fordeling i dagtilbud, hvor der sættes begrænsninger for hvilke børn der må anvises en plads i et givet dagtilbud, alt efter beliggenhed og børnenes bopæl. I Svendborg Kommune er de to selvejende dagtilbud Fyrtårnet Børnegården Byparken og Fyrtårnet Byparkens Vuggestue beliggende i det udsatte boligområde Skovparken, og børnehusene vil være omfattet af den nye dagtilbudslov. Børne- og Ungeudvalget har på udvalgsmøde 6. marts besluttet at fremsende ansøgning om dispensation fra bestemmelsen om at tilbyde to pladser til børn bosat uden for et udsat boligområde, der tilbydes plads i dagtilbud inden for det udsatte boligområde. Såfremt der gives afslag på denne dispensationsansøgning, kan det betyde, at der skal etableres nye pladser uden for Skovparken. I modsat fald kan pladsgarantien blive udfordret.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har nu udmeldt låneramme på 76 mio. kr. om året i 2019 og 2020 til kapacitetstilpasning af bygningsmæssige rammer til daginstitutioner der er beliggende i udsatte boligområder. Frist for låneansøgning er den 15. april 2019. Midlerne kan anvendes til kapacitetstilpasning afledt af reglerne om bedre fordeling i daginstitutioner og kan dække anlægsudgifter, fx ved flytning af daginstitutioner.
Såfremt Svendborg Kommune opnår dispensation fra bestemmelsen om bedre fordeling i dagtilbud bortfalder evt. meddelt lånetilsagn.
Udfordringen består af en kapacitet i de berørte børnehuse på:
- Byparken Vuggestue: 30 vuggestuepladser
- Børnegården Byparken: 14 vuggestuepladser og 70 børnehavepladser
På Børne- og Ungeudvalgets møde den 12. november 2018 blev der fremlagt en række modeller til håndtering af den bygningsmæssige udfordring ved den nye lovgivning.
Der resterer nu to modeller, som der kan arbejdes videre med.
Model 1:
Etablering af 44 vuggestuepladser og 20 børnehavepladser på Hjortøvænget samt etablering af 50 børnehavepladser på Ørbækvej 51 og 53. Forventet anlægsudgift 15,3 mio. kr. Der etableres pladser ud fra bygningsmæssig kvalitetsniveau B + C.
Model 2:
Etablering af 44 vuggestuepladser på Ørbækvej 51 og 53 samt etablering af 70 børnehavepladser på Hjortøvænget. Forventet anlægsudgift 14,1 mio. kr. Der etableres pladser ud fra bygningsmæssig kvalitetsniveau B + C.
Ud fra de fysiske forhold ift. udenomsarealer mv. vurderes model 2 som den mest optimale, idet Hjortøvænget giver flere udfoldelsesmuligheder til de større børn.
Selve låneansøgningen er under udarbejdelse. Børne- og Ungeudvalget vil efterfølgende blive orienteret om ansøgningen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Hvis hverken dispensationsansøgning eller låneansøgningen imødekommes til fuld anlægsfinansiering, vil det have afledte udgifter til anlæg af ny kapacitet. Anlægsudgiften vil i så fald skulle indgå som anlægstema i budgetforhandlingerne for budget 2020.
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 03-04-2019
Godkendt.