Punkt 6 Rammemæssige udfordringer på dagtilbudsområdet i budget 2019
Beslutningstema
Orientering om rammemæssige udfordringer på dagtilbudsområdet i budget 2019.
Indstilling
Direktionen indstiller;
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Administrationen har pr. februar 2019 opgjort forventet antal 0-2-årige og 3-5-årige i Svendborg Kommunes forskellige tilbudstyper. Administrationen forventer 46 flere 0-2-årige og 10 flere 3-5-årige samlet 56 flere 0-5-årige end forudsat ved budgetvedtagelsen.
Antal børn | Rammen for 2019 | Forventet pr. februar 2019 | Afvigelse |
0-2 årig | 1.070 | 1.116 | 46 |
3-5 årig | 1.672 | 1.682 | 10 |
I alt | 2.742 | 2.798 | 56 |
Under hensyntagen til rammeoverholdelse betyder det, at der skal tilbydes plads til flere børn for de samme penge, hvorved tildelingen pr. 0-2-årig og 3-5-årig i kommunale og selvejende børnehuse forventes at blive nedjusteret med 2,5 pct. (3,3 mio. kr.). Tildelingen pr. 0-2-årig i Dagplejen kan ikke nedjusteres, idet Dagplejens budget primært er lov- og overenskomstbestemt.
Med en nedjustering af tildelingen pr. 0-2-årig og 3-5-årig i kommunale og selvejende børnehuse forventes merudgiften på dagtilbudsområdets ramme at udgør 1,7 mio. kr., som primært skyldes forventede merudgifter på tilskuddet til private dagtilbud, private pasningsordninger og private tilskudsordninger.
Ifølge dagtilbudsloven skal tilskuddet til private dagtilbud, private pasningsordninger og private tilskudsordninger beregnes på baggrund af budget til kommunale og selvejende dagtilbud og ikke regnskab, hvorfor tildelingen pr. 0-2-årig og 3-5-årig ikke kan nedjusteres i private dagtilbud, private pasningsordninger og private tilskudsordninger.
I 2019 forventes det derfor, at tilskuddet pr. 0-2-årig og 3-5-årig i private dagtilbud, private pasningsordninger og private tilskudsordninger er højere end tildelingen pr. 0-2-årig og 3-5-årig i kommunale og selvejende børnehuse.
De rammemæssige udfordringer på dagtilbudsområdet følges fortsat tæt.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De beskrevne økonomiske konsekvenser for dagtilbudsområdet vil ligeledes indgå i budgetopfølgningen pr. 31. marts, som forelægges Børne- og Ungeudvalget den 8. maj. Her vil de øvrige fagområder indenfor det samlede Børne- og Ungeudvalg ligeledes være præsenteret i forhold til en samlet vurdering og håndtering af eventuelle ubalancer i udvalgets økonomi.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 03-04-2019
Taget til efterretning.