Punkt 13 Ansøgning om tilskud til gennemgribende renovering af brugsvandsinstallation og rørsystem i Svendborg Idrætshal
Sagsfremstilling
Svendborg Idrætshal har over de senere år haft gentagne problemer med hallens brugsvandsinstallation og rørsystem.
Brugsvandsinstallationen lider under at have omfattende forsnævringer pga. kalk og aflejringer, hvilket har medført et faldende disponibelt tryk på installationen, som forsyner både brugsvand og brandslukningsudstyr.
Det er synligt at installationen står overfor en større og mere gennemgribende renovering.
Gennemtæringer af rør har forårsaget vandskader i både 2020 og 2021, hvilket kun delvis er afhjulpet ved udskiftning på de ramte steder.
Yderligere tre gennemtrængninger i sommerperioden medførte igangsætning af en større undersøgelse af installationen og rørsystemet foretaget af interne og eksterne rådgivere.
På baggrund af dette forarbejde ligger der en klar anbefaling fra rådgiverne om at få igangsat en gennemgribende renovering af hele brugsvandsinstallationen og rørsystemet. Der foreligger en entreprise- og arbejdsbeskrivelse, som skal sendes i udbud snarest muligt.
Da der endnu ikke foreligger tilbud på opgaven, er den umiddelbare vurdering, at der bør afsættes et rammebeløb på 1,1 mio. kr. til projektet.
Svendborg Idrætshal søger på den baggrund et rammebeløb på 1,1 mio. kr. fra renoveringspuljen.
Beslutning i Haludvalget den 06-09-2021
Ansøgningen imødekommes.
Der bevilges et beløb på 1,1 mio. kr. + ekstra 200.000 kr. fra renoveringspuljen som et rammebeløb, således man reserverer en større økonomi for projektets gennemførelse, da der pt. ikke foreligger konkrete tilbud.