Punkt 3 Orientering om og udmøntning af midler til fagligt løft og trivsel på folkeskolerne
Beslutningstema
Orientering om tildeling af midler til fagligt løft og trivsel i folkeskolerne samt beslutning om udmøntningen.
Orientering om skolernes fortsatte muligheder for at gøre brug af en række frihedsgrader i skoleåret 2021/2022.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen tages til efterretning
- At forslag til fordelingsnøgle godkendes med anvendelse af elevtal pr. 5. sept. 2021
Sagsfremstilling
Børne- og Ungeudvalget blev den 14. april 2021 orienteret om regeringens aftale af 18. februar 2021 med Folketingets partier om en samlet indsats, der skulle understøtte et fagligt løft og trivslen blandt børn og unge.
Svendborg Kommunes andel udgjorde i alt 1,6 mio. kr.
På mødet godkendte udvalget fordelingen af midlerne, som blev fordelt til skolerne, PPR, Svendborg Juniorklub og elevrådene.
Den 1. juni 2021 indgik regeringen en ny bred aftale i Folketinget (bilag 1) – herunder med en ramme på 83 mio.kr. til skoler, SFO´er samt fritids- og klubtilbud, som supplement til aftalen af 18. februar 2021.
Svendborg Kommunes andel heraf udgør 832.678 kr.
Den nye afsatte ramme tænkes, i lighed med de tidligere tildelte midler, anvendt til at sikre et fagligt løft for de elever, der har det største behov, samt til indsatser, som kan bidrage til at genstarte de gode fællesskaber og styrke trivslen, som er en forudsætning for læring.
I SFO´er samt fritids- og klubtilbud kan midlerne anvendes til fx indsatser, der skal få de børn og unge tilbage, som måtte have forladt tilbuddene i perioden med nedlukninger, samt til opsøgende indsatser, forebyggende og motiverende aktiviteter samt øvrige trivselsfremmende indsatser.
I aftale om sommer- og erhvervspakken af 4. juni 2021 er der afsat 32 mio. kr. til trivselsfremmende aktiviteter i skole, SFO og fritids- og klubtilbud (bilag 2).
Svendborg Kommunes andel heraf udgør 321.033 kr.
Det er op til kommunerne at beslutte den konkrete anvendelse. Midlerne kan fx anvendes til sommerferieaktiviteter, lejrskoler, åben skole-aktiviteter, ekskursioner mv.
Begge puljer skal anvendes inden udgangen af 2021.
Administrationen foreslår, at midlerne fordeles efter henholdsvis elevtal og antal indmeldte børn i SFO.
Skolerne og SFO beslutter herefter lokalt den konkrete anvendelse af midlerne.
Svendborg Juniorklub fik i sidste pulje tildelt 150.000 kr., hvor skolerne fik ca. 1 mio. kr. til fordeling, hvor den enkelte skole fik mellem 55.000 kr. og 177.000 kr.
Det foreslås derfor, at juniorklubben ikke tildeles midler denne gang.
PPR fik 440.000 kr. i første tildeling, og er ikke omfattet af de nye midler, men har med den nye aftale fået mulighed for at anvende midlerne frem til 31. dec. 2021.
Videreførelse af særlige frihedsgrader:
Af aftalen af 1. juni 2021 fremgår desuden at aftaleparterne er enige om at videreføre nogle af de særlige frihedsgrader, der har været gældende under corona-krisen.
Konkret foreslår aftalepartierne at:
- Folkeskolerne og kommunerne skal have mulighed for ikke at udarbejde elevplaner og kvalitetsrapporter. Dog med forventning til at kommunerne og skolerne løbende forholder sig til elevernes faglige udvikling og trivsel.
- Skolerne i indeværende skoleår skal have mulighed for at fravige målsætningen om, at lærerne skal have fuld undervisningskompetence i de fag, de underviser i. Dermed kan skolerne fx prioritere at klasserne i højere grad kan have de samme lærere i løbet af en skoledag.
- Skolerne i indeværende skoleår får mulighed for at konvertere alt understøttende undervisning med henblik på tilrettelæggelse af andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen, fx til tolærer-ordning, turbohold, flere fagtimer og holddeling.
Den nuværende nødlov forlænges til 16. november 2021, således at der parallelt kan fremsættes lovforslag om de udvidede frihedsgrader til skoler og kommuner. Det forudsætter tilslutning fra folkeskoleforligskredsen.
Der er udstedt en bekendtgørelse, der sikrer, at kommuner og skoler kan gøre brug af de udvidede frihedsgrader fra begyndelsen af skoleåret 2021/2022.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Svendborg Kommune modtager henholdsvis 832.678 kr. til fagligt løft og trivsel samt 321.033 kr. fra sommer- og erhvervshjælpepakken.
Det foreslås, at beløbet til fagligt løft og trivsel fordeles efter elevtal pr. 5. september 2021, mens beløbet fra sommer- og erhvervshjælpepakken fordeles efter antal indmeldte børn i SFO 5. september 2021.
I den nedenstående foreløbige beregning er fordelingen baseret på elevtal og indmeldte i SFO pr. 5. september 2020.
Ovenstående er baseret på elevtallet pr. 5. sept. 2020.
Begge fordelinger tilrettes elevtallet pr. 5. sept. 2021.
Midlerne overføres til kommunen i forlængelse af midtvejsreguleringen af bloktilskuddet i 2021 og er fordelt efter indbyggertallet 1. januar 2021. Der er ikke noget krav om tilbagebetaling, såfremt midlerne ikke anvendes indenfor rammerne beskrevet i aftalen.
Der vil blive fulgt på tilskuddene i forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2023.
Der stilles i den forbindelse ikke krav om udarbejdelse af regnskaber eller særlige redegørelser for anvendelsen af tilskuddet. Tilsvarende bortfalder kravet om opfølgning på de tidligere tildelte midler fra aftalen den 18. februar 2021, som Børne- og Ungeudvalget udmøntede den 14. april 2021.
Midlerne søges overført til Skole og Uddannelse ved budgetopfølgningen pr. 30. sept. 2021.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Folkeskoleloven.
Bekendtgørelse nr. 1303 af 16. juni 2021
Sagen afgøres i
Børne- og Ungeudvalget
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 08-09-2021
Taget til efterretning og godkendt.