Punkt 3 Svendborg Kommunes Klimahandleplan: CO2-opgørelser
Beslutningstema
I forbindelse med DK2020-arbejdet har Region Syddanmark som noget nyt bestilt og betalt CO2-opgørelser for 1990, 2019, 2030 og 2050 på geografisk niveau for alle de syddanske kommuner. Der orienteres om CO2-opgørelsen for Svendborg Kommune, samt det fremadrettede arbejde med at nå kommunens klimamål.
Indstilling
Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget,
- at orienteringen om CO2-opgørelserne tages til efterretning.
Sagsfremstilling
På klimaområdet arbejder Svendborg Kommune for at nå en række mål for CO2-reduktion og omstilling til vedvarende energi.
CO2-opgørelserne for 2019 og 1990
I forbindelse med DK2020-arbejdet har Region Syddanmark i 2021 fået udarbejdet CO2-opgørelser for 1990, 2019, 2030 og 2050 på geografisk niveau for alle de syddanske kommuner. Opgørelserne er udarbejdet af konsulentfirmaet Viegand Maagøe. Dermed kan de fynske kommuner nu og i fremtiden sammenholde CO2-udledninger, da beregningsgrundlaget er ens for hele Fyn. Opgørelserne skal anvendes i kommunernes arbejde med at kortlægge nuværende CO2-udledninger og vurdere behovet for yderligere tiltag.
I opgørelsen for 2019 er den samlede udledning opgjort til 369.100 ton CO2, jævnfør bilag 1 (Bilag 1: CO2-opgørelse 2019). De største udledningskilder er energi, landbrug og transport. I forhold til 2018 er det en reduktion i CO2-udledningen på ca. 3% (dog er data ikke helt sammenlignelige, da der for 2019 indgår mere præcise beregninger som resultat af at en større datamængde indgår i de nye beregninger).
Den samlede andel af vedvarende energi i 2019 er 34%.
Opgørelsen for 1990 er en tilbageskrivning af opgørelsen for 2019 og anvendes som baseline i forhold til Fyn 2030-målsætningen om 70% CO2-reduktion i 2030. I opgørelsen for 1990 er den samlede udledning opgjort til 671.900 ton CO2, jævnfør bilag 2 (Bilag 2: Baseline 1990). I forhold til 1990 er CO2-udledningen i 2019 blevet reduceret med 45%.
Fremskrivning
Udover CO2-opgørelserne er der lavet en fremskrivning som inkluderer 2030 og 2050. De er baseret på Energistyrelsens Klimafremskrivning 2021 og inkluderer lovgivning og nationale aftaler vedtaget før 1. januar 2021 samt vurderede tendenser heraf. Fremskrivningen inkluderer ikke Svendborg-specifikke tiltag. Disse skal indarbejdes efterfølgende.
Fremskrivningen er et godt værktøj til at illustrere den forventede udvikling, og hvad der kræves af yderligere omstilling og reduktion.
Fremskrivningen viser, at CO2-udledningen vil udgøre 234.500 ton CO2 og 193.400 ton CO2 i henholdsvis 2030 og 2050, jævnfør bilag 3 (Bilag 3: Fremskrivning af CO2-udledningen 2030 og 2050). Det svarer til en CO2-reduktion i 2030 på 65% i forhold til 1990. Der udestår dermed tiltag, som kan sikre yderligere minimum 5%-point CO2-reduktion i 2030, for at nå Fyn 2030-visionen.
Fremskrivningen tager dog ikke højde for specifikke Svendborg-tiltag, som er besluttet eller vil blive vedtaget som en del af Klimahandleplanen. Det videre arbejde i Svendborg Kommune vil derfor inkludere scenarieberegninger, som netop inkluderer lokale tiltag.
Fremskrivningen viser også, at andelen af vedvarende energi (VE) vil være 63% i 2030 og 76% i 2050. Igen skal de specifikke Svendborg-tiltag indarbejdes i scenarieberegninger for at vurdere om målsætningerne opfyldes.
Det videre arbejde
Der udestår nu et arbejde i administrationen med at beregne, hvor meget CO2-reduktion forskellige tiltag kan bidrage med. Dertil har Region Syddanmark stillet et scenarieværktøj frit til rådighed for de syddanske kommuner. Administrationen forventer at præsentere resultaterne af beregningerne for Miljø- og Naturudvalget i december 2021.
Administrationen vil inkludere tiltag, som allerede er politisk vedtaget i Svendborg Kommune. Desuden er der nedsat 4 administrative arbejdsgrupper, som skal bidrage med idéer til yderligere tiltag nødvendige for at nå målsætningerne. Administrationen forventer at præsentere de første forslag til tiltag for alle politiske udvalg i december 2021.
Arbejdsgrupperne vil også inddrage eksterne aktører herunder indgå i dialog med virksomheder i kommunen og komme med forslag til partnerskabsaftaler.
Kommunens råderum og indflydelse er i mange sammenhænge begrænset. Eksempelvis indenfor transport- og landbrugsområdet, hvor regulering af CO2-udledningen i overvejende grad bestemmes af national lovgivning og EU-lovgivning. På den baggrund vil administrationen arbejder videre med at indgå partnerskabsaftaler med eksterne aktører f.eks. landbrugsorganisationer, hvor det er muligt, og det eventuelt i samarbejde med andre fynske kommuner. Administrationen forventer at præsentere forslag til partnerskabsaftaler for alle politiske udvalg i december 2021.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
CO2-opgørelserne har ingen direkte væsentlige konsekvenser for CO2-udledningen i kommunen, men bruges til at synliggøre udviklingen samt udestående målopfyldelse.
Lovgrundlag
Klima- og Energipolitik 2020-2025, Svendborg Kommune
Fyn2030, Erhvervshus Fyn
Sagen afgøres i
Miljø- og Naturudvalget
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 07-09-2021
Orienteringen taget til efterretning.