Punkt 2 Svendborg Kommunens klimahandleplan: Ny procesplan
Beslutningstema
For at sikre en god politisk forankring, også i det nye byråd fra 2022, foreslås en revideret procesplan for klimahandleplanen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget,
- At den reviderede procesplan for udarbejdelse af klimahandleplanen godkendes.
Sagsfremstilling
Projektstyregruppen for DK2020 har besluttet at gøre det muligt at udskyde afleveringen af klimahandleplanen med op til fire måneder. Det sker efter en henvendelse fra syv fynske kommuner heri blandt Svendborg Kommune. Begrundelsen for udskydelsen er ønsket om en god politisk forankring hos de nyvalgte byråd. Administrationen har på den baggrund revideret den tidligere politiske procesplan og indlagt mere tid i foråret til de politiske drøftelser, se bilag 1 (Bilag 1: Procesplan for Svendborg Kommunes Klimahandleplan).
Det fremgår heraf, at klimahandleplanen vil blive fremlagt til 1. godkendelse i juni 2022, og til endelig godkendelse i byrådet i september 2022 efter DK2020 sekretariatets forhåndsvurdering. Af procesplanen fremgår det, at både det nuværende og det nye byråd vil skulle træffe en række beslutninger forud for den endelig godkendelse af den samlede klimahandleplan.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ændringen i procesplanen er så beskeden, at den ikke vil have nogen konsekvens.
Lovgrundlag
Klima- og Energipolitik 2020-2025,
Svendborg Kommune Bæredygtighedsstrategi 2020,
Svendborg Kommune Planstrategi ´19, Svendborg Kommune
Sagen afgøres i
Miljø- og Naturudvalget.
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 07-09-2021
Indstillingen godkendt.