ko

Miljøtilladelse til husdyrbrug - Sortemosevej 7, 5892 Gudbjerg

Svendborg Kommune har meddelt tilladelse til husdyrproduktionen på adressen Sortemosevej 7, 5892 Gudbjerg. Tilladelsen er meddelt efter husdyrbruglovens §16b.

Husdyrbruget er nu tilladt med et samlet produktionsareal på 1293 m2. Der er godkendt at lægge produktionen over i den nye husdyrbruglov for at få øget fleksibilitet. Der er desuden søgt om at lovliggøre ensilagepladsen, kalvehytterne og udendørsarealet til kviestalden. Der bygges ikke nyt.

Tilladelsen med bilag og ansøgning fremgår af denne offentliggørelse – og du kan se dokumenterne nederst i dette opslag, og består af: 

  • Ansøgningsmaterialet fra it-systemet ”husdyrgodkendelse.dk”
  • Miljøansøgning (ansøgers vurdering af miljøpåvirkningen)
  • Svendborg Kommunes miljøtilladelse

Grundlaget for miljøtilladelsen er ansøgningen og supplerende oplysninger indhentet i behandlingen af sagen. I miljøtilladelsens afsnit Miljøteknisk redegørelse fremgår Svendborg Kommunes begrundelse for afgørelsen. Tilladelsen er meddelt på en række vilkår, som vil blive kontrolleret ved Svendborg Kommunes tilsyn.

Med de fastsatte vilkår har Svendborg Kommune konkluderet, at husdyrbruget anvender den bedste tilgængelige teknik (BAT), og at husdyrbruget ikke vil medføre nogen væsentlig påvirkning af miljøet.

Forud for Svendborg Kommunes afgørelse er der gennemført en høring af parter. Beskrivelsen af offentlighedsproceduren fremgår af miljøtilladelsens afsnit Offentlig høring. Der er ikke indkommet bemærkninger i høringsperioden.

 

Klagevejledning

Ansøger og enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagen, samt forskellige myndigheder, foreninger og organisationer kan klage over miljøtilladelsen. Ønsker du at klage over miljøtilladelsen, skal klagen sendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet gennem deres klageportal, som du finder via naevneneshus.dk/start-din-klage/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/.

Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er offentliggjort. Klagefristen for denne afgørelse er dermed 13. maj 2024.

Der er fastsat et klagegebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Gebyret skal betales ved elektronisk overførsel eller ved girobetaling. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for Svendborg Kommune i klageportalen, og når klagegebyret er betalt. Svendborg Kommune videresender sagen til klagenævnets behandling. Klagevejledning fremgår i øvrigt også af miljøtilladelsen.

 

Behandling af persondata

Vi gør opmærksom på, at når vi arbejder med en sag vil oplysninger, som vi modtager fra dig blive behandlet i vores IT-systemer. Vi kan f.eks. i tilfælde af en anmodning om aktindsigt videregive dine oplysninger. Du kan læse mere om Databeskyttelses-forordningen og -loven på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk og på Svendborg Kommunes hjemmeside www.svendborg.dk/om-kommunen/datasikkerhed.

 

Har du spørgsmål til dette opslag kan du skrive en mail til landbrug@svendborg.dk eller ringe på telefon: 6223 3420.