10 uger er der gået. 10 uger med Musik til Svend slutter i dag, i hvert fald for børn og voksne i heldagslegestuen Røde Æblekinder på Tåsinge. Det er 10 uger siden, det hele begyndte. Det er 10 uger siden, en flok børn i alderen 0 til 2 år mødte musikken, rytmerne, bevægelserne og ikke mindst sig selv i musikken, måske for første gang.
Eskild er klar. Han kommer løbende ind som den aller-allerførste og sætter sig ned midt i lokalet, præcis hvor rundkredsen plejer at være.
“Hvad skal vi i dag?” siger han og kigger spørgende og forventningsfuldt på Christina.
“Vi skal synge,” svarer hun og smiler.
Nu kommer flere børn ind. Valdemar går forsigtigt med en buket lilla og lyserøde blomster fra haven i hænderne. Meget fokuseret og koncentreret stiller han sig ind ved siden af de andre børn og voksne, som nu danner en rundkreds. Også Sara og Asta har noget med. Små pakker. Det hele er selvfølgelig til Christina.
Valdemar rækker glad og stolt blomsterne til Christina, som smiler og takker mange gange.
“Hvor er de flotte! De skal ligge på klaveret, så vi kan nyde dem, mens vi synger,” siger hun.
Sara og Asta overrækker de små pakker til Christina, som indeholder flotte armbånd, de selv har lavet. De kommer straks rundt om Christinas håndled og taknemmeligheden er ikke til at overse.
I dag er der ønskekoncert, men først skal Elefantus sige hej, præcis som han plejer.
“Og hvem har vi her?” spørger Elefantus.
“Alexander,” svarer Alexander med det samme, uden at tøve. Sådan går runden. Børnene er klar til at hilse på Elefantus, og de, som ikke kan sige deres eget navn endnu, får hjælp fra kammeraten ved siden af.
Tonerne lyder fra klaveret, og der skal sættes bevægelser til musikken.
“Nu siger musikken sådan her,” siger Christina, mens hun spiller taktfast på klaveret.
Menta kigger op og så ned på sine fødder, som begynder at stampe og trampe.
“Godt hørt børn! I er jo elefanter!” udbryder Christina. I det hele taget er der langt færre instrukser denne gang. Alle ved, hvad de skal. Og gør, hvad der falder dem ind. Da katte-melodien spilles, holder Sara hænderne på kinderne og laver knurhår. Christina bemærker Saras indlevelse: “Det er nemlig rigtigt Sara, du er en kat!”
Nu er det tid til ønskekoncert. Hvilken sang skal vi have? “Instrumenter” siger Sara, og det bliver det. Normalt er det kun rasleæggene, som kommer i brug, men i dag er det også maracas, guiro (eller franskbrødet, som det også kaldes), tamburin og cabasa. Det kan være svært at vente, når alle disse spændende instrumenter ligger på gulvet lige foran, men det er først, når musikbutikken åbner, at man må vælge sig et instrument.
“Hvad vil du købe, hvad vil du købe, hvad vil du købe i min butik?” synger de voksne og signalerer til børnene, at nu kan de vælge. For uger tilbage ville alle børnene vælge flere instrumenter hver, men nu har de lært, at de kan vælge et nyt i næste runde, og de kan give det fra sig igen. Der spilles og øves rytmeforståelse, man venter på tur, og børnene mærker og føler instrumenterne, hører nye lyde.
De store instrumenter skal nu sorteres fra, og kun rasleæggene bliver tilbage på gulvet i midten af rundkredsen.
“Dip-dap, dip-dap" hører man fra de små. Og det er helt rigtigt, nu er det tid til favoritsangen. Begejstringen er ikke til at overse hos både store og små, som allerede gemmer rasleæggene under hagen, på ryggen og fødderne inden sangen overhovedet er begyndt. Der er sket så meget på 10 uger med Musik til Svend.
“Nu skal vi rydde op, så her bli’r fint igen,” synger Christina, og børnene samler med det samme alle rasleæg sammen og lægger dem tilbage i posen.
Nu er det tid til den sidste runde med verdens største hovedpude og sangen “Lille sorte Kat”. Sara hjælper med at brede hovedpuden ud som hun plejer. Alle børnene finder straks en plads på tæppet og kommer ned i gear.
“Kære børn, I er blevet fyldt med mod og lyst – tak til jer,” siger Christina i et stort smil, mens tæppet bliver pakket sammen. De voksne får også en stor tak med på vejen, som i den grad gengældes. Christina har lavet mapper til alle dagplejere, så de kan synge videre derhjemme. Og hvis man skal tro lydene fra de børn og voksne, der nu har pakket sammen og gør klar til at forlade heldagslegestuen, lever sangen videre.
Mange tak til dagplejere, børn, forældre og Musik til Svend-teamet for at vi måtte følge med.
---
Musik til SVEND er et musikforløb, som alle børn i Svendborg Kommune i alderen 0-5 år bliver en del af, når de går i dagpleje, vuggestue, børnehave eller i privat pasningsordning.
Over 10 uger følger de tre uddannede musikpædagoger Anna, Randi og Christina børnene på deres undersøgende rejse gennem instrumenter, lyde, rytmer og bevægelser.
I denne følgeton på tre afsnit får du et indblik i, hvordan børnene i dagplejen på Tåsinge oplever Musik til SVEND første gang, midt i forløbet og til afslutningen på forløbet.