Punkt 14 Renovering af Boligselskabet Sydfyns afdeling 7502 Toftemarken, Klintemarken og Frilandsvej
Beslutningstema
Godkendelse af byggeregnskab / Skema C, herunder kommunal garantistillelse, efter gennemførte renoverings- og forbedringsarbejder for afdeling 7502 Toftemarken, Klintemarken og Frilandsvej v. Boligselskabet Sydfyn.
Indstilling
Direktionen indstiller til godkendelse i Byrådet, at
- Byrådet godkender byggeregnskab / skema C efter gennemførte renoverings-, ombygnings- og sammenlægningsarbejder for i alt 284,7 mio. kr., herunder at
- Kommunen garanterer et beløb på netto 104,3 mio. kr. for lån på 208.6 mio. kr.
Sagsfremstilling
Renoveringen af afdeling 7502 blev afsluttet i 2020. Renoveringen omfatter nyindretning af 60 større boliger (sammenlagte boliger), og nyindretning af 78 boliger til bevægelseshæmmede (tilgængelige boliger). Disse boliger er elevatorbetjent og der er lavet niveau fri adgang til dem fra terræn. Resterende 112 boliger har fået nye køkkener og badeværelser. Der er udført ny tagbelægning, tagisolering og vinduesudskiftning i tagetagen overalt. Alle boliger har fået mekanisk ventilation, ny vandinstallation, og målersystem for separat afregning af vand og varme.
Der er nedlagt 25 boliger for at muliggøre indretning af de 250 nye tidssvarende boliger.
Alle lejligheder er efter renoveringen lejet ud.
Afdelingen har fået et nyt fælleshus i sameje med naboafdelingen afd. 7504.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den samlede udgift for renoveringsprojektet udgør 284.7 mio. kr. mod forventet 273.9 mio. kr. ved skema B. Forøgelsen kan især henføres til uforudsete problemer, som opdages undervejs i processen, og som Landsbyggefonden ikke accepterer at der afsættes midler til på forhånd. Det handler her om bl.a. råd i facadepartier ved tagaltaner, skadet armering i betonremme, nye afløb fra altaner, isolering af altanbrystninger, generel forbedring i boliger, der kun har fået renoveret køkken og bad, renovering af facader, der var let tilgængelige pga. stillads for tagarbejder m.m.
Den samlede anlægsøkonomi for renoveringsprojektet fordeler sig som følger:
Opretning af byggeskader/uforudsete udg. (gruppe 1 arbejder) kr. 8.029.488
Ombygning/sammenlægning/tilgængelighed (gruppe 1 arbejder) * kr. 194.082.000
Dynamisk varmeregnskab (gruppe 1 arbejder) * kr. 6.430.102
Overskridelse (gruppe 2 arbejder) kr. 919.068
Modernisering og vedligeholdelse (gruppe 2 arbejder) * kr. 25.000.810
Uforudsete udgifter og tilkøb (gruppe 3 arbejder) kr. 1.830.387
Ekstraordinære moderniserings- og
vedligeholdelsesarbejder (gruppe 3 arbejder) * kr. 48.436.127
Samlet anlægssum inkl. moms og omkostninger kr. 284.727.982
*) Beløb godkendt ved Skema B
Renoveringsarbejderne finansieres jævnfør Landsbyggefondens finansieringsskitse og Boligorganisationens supplerende (*) bidrag:
Ydelsesstøttet realkreditlån (gruppe 1 arbejder) kr. 208.541.590
Ustøttet realkreditlån (gruppe 2 og 3 arbejder) kr. 61.560.000
Fællespuljetilskud, Landsdispositionsfond, LBF kr. 5.500.000
Reguleringskontoen kr. 4.150.265
Egen trækningsret (*) kr. 1.840.000
Tilskud fra selskabets dispositionsfond (*) kr. 1.000.000
Henlæggelser fra afdelingen (*) kr. 636.127
Kapitaltilførsel (femtedelsordning) kr. 1.500.000
Samlet finansiering kr. 284.727.982
Byggeregnskabet har været forelagt Landsbyggefonden og er her taget til efterretning, inklusiv fordeling mellem støttede og ustøttede byggearbejder samt finansieringen heraf.
Kommunal garantistillelse:
De støttede byggearbejder finansieres med realkreditlån, hvor kommune og Landsbyggefond garanterer for hver 50 %. Den øgede udgift under støttede renoveringsarbejder (gruppe 1) på 8.0 mio. kr. medfører, at kommunens garantier netto vokser med halvdelen af dette beløb (4,0 mio. kr.) fra 100,3 mio. kr. til 104,3 mio. kr.
Der er ikke knyttet garantikrav på de ustøttede lån.
Svendborg kommune har ved skema A godkendt kommunal kapitaltilførsel til projektet på 300.000 kr. (femtedelsordning).
Lovgrundlag
Lov om almene boliger
Sagen afgøres i
Byrådet
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-03-2021
Indstilles.
Afbud fra John Arly Henriksen (A) og Mette Kristensen (V). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Lars Erik Hornemann (V).
Beslutning i Byrådet den 30-03-2021
Godkendt.