Punkt 7 Forventninger til Svendborg VE A/S i relation til realisering af kommunens klimamål
Beslutningstema
Svendborg VE A/S har henvendt sig til Svendborg Kommune jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Henvendelse vedr. roller og opgaver for Svendborg VE A/S). I henvendelse ønsker bestyrelsen i Svendborg VE A/S en præcisering af Svendborg Kommunes forventninger til, hvilke roller og
opgaver selskabet skal varetage i relation til realisering af kommunens klimamål.
I dagsordenspunktet orienteres der om en række spørgsmål der stilles fra Svendborg VE A/S, og administrationen anbefaler, at spørgsmålene belyses i et temamøde i april 2021 for Miljø og Naturudvalget omkring Sol- og Vindenergi.
Indstilling
Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget
- at henvendelsen fra Svendborg VE A/S tages til efterretning.
- at de rejste spørgsmål i henvendelsen belyses på et temamøde, og efterfølgende behandles som et dagsordenspunkt på et Miljø- og Naturudvalgsmøde.
- at administrationen til mødet i maj 2021 udarbejder anbefalinger til de videre tiltag, herunder eventuelt inddragelse af Økonomiudvalget.
Sagsfremstilling
Svendborg VE A/S har henvendt sig til Svendborg Kommune for at få præciseret roller og opgaver, som selskabet skal varetage i relation til realisering af kommunens klimamål jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Henvendelse vedr. roller og opgaver for Svendborg VE A/S).
Svendborg VE A/S ønsker svar på følgende spørgsmål:
- Hvorledes vurderer Svendborg Kommune balancen mellem rentabilitet og signalværdi i forhold til solceller på kommunale tagflader?
- Bestyrelsen for Svendborg VE A/S vil gerne have en tilbagemelding på ideen om at lave et anpartsbaseret anlæg, hvor beboere og virksomheder kan købe sig ind.
- Er forventningen til Svendborg VE A/S:
- At selskabet etablerer et konkret VE-anlæg (primært tænkt som solcellepark), der dækker Svendborg Kommunes og Vand og Affalds elforbrug på samlet 15,7 mio. kWh?
- At anlægget etableres som et andelsprojekt?
- At ejerandelen svarer til elforbruget, og der samtidig udbydes andele til borgere på minimum 40%?
- Skal der være hhv. minimum og maksimum ejerandel?
- Hvad er tidshorisonten?
- Under hvilke vilkår er Svendborg Kommune villig til at indskyde nødvendig egenkapital og stille kommunegaranti for den resterende realkredit finansiering?
Bestyrelsen for Svendborg VE A/S stiller sig gerne til rådighed for nærmere drøftelser.
Der planlægges afholdelse af et temamøde for Miljø og Naturudvalget omkring Sol- og Vindenergi. Administrationen finder, at de stillede spørgsmål fra Svendborg VE A/S kan med fordel drøftes på et temamøde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen økonomiske konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Forslagene vil have en stor betydning for at nå kommunes mål for mindsket udledning af CO2. Det vil blive belyst nærmere på temamødet.
Sagen afgøres i
Miljø- og Naturudvalget.
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 02-02-2021
Indstillingen godkendes.
Jens Munk (løsgænger) var fraværende.