Punkt 10 IGU-status
Beslutningstema
Status på igangsatte IGU-forløb.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Den 1. februar 2020 startede 11 kvinder og 4 mænd op i et IGU-forløb indenfor Social- og Ældreområdet. Deres arbejdsopgaver dækker bl.a. opgaver indenfor køkken, rengøring, ældrepleje og pedelfunktioner.
Erfaringerne fra tidligere IGU-projekter viser, at det rigtige match mellem arbejdergiver og elev er afgørende for et bæredygtigt forløb. Rekrutteringsprocessen er derfor foregået i tæt samarbejde mellem Jobcentret og Social- og Ældreområdet. Jobrådgiverne i Jobcentret har gennemgået den fulde potentielle målgruppe for IGU, som har dannet bruttotruppen for screening og individuelle samtaler med borgerens jobrådgiver og den potentielle arbejdsgiver fra hhv. Social- og Ældreområdet.
Tidligere erfaringer har endvidere vist, at det er vigtigt at eleverne kan efterkomme de sproglige krav, der stilles på arbejdspladsen. Da størstedelen af den tilbageværende integrationsmålgruppe er på Danskuddannelse 1 - dvs. de har ingen eller ringe skolebaggrund, og har ikke lært at læse og skrive på deres modersmål - arbejder Jobcentret, social- og ældreområdet i samarbejde med sprogskolen, LærDansk, på et forløb med sprogmakkere. Formålet er at opkvalificere elevernes sproglige kompetencer.
Ud over det netop igangsatte IGU-forløb startede der i august 2018 20 IGU-elever op på Ældreområdet. Af disse 20 er 12 fortsat i ansættelse indtil den 16. september 2020. 8 er ophørt af følgende årsager:
- 3 stoppede 1. januar 2019 og gik i ordinær uddannelse
- 3 er stoppet af helbredsmæssige årsager
- 1 er flyttet til anden kommune
- 1 er opsagt grundet personlige årsager (enlig mor til 2 børn, hvor økonomien kunne ikke hænge sammen).
Jobcentret samarbejder med ældreområdet målrettet mod at bringe IGU-eleverne videre i beskæftigelse. Såfremt det ikke lykkes at fastholde IGU-eleverne i beskæftigelse, vil eleverne være berettiget til dagpenge.
Jobcentret har sideløbende arbejdet med IGU-forløb på det private arbejdsmarked.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Når et IGU-forløb stoppes før tid, kan det have betydning for kommunens udgifter til forsørgelse samt muligheden for at hjemtage resultattilskud, medmindre forløbet stoppes i forbindelse med overgang til ordinær uddannelse eller beskæftigelse.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-05-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Steen Tinning (B).