Punkt 6 Vedtagelse af Affaldsregulativ 2020 for husholdningsaffald
Beslutningstema
Vedlagte forslag til Affaldsregulativ 2020 for husholdningsaffald ønskes godkendt
Indstilling
Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget med endelig godkendelse i Byrådet, at
- vedlagte forslag til Affaldsregulativ 2020 for husholdningsaffald godkendes.
Sagsfremstilling
Vedlagte forslag til Affaldsregulativ 2020 for husholdningsaffald har været i høring i 4 uger, og der er indkommet 1 høringssvar fra Vand & Affald til affaldsregulativet (vedlagt som bilag).
Vand og Affald har ønsket en præcisering af, at det ikke er tilladt at bortskaffe madaffald ved etablering af en køkkenkværn.
Denne præcisering er foretaget, og det er administrationens vurdering, at ændringen ikke er så væsentlig, at den udløser en ny høring. I vurderingen er indgået den betragtning, at ændringen ikke stiller borgerne ringere, idet det allerede er praksis at give afslag på etablering af køkkenkværne hos virksomheder og borgere med begrundelse i, at det generelt ikke er tilladt at bortskaffe affald gennem spildevandssystemet, samt at slammet fra spildevandsrensning ikke bioforgasses og derfor ikke nyttiggøres i den udstrækning, som madaffaldet vil blive med den forslåede ordning.
Ændringen er indføjet i § 9.
Trafik og Infrastruktur har gjort opmærksom på, at der i regulativet var indsat bestemmelser om krav til kørevej for renovationsbilerne, som ikke kan hjemles i vejloven eller privatvejloven. Derfor er § 9.6 ændret.
Det er administrationens vurdering, at ændringen ikke er så væsentlig, at den udløser en ny høring. I vurderingen er indgået den betragtning, at bestemmelsen om krav til kørevej var en specifik vejledning, hvor der var indsat en vejledende afstand for bredde på veje og frihøjde over vej, og det vurderes, at det er tilstrækkeligt at fordre farbarhed for renovationsbilen.
Ligeledes har Trafik og Infrastruktur påpeget, at der manglede en beskrivelse af, at ejendomme for enden af blinde veje skal etablere fornøden vendemulighed eller stille affaldet frem til nærmeste offentlige vej med vendemulighed. Dette fremgår nu i regulativet under ”Storskraldsordningen”.
Det er administrationens vurdering, at ændringen ikke er så væsentlig, at den udløser en ny høring.
I vurderingen er indgået den betragtning, at bestemmelsen allerede er gældende i nuværende regulativ, men udeladt ved en fejl i det nye regulativ.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det nye husholdningsregulativ beskriver de affaldsordninger, der gælder for affaldsbortskaffelse fra husholdninger og kommunale institutioner i Svendborg Kommune. Ordningerne etableres af Vand og Affald. De kommunale institutioner, der tidligere har haft egne affaldsløsninger, skal derfor opsige disse fra det tidspunkt, hvor Vand og Affald overtager affaldsbortskaffelsen.
Vand og Affald A/S har indgået aftale med affaldstransportør om afhentning og tømning af husholdningsaffald i beholdere med kapacitet på op til 770 liter. Vand og Affald vil i løbet af foråret 2020 udbyde afhentning og tømning af husholdningsaffald i større beholdere.
Vand og Affald arbejder på en løsning for de affaldsproducenter, som har et behov for mere kapacitet, så som større kommunale institutioner og boligforeninger.
De kommunale institutioner har fået bevilliget midler til indretning af affaldssystemer indendørs.
Kolonihaveforeninger skal opstille faciliteter for affaldssortering, hvilket der ikke tidligere har været kutyme for i foreningerne.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven
Affaldsbekendtgørelsen
Affaldsaktørbekendtgørelsen
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 23-03-2020
Indstilles.
Søren Kongegaard (A) var fraværende. Som suppleant deltog Niels Chr. Nielsen (A).