Punkt 5 Kogtved Søfartsskole - Igangsættelse af udarbejdelse af forslag til tillæg til kommuneplan 2017-29 samt forslag til lokalplan
Beslutningstema
Igangsættelse af nyt plangrundlag for Kogtved Søfartsskole på baggrund af principper for ny bebyggelse.
Indstilling
Direktionen indstiller til godkendelse i Teknik- og Erhvervsudvalget, at
- Igangsætte en forudgående høring på tre uger for ændring af plangrundlaget for Kogtved Søfartsskole
- Igangsætte udarbejdelse af forslag til tillæg til Kommuneplan 2017-2029 samt forslag til lokalplan for Kogtved Søfartsskole
- Rammen for det nye plangrundlag tager udgangspunkt i principper for ny bebyggelse, som er beskrevet under screening af projektområdet.
- Der ikke afholdes borgermøde i den forudgående høring.
Sagsfremstilling
Baggrund
Planforslagenes afgrænsning.
Baggrunden for udarbejdelse af et nyt plangrundlag for Kogtved Søfartsskole er en henvendelse fra en privat bygherre, som ønsker at omdanne søfartsskolen til et bofællesskab. Omdannelsen skal ske ved genanvendelse af eksisterende bevaringsværdige bygninger, samt opførelse af ny bebyggelse i området.
Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede, den 7. november 2019, at området kunne ændres fra blandet bolig- og erhverv til boligområde med mulighed for etageboliger i maks. 2½ etager.
Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede, den 6. februar 2020 at prioritere udarbejdelse af kommuneplantillæg med efterfølgende lokalplan for Kogtved Søfartsskole. Forudsætningen for prioriteringen er, at forslaget til kommuneplantillægget skal være klar til politisk godkendelse på mødet i juni 2020.
Det blev ligeledes besluttet, at administrationen skulle foretage en screening af projektområdet med henblik på at fastlægge en række minimumskrav til plangrundlaget.
Screening af projektområdet – principper og pejlemærker for nyt plangrundlag
Administrationen har screenet projektområdet og beskrevet hvilke principper, der skal være for ny bebyggelse i området, se bilag 2 (Projektscreening Kogtved Søfartsskole).
Områdets nye bebyggelse skal tage udgangspunkt i områdets karakter, den landskabelige placering tæt på vandet og ikke mindst de eksisterende bygninger, hvor hovedbygningen fortsat skal have den fremtrædende rolle for at sikre de historiske og stedbundne kvaliteter.
Principper for ny bebyggelse, opsummering fra screening af projektområde:
- Ankomsten til området via alléen skal tilgodeses, så der fortsat er indkig til bygningerne og dermed visuel forbindelse på tværs.
- Placeringen af ny bebyggelse på grunden er vigtig i forhold til hovedbygningen og stedets karakter.
- Den nye bebyggelse må ikke placeres sydligere end havesiden af hovedbygningen.
- Ny bebyggelse skal bestå af mindre sammensatte enheder, hvilket giver en fleksibilitet i placeringen.
- Den nye bebyggelse skal underordne sig hovedbygningens volumen og ikke sprænge skalaen.
- Højden på det nye byggeri må ikke overstige topkoten på hovedbygningen. Dybden af ny bebyggelse skal ligeledes underordne sig hovedbygningens dybde. Tage skal udføres som sadeltage og taghældninger må ikke være lavere end på de eksisterende bygninger.
- Materialerne i ny bebyggelse skal være tegl på facader og tage.
- Parkering skal tænkes ind i bebyggelsens struktur og ikke være dominerende. Der skal udformes en samlet, sammenhængende plan for udearealerne, der tilgodeser de nære udearealer.
Bilag 1 (Kogtved Søfartsskole – Forudgående høring) og bilag 2 (Projektscreening Kogtved Søfartsskole) offentliggøres som debatoplæg i den forudgående høring.
Planmæssige forhold
Området er i dag omfattet af kommuneplanramme 02.01.C2.128 Blandet bolig- og erhvervsområde Kogtvedvænget. Området kan anvendes til blandet bolig og erhverv med en bebyggelsesprocent på 30% og en maks. etagehøjde på 2 etager og en maks. bygningshøjde på 8,5 m.
Den sydlige del af grunden er omfattet af lokalplan nr. 553, som er vedtaget for at sikre en
landskabsbevaring for dele af Rantzausmindekysten. Den friholder den sydlige del af grunden for bebyggelse.
Forudgående høring
I den forudgående høring indkalder kommunen forslag og idéer til ønsket om ændring af kommuneplanen fra blandet bolig og erhverv til boligområde med mulighed for etageboliger i op til 2½ etage.
Efter den forudgående høring udarbejdes forslag til kommuneplantillæg og efterfølgende lokalplan.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med planlægningen og udfærdigelsen af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan varetages af ekstern rådgiver til Svendborg Kommune og afholdes indenfor Plan og Udviklings eksisterende rammer.
Teknik- og Erhvervsudvalget godkendte den 6. februar 2020 brugen af ekstern rådgiver til bistand til kommunes planarbejde.
Omdannelse af Kogtved Søfartsskole er med til at aktivere de bevaringsværdige bygninger til nye bosætningsformål.
Lovgrundlag
Lov om planlægning
Bosætningsstrategi 2020
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-03-2020
Liste V fremsatte følgende ændringsforslag:
”Principper for ny bebyggelse justeres på de følgende punkter:
- Den nye bebyggelse må ikke placeres sydligere end terrassemuren på havesiden af hovedbygningen.
- Højden på det nye byggeri må ikke overstige topkoten på hovedbygningen. Dybden af ny bebyggelse skal ligeledes underordne sig hovedbygningens dybde. Tage skal udføres som sadeltage.
Derudover slettes følgende princip helt: Den nye bebyggelse skal underordne sig hovedbygningens volumen og ikke sprænge skalaen”.
For forslaget stemte et mindretal på 2, Liste V.
Imod forslaget stemte et flertal på 7, Liste A, C, Ø og Jens Munk, Løsgænger.
Forslaget var dermed forkastet.
Liste A fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingen:
”rammen for det nye plangrundlag tager udgangspunkt i følgende justerede principper for ny bebyggelse:
- Ankomsten til området via alléen skal tilgodeses, så der fortsat er indkig til bygningerne og dermed visuel forbindelse på tværs.
- Placeringen af ny bebyggelse på grunden er vigtig i forhold til hovedbygningen og stedets karakter.
- Den nye bebyggelse må ikke placeres sydligere end terrassemuren på havesiden af hovedbygningen.
- Ny bebyggelse skal bestå af mindre sammensatte enheder, hvilket giver en fleksibilitet i placeringen.
- Den nye bebyggelse skal underordne sig hovedbygningens volumen og ikke sprænge skalaen.
- Højden på det nye byggeri må ikke overstige topkoten på hovedbygningen. Dybden af ny bebyggelse skal ligeledes underordne sig hovedbygningens dybde. Tage skal udføres som sadeltage.
- Materialerne i ny bebyggelse skal være tegl på facader og tage.
- Parkering skal tænkes ind i bebyggelsens struktur og ikke være dominerende. Der skal udformes en samlet, sammenhængende plan for udearealerne, der tilgodeser de nære udearealer”.
For forslaget stemte 9 medlemmer af udvalget. Forslaget var dermed vedtaget.
Indstillingen blev herefter godkendt med de vedtagne ændringer.
Afbud: Jens Erik Laulund Skotte (Ø), stedfortræder Jesper Kiel (Ø)
Afbud: René Haahr (V), stedfortræder Lars Erik Hornemann (V)
Bemærkning fra administrationen: Der blev uddelt mail med bemærkninger fra bygherre, der pålægges referatet.